Interview med Tex Takkenberg, chef for UNRWA i Syrien

Hollænderen Tex Takkenberg er en garvet rotte indenfor FN’s flygtningeorganisationen UNRWA, som han har arbejdet for de sidste 15 år. Heraf de første 10 år for det meste i Gaza og på Vestbredden. Og fra år 2000, som organisationens leder i Syrien.

”I starten var jeg hverken ”arabist” eller specialist i området. Som så mange andre var jeg uvidende”, fortæller Takkenberg på sit kontor i Damaskus’ i Mezzeh-kvarteret. ”Jeg er selvfølgelig ikke upåvirket af, hvad jeg har oplevet. Man arbejder ikke kun for pengene, men for organisationen og for at bruge sin erfaring for at lette nøden for mennesker i en vanskelig situation.

Som ansatte i UNRWA er vi civile tjenere i De Forenede Nationer. Vi er her på vegne af det internationale samfund. Vi er en del af problemet, hjælper og lever os ind i folks vilkår”.

”Naturligvis er situationen markant bedre for UNRWA i Syrien end i Libanon, i Gaza og på Vestbredden. Gaza og Vestbredden er en krigszone.

Flygtningene i Syrien udgør – ligesom i 1948 – 10 % af de palæstinensiske flygtninge. I alt er 4,1 mio. registreret hos UNRWA. 410.000 befinder sig i Syrien.

I Libanon er der en modsætning mellem det officielle og reelle tal. Mange forlod landet under borgerkrigen. Men i Syrien er flygtningene faktisk til stede i landet.

I Syrien har flygtningene aldrig udgjort mere end 2,5 % af befolkningen. Demografisk har de aldrig udgjort en politisk trussel. Derfor – og pga. den politiske indstilling i slutningen af 1940’erne og i 50’erne – har den syriske regering truffet meget anderledes beslutninger end i Libanon. Palæstinenserne her har en stærk juridisk position. I Libanon er flygtningene dårligt tålt og marginaliserede”.

Tex Takkenberg forklarer, at palæstinenserne i Syrien næsten har status som statsborgere. Men fuldt statsborgerskab ville være uforeneligt med FN’s resolutioner om den ønskede politiske løsning og retten til at vende tilbage til flygtningenes oprindelige hjem i Palæstina. Derfor har de samme juridiske rettigheder, pligter og goder som syriske statsborgere, men ikke fuldt statsborgerskab, fordi det ville modsige resolution 148 om retten til at vende tilbage.

”Men de er fuldt integrerede i samfundet mht. uddannelse mv. Man kan endog sige, at palæstinenserne i Syrien har udviklet en dobbeltidentitet. De er først og fremmest syrere med en residual palæstinensisk identitet som følge af den uløste konflikt. De har mulighed for at beklæde administrative stillinger og ledende positioner i regeringen.

Palæstinenserne har værnepligt, som de aftjener i en palæstinensisk bataljon. På samme måde findes en palæstinensisk gren af Baath-partiet, som er mere betydningsfuld end de palæstinensiske fraktioner, der har en nominel repræsentation her. Ikke mindst efter PLO blev fordrevet fra Libanon (1982, red..)

Men i modsætning til hvad USA og den israelske regering giver udtryk for, har de palæstinensiske organisationer kun en symbolsk repræsentation i Syrien. Det eneste, der tæller her, er den palæstinensiske gren af Baath-partiet.

Som følge af den politiske integration har palæstinenserne klaret sig ganske godt. De har det hverken værre eller bedre end hovedparten af den syriske befolkning. Ude på landet kan man opleve større fattigdom end i de palæstinensiske flygtningelejre.

UNRWA har et godt forhold til regeringen – en form for partnerskab. Grundlæggende er vores aktiviteter de samme som i de fire øvrige områder, hvor vi er er aktive, (Gaza, Vestbredden, Jordan & Libanon, red.): Først og fremmest uddannelse, sundhed og sociale ydelser.

I Gaza har vi et mikrofinansieringsprogram, som er blevet udvidet til Jordan og Syrien. I Yarmuk (palæstinensisk bydel i Damaskus, red.) har vi senest ydet 800 lån til palæstinensere og syrere til udviklingsaktiviteter”.

”Du må vide, at de lægger enorm vægt på retten til at vende tilbage som et principielt spørgsmål. Som en anerkendelse af, at oprettelsen af Israel foregik på palæstinensernes bekostning. Hvis du spørger folk: Vil du opgive retten til at vende tilbage? vil alle svare nej.

Hvis du spørger, om de er opsatte på i praksis at vende tilbage? vil de sige: Lad mig se på de praktiske muligheder: jobmuligheder, uddannelse til mine børn. Jeg er klar over, jeg har fået en god behandling her i Syrien. Jeg vil ikke bare kaste mig ud på dybt vand.

Efter min mening vil det store flertal ikke have problemer med at forblive i Syrien – enten som syriske statsborgere, palæstinensere med permanent opholdstilladelse eller som dobbelte statsborgere. Det skal blot være en del af en politisk løsning, og ikke et politisk diktat fra Israel om, at de skal forblive her. Palæstinenserne har vanskeligt ved at opgive den politiske ret, som er indskrevet i international lov. Der må komme en erkendelse af ansvar. Men hvis det sker, vil mange være pragmatiske og blive.

54 års eksil har tvunget dem til at være pragmatiske og realistiske. Men man må forstå, at de føler en stærk tilknytning til retten til at vende tilbage uden, at det bogstaveligt betyder, at enhver familie fysisk ønsker at vende tilbage”.

USA og EU har stemplet en række palæstinensiske organisationer som terrorgrupper, f. eks. Hamas og PFLP, hvilket også rammer deres sociale aktiviteter.

”Nej”, mener Takkenberg. ”Man kan gøre det gennem den syriske regering, social- og arbejdsministeriet, som kan formidle støtten. Det er nødt til at være en form partnerskab. Eller i samarbejde med UNRWA. Den japanske regering har en aftale med socialministeriet om at støtte Bisan”.

”Finansieringen sker af organisationen som helhed. Vores leder Peter Hansen rejser penge til hele organisationen, som har en portion til Syrien. Ironien er, at i krisetider er økonomien bedre end i perioder med ro. Vi har altid fuldfinansiering i år med kriser. Økonomien er relativ god pt.

De grundlæggende programmer er de samme i alle fem områder. I Syrien har vi desuden haft aktiviteter (substandard living programes), som sigter på at forbedre levevilkårene i lejrene. Vi er involveret i et program mhp. vandforsyning og kloakering i to lejre udenfor Damaskus med støtte fra EU-kommissionen på 8 mio. Euro. Vi har også et genhusningsprogram uden for Aleppo.

Den syriske regering deltager og opmuntrer disse programmer, hvad den ikke ville gøre, hvis den regnede med, at flygtninge ville forlade landet”.

UNRWA har eksisteret i foreløbig 53 år. Vil den også eksistere om 25 år. Hvordan ser Tex Takkenberg på organisationens fremtid?

”Hvis der kommer en politisk løsning, vil UNRWA blive udfaset i løbet af en femårsperiode. Uddannelse, sundhed vil blive overdraget til de relevante ministerier. Tanken var, at UNRWA skulle have en begrænset levetid, men vi har nu været i sving i 53 år. Set i det perspektiv, er det muligt, vi stadig eksisterer om 25 år.

I begyndelsen brødfødede vi 95 % af flygtningene – i dag kun 5-6 %. I dag lever kun 1/3 i lejrene, ikke kun i Syrien, men også andetsteds, bortset fra Gaza.

I Gaza handler problemerne om at få forsyninger ind og adgang til flygtningene. Der et massivt behov for at mobilisere ressourcer: nødhjælp, fødevarehjælp, økonomisk bistand. Hundredvis af familier har mistet deres hjem og skal genhuses. Psykologisk hjælp til traumatiserede børn, medicinsk nødhjælp.

Aktuelt har vi et stort behov for at finansiere nødhjælpen. Vi har en stab på 10.000 i Gaza og på Vestbredden under ledelse af Peter Hansen, som gør deres yderste i denne vanskelige tid”.