Ødelæggelse af selvstyret - fjernelse af palæstinerne fra den internationale scene

 

Skrevet af: Tanya Reinhart

Løssluppen ondskab

 

I den almindelige politiske debat beskrives Israels nylige uhyrlige overgreb som "gengældelses-aktioner" - som svar på den seneste bølge af terrorangreb på civile israelere. Men i virkeligheden er denne "gengældelse" blevet forberedt langt tidligere. Allerede i oktober 2000, da den palæstinensiske opstand begyndte, havde militære kredse detaljerede, operative planer klar for at vælte Arafat og Den palæstinensiske Selvstyremyndighed. Dette var før, de palæstinensiske terrorangreb startede. (Det første angreb på civile israelere fandt sted 3. november 2000, på et marked i Jerusalem). Et dokument, der var udarbejdet af sikkerhedstjenesterne efter ordre fra daværende premierminister Barak, og dateret 15. oktober 2000 fastslog, at: "personen Arafat er en alvorlig trussel mod statens [Israels] sikkerhed og den skade, der vil blive resultatet af hans forsvinden er mindre end den skade, der forårsages af hans tilstedeværelse."1 Planen, der er kendt som "De tornefulde Marker" blev forberedt tilbage i 1996, og den blev opdateret under intifadaen.1 Planen indeholder alt, hvad Israel har gennemført på det seneste, og mere til.

De højeste politiske kredse (Baraks cirkler) arbejdede på deres side på at forberede den offentlige mening til at støtte afsættelsen af Arafat. Den 20. november 2000 offentliggjorde Nahman Shai, der dengang var Barak-regeringens pressetalsmand, på et pressemøde et 60 sider langt dokument med titlen "Den palæstinensiske Selvstyremyndigheds manglende føjelighed ... En liste over ond tro og dårlig ledelse". Dokumentet, der uformelt omtales som "Hvidbogen", var udarbejdet af Baraks rådgiver Danny Yatom.1 Ifølge "Hvidbogen" er Arafats nuværende forbrydelse, "planlægning af intifadaen", blot den seneste i en lang række af beviser for, at han aldrig har opgivet ideen om "voldens og kampens forret". "Så tidligt som 13. september 1993 antydede Arafat i sin tale på plænen foran Det hvide Hus, at han ikke nødvendigvis betragtede D.O.P. "Hensigtserklæringen for Fred" som en afslutning af konflikten. Han var ikke på noget tidspunkt uden sin uniform, symbolet på hans status som revolutionær leder (jf. afsnit 2 af hvidbogen)." Tilfældigvis var denne uniform den eneste 'antydning', rapporten angiver om Arafats skjulte intentioner ved denne lejlighed.

Et langt afsnit i dokumentet er helliget til at fastslå Arafats "ambivalens og føjelighed" i forhold til terror. "I marts 1997 var der endnu en gang mere end en antydning af 'grønt lys' fra Arafat til Hamas før bombeangrebet i Tel Aviv ... Det ligger indirekte i en erklæring afgivet af et medlem af Arafats regering med tilknytning til Hamas, Imad Faluji, til den amerikanske avis Miami Herald (5. April 1997)." Ingen yderligere antydninger af, hvordan dette kæder Arafat sammen med bombningen, er angivet, men det er det "grønt lys til terror"-tema, som Den militære Efterretningstjeneste har fremført siden 1997, da dens anti-Oslo linie blev lagt fast. Dette tema er siden blevet gentaget om og om igen af militære kredse, og efterhånden er det blevet mantraet for den israelske propaganda - Arafat er stadig terrorist, og han er personligt ansvarlig for alle de handlinger, der udføres af medlemmer af enhver palæstinensisk gruppe fra Hamas og Islamisk Jihad til Hizbollah.

The Foreign Report (Jane´s information) fra 12. juli 2001 afslørede, at den israelske hær - i Sharons regeringstid - har opdateret sin plan for et "altomfattende angreb for at smadre Den palæstinensiske Selvstyremyndighed, tvinge Yassir Arafat væk fra lederskabet af den og dræbe eller internere dens hær". Planen, der har navnet "Ødelæggelsen af Den palæstinensiske Selvstyremyndighed og afvæbning af alle væbnede styrker", blev forelagt den israelske regering af generalstabschef Shaul Mofaz 8. juli 2001. Angrebet skulle iværksættes efter regeringens skøn efter et stort selvmordsbombeangreb i Israel med mange døde og sårede, hvor blodsudgydelserne skulle bruges til at retfærdiggøre angrebet.

Mange i Israel nærer en mistanke om, at mordet på Hamas terroristen Mahmoud Abu Hanoud, der fandt sted, netop da Hamas i to måneder havde overholdt sin aftale med Arafat om ikke at foretage angreb i selve Israel, skulle skabe den nødvendige "blodbads-retfærdiggørelse" , da Sharon var på vej til USA Alex Fishman - sikkerhedspolitisk redaktør på avisen Yediot Ahronot - gjorde opmærksom på, at: "uanset hvem der besluttede, at Abu Hanoud skulle likvideres, vidste vedkommende i forvejen, at blodbadet ville blive prisen. Spørgsmålet blev diskuteret grundigt både i militære og politiske kredse i Israel, før det blev besluttet at gennemføre likvideringen."1 Israels skridt i retning af at ødelægge Den palæstinensiske Selvstyremyndighed kan således ikke betragtes som en 'spontan gengældelsesaktion'. Det er en velovervejet plan, der har været længe undervejs. En forudsætning for planens gennemførelse var, at palæstinensernes modstand først blev svækket, dette havde Israel arbejdet systematisk på siden oktober 2000 gennem mord, bombardementer af infrastruktur, holde folk indespærret i deres hjembyer og ved at bringe dem tæt på sultegrænsen. Alt dette skulle ske, mens man ventede på, at den internationale situation skulle blive 'moden' til at acceptere de mere 'fremskredne' faser i planen.

Nu ser situationen ud til at være 'modnet'. I den magt-berusede politiske atmosfære i USA kan alt lade sig gøre. Hvis det i begyndelsen så ud som om, USA ville prøve at holde den arabiske verden på sin side gennem symbolsk overtalelse, som det skete under Golfkrigen, er det nu åbenlyst, at amerikanerne er fuldstændig ligeglade. Amerikansk politik er ikke længere baseret på at opbygge koalitioner eller at investere tid på at overtale, men på ren og skær magt. Den knusende 'sejr' i Afghanistan har sendt et klart signal til Den tredje Verden om, at intet kan forhindre USA i udse sig et hvilket som helst land som mål for tilintetgørelse. De mener tilsyneladende, at det 21. århundredes mest raffinerede våben kombineret med total mangel på hensyntagen til moralske overvejelser, international ret eller den offentlige mening for altid kan bevare deres status som verdens eneste herskere. Fra nu af skulle frygt være den tilstrækkelige betingelse for lydighed.

Høgene i USA, der presser på for at sprede krigen til Irak og endnu længere, betragter Israel som et aktiv. Der er få regimer i verden som Israel, der er så ivrige efter at sætte deres borgeres liv på spil for en ny regional krig. Som professor Alain Joxe, direktør for det franske CIRPES (Institut for freds og konfliktforskning), har udtrykt det i Le Monde den 17. december 2001: "Den amerikanske ledelse består for tiden af farlige sydstats-højreekstremister, der prøver at bruge Israel som et offensivt redskab til at destabilisere hele det mellemøstlige område." De samme høge taler også om at udvide den fremtidige krigsskueplads til at omfatte mål som for eksempel Hizbollah og Syrien.

Under disse omstændigheder fik Sharon sit grønne lys i Washington. Som de israelske medier bliver ved med at udbasunere det: "Bush er træt af den der person [Arafat]," og "Powell sagde, at Arafat bliver nødt til at holde op med at lyve" (Barnea og Schiffer i Yediot, 7. december 2001). Mens Arafat skjuler sig i sin bunker, krydser israelske F-16 jagere hen over himlen, og Israels brutalitet skaber hver dag nye desperate menneske-bomber, og USA, for tiden fulgt op af EU, bliver ved med at presse Arafat til at 'handle'.

 

Den israelske logik

Men hvad er logikken bag Israels systematiske og voldsomme angreb for at udslette Den palæstinensiske Selvstyremyndighed og ødelægge Oslo-aftalen? Det kan bestemt ikke skyldes ´skuffelse´ over Arafats optræden, som det sædvanligvis hævdes. Sandheden er, at set i lyset af Israels interesse i at opretholde besættelsen, har Arafat de sidste mange år levet helt op til forventningerne.

Hvad Israels sikkerhed angår, er intet længere fra sandheden end beskyldningerne i "Hvidbogen" eller den efterfølgende israelske propaganda. For blot at nævne ét eksempel, i 1997 - det år "Hvidbogen" angiver som tidspunktet for Arafats given "grønt lys for terror" - blev en 'sikkerhedsaftale' mellem Israel og Den palæstinensiske Selvstyremyndighed undertegnet under chefen for CIAs Tel Aviv hovedkvarter, Stan Muskovitz´s, auspicier. Aftalen forpligter selvstyremyndigheden til aktivt at drage omsorg for Israels sikkerhed - at bekæmpe "terroristerne, terroristbaserne og de samfundsforhold, der skaber støtte til terror" i samarbejde med Israel, herunder gensidig udveksling af informationer og ideer, og militært samarbejde" (§ 1). Arafats sikkerhedstjenester udførte omhyggeligt dette job ved at myrde Hamas terrorister (mordene forklædt som 'uheld') og arrestere politiske ledere fra Hamas.

Omfattende informationer om disse aktiviteter blev offentliggjort i de israelske medier, og ´sikkerhedskilder´ var fulde af ros over Arafats præstation. F.eks. udtalte Ami Ayalon, der dengang var chef for den israelske sikkerhedstjeneste (Shabak), under et regeringsmøde 5. april 1998, at: "Arafat gør sit arbejde - han bekæmper terror og sætter hele sin magt ind mod Hamas."1 De israelske sikkerhedstjenesters succesrate i kampen mod terror har aldrig været højere end Arafats; i virkeligheden meget lavere.

I venstreorienterede kredse og hos kritiske grupper er det svært at vække medlidenhed med Arafats personlige skæbne (i modsætning til det palæstinensiske folks tragedie). Som David Hirst skrev i The Guardian i 1994, da Arafat vendte tilbage til de besatte områder: "Han kom som kollaboratør i lige så høj grad, som han kom som befrier. For israelerne var sikkerhed - deres, ikke palæstinensernes - Oslo-aftalernes alfa og omega. Hans job var at skaffe dem den. Men han kunne kun fortsætte i kollaboratørens rolle, hvis han til gengæld fik den politiske gevinst, der gennem en række 'midlertidige aftaler' skulle føre til den 'endelige aftale'. Den kunne han aldrig få ... [Hen ad vejen], affandt han sig med at måtte give et stigende antal indrømmelser, der kun gjorde afstanden større og større mellem det, han faktisk opnåede til sidst, og det, han forsikrede sit folk, at han ville opnå på denne måde. Han var stadig Mr. Palæstina med en karisma og en historisk legitimitet, der var helt hans egen. Men han viste sig i uhyggelig grad at være ude af stand til at gennemføre sin anden store og supplerende opgave, at benytte de givne forudsætninger til at opbygge en stat. Økonomisk elendighed, korruption, overtrædelse af menneskerettighederne og skabelsen af et kæmpe undertrykkelsesmaskineri - alt dette flød, helt eller delvist, fra den selvstyremyndighed, han var leder af."1

Men set fra den israelske besættelsesmagts side betyder alt dette, at Oslo-aftalen i bund og grund var en succes. Arafat evnede ved hårdhændet undertrykkelse at holde frustrationen hos sit folk nede og at garantere bosætternes sikkerhed, mens Israel uantastet fortsatte med at oprette nye bosættelser og annektere mere palæstinensisk land. Undertrykkelsesmaskineriet, Arafats forskellige sikkerhedsstyrker, blev oprettet og trænet i samarbejde med Israel. Megen energi og mange ressourcer medgik til opbygningen af dette komplicerede Oslo-apparat. Det bliver ofte indrømmet, at de israelske sikkerhedsstyrker ikke er i stand til at forebygge terror bedre, end Arafat er. Hvorfor var den militære og politiske top alligevel så fast besluttet på at nedbryde alt dette allerede i oktober 2000, selv før terrorbølgen startede? For at besvare dette spørgsmål er det nødvendigt at se nærmere på historien.

 

Oslo: To israelske opfattelser

Lige fra begyndelsen af 'Oslo-processen' var der to modstridende opfattelser i det israelske politiske og militære system. Den ene, der blev fremført af Yosi Beilin, stræbte efter at få gennemført en eller anden udgave af Allon-planen, som Arbejderpartiet havde været talsmand for i mange år. Den oprindelige plan bestod i israelsk annektering af ca. 35% af området og så enten jordansk styre eller en form selvstyre over resten af området, den del af landet, hvor palæstinenserne rent faktisk boede. Tilhængerne af denne plan mente, at den repræsenterede et nødvendigt kompromis i forhold til alternativerne, der var enten at opgive hele området eller en konstant blodsudgydelse (som den vi nu er vidne til). Rabin var tilsyneladende villig til at følge denne linie, i det mindste i begyndelsen, og han ville til gengæld for Arafats forpligtelse til at holde sit folks frustrationer nede og garantere Israels sikkerhed, tillade, at Den palæstinensiske Selvstyremyndighed styrede de enklaver, hvor palæstinenserne stadig bor, under en eller anden form for selvstyre, som endog kunne kaldes en palæstinensisk 'stat'.

Den anden fløj protesterede over endog disse indrømmelser. Den var især synlig i militære kredse, hvis mest markante talsmand i Oslo-processens første år var daværende generalstabschef Ehud Barak. En anden gruppering af modstandere var naturligvis Sharon og den yderste højrefløj, der var imod Oslo-processen lige fra starten. Denne enighed mellem militære kredse og Sharon kan næppe undre nogen. Sharon - den sidste af lederne fra '1948-generationen', var en legendarisk skikkelse i hæren, og mange af generalerne som f.eks. Barak var hans elever. Som Amir Owen skrev: "Baraks dybe og vedvarende beundring for Ariel Sharons militære indsigt er et andet udtryk for hans synspunkter; Barak og Sharon tilhører begge den række af politiske generaler, der begyndte med Moshe Dayan."

Denne type generaler var vokset op med myten om landets forløsning. Ari Shavits interview med Sharon, der blev trykt i Ha'aretz´ weekend-tillæg den 13. april 2001, kan give et indblik i dette verdensbillede. Alt er vævet sammen i ét stort romantisk billede: markerne, blomsterfloret i haverne, ploven og krigene. Hjertet i denne ideologi er landets hellighed. I et interview i 1976 forklarede Moshe Dayan, der var forsvarsminister i 1967, hvad der dengang førte til beslutningen om at angribe Syrien. I datidens kollektive israelske bevidsthed, blev Syrien opfattet som en alvorlig trussel mod Israels sikkerhed og som en stadig iværksætter af aggressioner mod indbyggerne i det nordlige Israel. (Men efter Dayans mening er dette "bull-shit" - Syrien var ingen trussel mod Israel før 1967: "Glem alt om det ... Jeg ved, hvordan mindst 80% af kontroverserne med Syrien startede. Vi sendte en traktor ind i den demilitariserede zone, og vi vidste, at syrerne ville skyde." Ifølge interviewet udtrykte han en vis beklagelse). Det, der fik Israel til at provokere Syrien på denne måde, var grådighed efter mere land - den opfattelse, at det er muligt "at snuppe et stykke land og beholde det, indtil fjenden bliver træt og overlader det til os".

På tærsklen til Oslo-forhandlingerne var de fleste israelere trætte af krige. Efter deres mening var kampen for land og ressourcer forbi. De fleste israelere mener, at Befrielseskrigen i 1948, med dens forfærdelige konsekvenser for palæstinenserne, var nødvendig for at skabe en stat for jøderne, der stadig var plaget af erindringen om Holocaust. Men nu da de har en stat, ønsker de at blot at leve et normalt liv med det, de har opnået. Imidlertid var ideologien om landets forløsning aldrig døet ud i hæren eller i de grupper af ´politiske generaler´, der flyttede fra hæren til regeringen. I deres øjne kunne grunden til, at Sharons alternativ med at bekæmpe palæstinenserne til den bitre ende og gennemtvinge nye regionale magtstrukturer - som han havde prøvet det i Libanon i 1982, ikke lykkedes, være det forkælede israelske samfunds blødsødenhed. Men med den nye krigsfilosofi, der er etableret i Irak, Kosovo og Afghanistan, tror de, at det med Israels luftvåbens massive overlegenhed skulle være muligt at vinde dette slag i fremtiden.

Mens Sharons parti var i opposition under Oslo-forhandlingerne, deltog Barak som generalstabschef i dem, og han spillede en central rolle for aftalernes udformning og Israels holdning til Den palæstinensiske Selvstyremyndighed.

Jeg citerer her fra en artikel, jeg skrev i 1994, fordi den belyser, hvad enhver, der studerede de israelske medier omhyggeligt, kunne se dengang: "Lige fra begyndelsen har det været muligt at identificere to forestillinger, der ligger til grund for Oslo-processen. Den ene er, at dette vil gøre det muligt at begrænse besættelsens omkostninger ved at benytte en palæstinensisk marionetregering med Arafat i rollen som overbetjent med ansvaret for Israels sikkerhed. Den anden er, at processen skulle føre frem til Arafats og PLOs sammenbrud. Ydmygelsen af Arafat og omfanget af hans overgivelse vil gradvist føre til hans tab af folkelig opbakning. Det vil medføre, at PLO bryder sammen eller går ind i voldelige konflikter. Således vil det palæstinensiske samfund miste sin sekulære ledelse og sine institutioner. Den magtbegærlige opfattelse hos dem, der er ivrige efter at fastholde den israelske besættelse, ser dette som et fremskridt, fordi det vil vare lang tid, før det palæstinensiske folk igen kunne organisere sig, og det er til enhver tid lettere at retfærdiggøre selv de værste former for undertrykkelse, når fjenden er en fanatisk muslimsk organisation. De to forestillinger er sandsynligvis ikke kommet til en forståelse endnu, men for tiden ser det ud som om, den sidste har overtaget: For at få den første ført ud i livet, skulle Arafats stilling have være styrket gennem, i det mindste, nogle små resultater, der kunne skaffe ham palæstinensernes opbakning, og ikke gennem Israels politik med konstante ydmygelser og brudte løfter."

Alligevel blev scenariet med Den palæstinensiske Selvstyremyndigheds sammenbrud ikke til virkelighed. Det palæstinensiske samfund benyttede sig endnu en gang af sin storslåede strategi 'Sumud' - at klynge sig til landet og tåle presset. Helt fra begyndelsen advarede Hamas´ politiske ledelse og andre om, at Israel prøvede at tvinge palæstinenserne ud i en borgerkrig, hvor nationen ville nedbryde sig selv. Alle grupper i samfundet samarbejdede om at undgå denne fare og om at neddæmpe enhver konflikt, der var på vej til at udvikle sig voldeligt. Det lykkedes dem også, på trods af Arafats tyranniske styre, at opbygge et imponerende antal institutioner og en omfattende infrastruktur. Selvstyremyndigheden består ikke udelukkende af de korrupte ledere og de forskellige sikkerhedsstyrker. Det palæstinensiske Selvstyreråd, der arbejder under et utal af begrænsninger, er stadig et repræsentativt politisk organ, en slags grundlag for fremtidige demokratiske institutioner. For dem, hvis mål det var at nedbryde den palæstinensiske identitet og den følgende forløsning af deres land, var Oslo-processen en fiasko.

I 1999 kom hæren tilbage til magten i skikkelse af de ´politiske generaler´ - først Barak og siden Sharon. (De samarbejdede ved de to seneste valg for at forhindre, at en anden, civil, kandidat fik mulighed for at opstille. Vejen var banet for at rette op på det, der i deres øjne var den alvorlige fejl ved Oslo-processen. For at nå dertil var det først nødvendigt at overbevise det forkælede israelske samfund om, at palæstinenserne ikke ville leve i fred, og at de var en trussel mod selve vor eksistens. Sharon kunne sandsynligvis ikke have opnået dette alene, men Barak formåede det med sit 'generøse tilbud'-falskneri. Efter et år med uhyggelige terrorangreb kombineret med en massiv strøm af propaganda og løgne føler Sharon og hæren, at intet kan forhindre dem i at føre hele planen ud i livet.

Hvorfor haster det så meget for dem at få væltet Arafat? Shabtai Shavit, den tidligere leder af efterretningstjenesten (Mossad), der ikke er underlagt de restriktioner, der påhviler officielle kilder, forklarer det åbent: "I de nogle og tredive år han [Arafat] har været ved magten, er det lykkedes for ham at opnå virkelige fremskridt på det politiske og på det internationale område ... Han fik Nobels fredspris, og med et enkelt telefonopkald kan han få et møde i stand med en hvilken som helst statsleder i verden. Der er ingen på den palæstinensiske scene, der kan udfylde hans plads, hvad angår international status. Hvis de [palæstinenserne] vil give afkald på denne fordel, vil det være et kæmpe fremskridt for os. Det palæstinensiske spørgsmål vil blive slettet på den internationale dagsorden."

Deres umiddelbare mål er at få palæstinenserne slettet på den internationale dagsorden, således at nedslagtning, udsultning, tvungen evakuering og ´udvandring´ kan fortsætte uforstyrret og muligvis føre frem til virkeliggørelsen af Sharons gamle drøm, der er udtrykt i de militære planer. Det umiddelbare mål for enhver, der er optaget af verdens fremtid, skulle være at stoppe denne proces af løssluppen ondskab. Eller som Alain Joxe udtrykte det i slutningen af den føromtalte artikel i Le Monde: "Det er på tide, at opinionen i vesten markerer sig og tvinger regeringerne til at tage et moralsk og politisk standpunkt i forhold til den truende katastrofe, nemlig en situation med permanent krig mod de arabiske og muslimske folk og stater - virkeliggørelsen af det fantasibillede der er fælles for Bin Laden og Sharon."

Artiklen der i original udgave hedder "Evil Unleashed" blev publiceret første gang den 19. december 2001, Indymedia, Israel. Artikel er siden publiceret i Tikkun. A Bimonthly Jewish Critique of Politics, Culture, & Society, Volume 17 Number 2, March/April 2002. Den er oversat af Mogens Løvgreen Jacobsen.