Oprindelsen til den palæstinensiske konflikt kan spores tilbage til zionistbevægelsens start og fremgang ved århundredeskiftet, selvom nogle mindre jødiske organisationer og jødiske tænkere i Rusland fremsatte visse zionistiske ideer på et noget tidligere tidspunkt.

På Theodor Herzl's initiativ mødtes 197 delegerede i Basel, Svejts i august 1897, og her dannede de Den zionistiske Verdensorganisation. Organisationen antog den ide, som Herzl havde formuleret to år tidligere i en berømt bog med titlen "Der Judenstaat".

Herzl, der blev født som jøde i Budapest 1860 og døde 1904, var international journalist. Han var ikke praktiserende jøde og heller ikke interesseret i det jødiske spørgsmål, som var fremme i Europa på det tidspunkt. Der er blevet sagt, at den antisemitiske behandling af officeren Dreyfus i Frankrig gjorde et dybt indtryk på Herzl og fik ham til at tage aktivt del i jødiske forhold. Herzl blev overbevist om, at fjendtlighed mod jøder er en medfødt karakteregenskab hos ikke jøder. Derfor kan og bør jødiske minoriteter overalt i verden ikke forvente at kunne undgå forfølgelse fra majoriteternes side. Ud fra denne antagelse er der i virkeligheden kun én løsning på problemet, og Herzl formulerede den i sin bog:

"Ja, vi er stærke nok til at danne en stat, oven i købet en mønsterstat. Vi råder over alle de menneskelige og materielle ressourcer, som er påkrævede til det formål. Lad os få suverænitet over en del af jordkloden, tilstrækkeligt til at dække en nations retmæssige behov; resten skal vi så nok selv klare."

Det, der var brug for, var altså, som det foregående citat viser, et tilstrækkelig stort geografisk område. Den betingelse kunne Palæstina opfylde lige så godt som et hvilket som helst andet stykke land. Den zionistiske Verdensorganisation diskuterede faktisk under sine første seks kongresser andre geografiske valgmuligheder for den jødiske stat end Palæstina. Uganda og Sinai var blandt de muligheder, som blev seriøst overvejet. Af følelsesmæssige, religiøse og mobiliseringsmæssige grunde har zionistorganisationen imidlertid siden 1906 udelukkende koncentreret sine anstrengelser om Palæstina som det potentielle "hjemland for det jødiske folk".

Da Herzl skrev sin bog, levede der omkring 50.000 jøder i Palæstina. Det er næsten sikkert, at de har udgjort mindre end 10% af den samlede befolkning (det er ikke muligt at anføre præcise tal, da man mangler statistisk materiale). Langt størstedelen af dem om ikke i virkeligheden alle var religiøse jøder, og de var koncentreret i nogle få byer uden noget ønske om at eje land. Palæstina var dengang en provins i Ottomanerriget (det tyrkiske rige) ligesom resten af hele det vestligste Asien.

Ved århundredeskiftet begyndte araberne at udtrykke nationalistiske ideer og kræve uafhængighed. Arabisk nationalisme blev lagt frem som et alternativ til islamisk universalisme, og derfor blev målet uafhængighed af det muslimske Tyrkiet og enhed mellem de arabiske provinser. Kolonimagterne, specielt Storbritannien og Frankrig, støttede ideen om arabisk nationalisme. De så deri et godt redskab, som de kunne bruge i deres kamp for at ødelægge og overtage Ottomanerriget. Udviklingen af den arabiske nationalisme accelererede imidlertid yderligere, da Tyrkiet selv blev nationalistisk med ungtyrkernes kup i 1908.

I 1915 startede en hemmelig korrespondance mellem Henry McMahon, den britiske højkommissær i Ægypten, og fyrst Hussein, guvernør over Hedjaprovinsen i den østlige del af den arabiske halvø. Hussein var eller blev den selvudnævnte leder for araberne. En handel blev indgået mellem de to mænd, ifølge hvilken araberne skulle deltage i krigsindsatsen mod Tyrkiet, og Storbritannien skulle til gengæld sikre de arabiske provinsers uafhængighed og enhed under ledelse af Hussein og hans familie. I 1916 holdt araberne deres del af aftalen og fordrev tyrkerne i hele området fra Rødehavet til Damaskus. Oprøret mod ottomanerne, som fandt sted under den første verdenskrig, er kendt som den arabiske revolte.

Allerede mens Hussein McMahon korrespondancen fandt sted, førte Storbritannien en anden, mere betydningsfuld korrespondance med Frankrig og Rusland med henblik på at afgøre områdets fremtid. I foråret 1916 korn en aftale i stand mellem den britiske og den franske repræsentant Mark Sykes og George Picot. Syrien, Libanon og det nordlige Palæstina blev anerkendt som fransk interessesfære, mens resten af regionen skulle være britisk interessesfære. En stor del af Midtpalæstina skulle sættes under international administration. Men samtidig med at den britiske hær fra Ægypten marcherede ind i Palæstina i november 1917, udsendte den britiske udenrigsminister, Balfour, sin berømte deklaration.

D. 2. november overrakte Balfour et brev til et fremtrædende medlem af den britisk jødiske menighed, Rotschild. I virkeligheden var brevet dog et resultat af omfattende og personlige bestræbelser fra Chaim Weizmann, lederen af den zionistiske verdensorganisation:

"Hans Majestæts regering ser med velvilje på etableringen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk og vil efter bedste evne bestræbe sig på at lette opnåelsen af dette mål".

I de flg. mange år var dette grundlaget for den britiske politik i Palæstina og det vigtigste dokument i de zionistiske bestræbelser på at etablere et hjemland i det land. Der var tre grunde for Storbritannien til at udsende denne deklaration:

Mandatsystemet, hvor et land administrerer et andet lands affærer og overvåger det, indtil det er i stand til at etablere sine egne institutioner, blev skabt af Folkenes Forbund som en del af fredsslutningerne efter 1.verderdenskrig. Den zionistiske Organisation krævede, at Storbritannien skulle fungere som mandat magt i Palæstina "fordi det er et ønske hos alle jøder i verden". På det tidspunkt var det faktisk kun en håndfuld af alle jøder i verden, der levede i Palæstina, rent bortset fra, at disse kun repræsenterede en mindre procentdel af befolkningen i dette land. Alligevel tildelte Folkenes Forbund i september 1923 Storbritannien mandatet over Palæstina (hvis grænser nu var nøjagtigt defineret). Balfour deklarationen blev indføjet i dokumentet som en forpligtelse for mandat magten. Det blev den milepæl der markerede de næste 25 års udvikling, som førte til oprettelsen af staten Israel.

Den samlede befolkning i Palæstina var i 1914 689.275 personer; det fremgår af en tyrkisk folketælling. Ca. 60.000 af det samlede antal, eller 8,7%, var jøder. Så snart man havde fået ordentlig kontrol over landet, gennemførte briterne imidlertid den første moderne folketælling i Palæstina. Den fandt sted d. 31. december 1922. På trods af denne folketællings ufuldkommenhed udgør den dog et kritisk vendepunkt for Palæstinas demografiske historie. Af det samlede antal indbyggere i landet på 757.180 var 78% muslimer, 9,6% var kristne (hovedsageligt arabere), og kun 83.795 eller 11 % var jøder. Af den sidste gruppe var omkring to tredjedele europæiske indvandrere og deres efterkommere. Ca. 70% af jøderne i Palæstina var dengang bosat i to områder, Jerusalem og Jaffa/Tel Aviv.

Den jødiske indvandring til Palæstina stod i forbindelse med to faktorer:

31. december 1931 gennemførte briterne den anden og sidste folketælling i Palæstina. I tidsrummet mellem 1922 og 1931 var befolkningen i Palæstina blevet forøget med 279.000 og udgjorde nu 1.036.000 personer. Det skønnes, at ca. 57.000 nye jødiske indvandrere fra Europa er kommet ind i landet i løbet af den periode. Procentdelen af jøder i forhold til den samlede befolkning blev derfor forøget til ca. 16%.

En historiker har skrevet: "Hvis tysk politik havde udviklet sig anderledes i begyndelsen af 30erne, så havde der måske slet ikke været noget palæstinensisk problem i 40erne". Fra begyndelsen af 1932 til slutningen af 1936 indvandrede hen ved 174.000 jøder til Palæstina, hovedparten heraf fra Tyskland. Som et resultat af denne enorme tilstrømning blev antallet af jøder i Palæstina forøget til ca. 370.000, eller til ca. 28% af den samlede befolkning i slutningen af 1936. I de følgende år fortsatte antallet af jøder at vokse, dog i en mindre dramatisk målestok. I 1946, to år inden oprettelsen af Israel, skønnedes den samlede befolkning i Palæstina at være 1,9 millioner, hvoraf 583.000 var jøder, d.v.s. 31% af det samlede antal. Det er værd at bemærke at selv indtil da levede ca. 70% af den jødiske befolkning i byerne, og at de kun i et lille område i landet udgjorde en numerisk majoritet.

Mandatlandet Palæstinas samlede landareal er 26.320 kvadratkilometer, (omtrent på størrelse med Jylland). I det indre af landet strækker en bjergmasse sig fra nord ned mod midten. På hver side af disse stejle og klipperige bjerge, og ligeledes i dybe dale imellem dem, ligger byerne og det frugtbare lavland. Mod syd strækker sig et forholdsvis stort ørkenområde.

Det palæstinensiske samfund var ved århundredskiftet overvejende et landbrugs og bondesamfund. Ved den folketælling i 1922, der er omtalt ovenfor, levede ca. 65% af de arabiske muslimer i landbrugsarealer. De var samlet i mere end 1000 landsbyer af forskellig størrelse. Landsbyen var den næstvigtigste socio politiske og økonomiske enhed i bondens liv, efter storfamilien.

Hovedparten af landbrugslandet var under ottomanerstyret ikke privat ejet i den vestlige betydning af ordet. Det var snarere offentlig ejendom. Bønderne havde arveret til det, og de betalte en vis del af høstudbyttet til gengæld. Da centralautoriteten i midten af det 19. århundrede indførte princippet om privat registrering af landjorder, lykkedes det adskillige bykøbmænd og familieoverhoveder at få registreret støre landområdet i deres eget navn. Bøndernes uvidenhed og historiske mistro til centralautoriteten hjalp i virkeligheden med til at etablere det traditionelle feudalsystem.

Allerede i 1901 oprettede den zionistiske Verdensorganisation Den jødiske nationale Fond med henblik på at opkøbe, udvikle og kolonisere landområder som "hele det jødiske folks uafhændelige ejendom". Når først et stykke landbrugsjord var blevet købt af den jødiske Fond fra en arabisk jordejer, så blev de arme bønder, som i årevis havde været vant til at dyrke det til gengæld for en del af høsten, smidt ud. Disse besiddelsesløse bønder stod bag meget af volden og den politiske uro i Palæstina under mandattiden.

Ifølge britiske kilder var det samlede jordareal, der var ejet af jøder, indtil september 1920 ca. 650.000 dunum (1 dunum = ca. 900m2). Det udgør mindre end 2,5% af landets samlede landareal. I 1947 var de samlede jødiske jordbesiddelser i Palæstina blevet forøget til mellem 1,7 og 1,9 millioner dunum, dvs. til omkring 7% af det samlede landareal. Procenten ligger et sted mellem 9 og 12% af det samlede opdyrkede land i Palæstina. Det skønnes, at Zionistorganisationen har ydet op mod ti millioner pund på jordkøb mellem 1920 og 1947.

Da man blev klar over den zionistiske plan om at oprette et nationalt jødisk hjemland i Palæstina og over den britiske forpligtelse over for det mål, koncentrerede Den palæstinensiske nationale Bevægelse i den periode sine anstrengelser om to krav: At stoppe den jødiske indvandring og at stoppe salg af land til jøderne. Det var indlysende, at den bedste og mest sikre måde at få opfyldt disse fordringer på var at gøre en ende på kolonirollen og ophæve det britiske mandat.

I de første år af denne periode betragtede palæstinenserne deres land som en del af StorSyrien og krævede at blive forenet med resten af regionen. Men da Trans Jordan, Libanon og Syrien blev politiske enheder og fik deres uafhængighed, begyndte palæstinenserne at kræve behandling på lige fod.

Gennem hele mandatperioden var der næsten uafbrudt blodige sammenstød mellem araberne og jødiske samfundsdannelser og mellem araberne og de britiske kolonistyrker. To perioder er de mest fremtrædende: August 1929, hvor en blodig kamp mellem arabere og jøder begyndte i Jerusalem og bredte sig til andre bycentre. Den er kendt som Grædemurs episoden. Den resulterede i, at 250 mennesker blev dræbt og 570 såret. Den anden milepæl i konfrontationen er oprøret i 1936, som har en overordentlig stor betydning for Den palæstinensiske nationale Bevægelses historie.

Oprøret i 1936 fandt sted på to fronter, en civil generalstrejke i bycentrene og væbnet opstand i bjergene. Den væbnede opstand blev oprindelig startet af en religiøs Sheik Izz al Din al Qassam, hvem det lykkedes at organisere nogle få hemmelige bander, inden han blev dræbt i sit første sammenstød med de britiske tropper i midten af november 1935. Generalstrejken, som blev tiltrådt af alle arabiske politiske kræfter i Palæstina på den tid, varede i 175 dage, fra d. 19. april til d. 11. oktober 1936. Det er indtil den dag i dag den længste civile ulydighed i historien. Strejken var forbløffende succesrig til trods for dårlig organisation og ringe midler. Arabiske palæstinensere fra alle sociale lag og professioner deltog under meget hårde betingelser. Storbritannien blev tvunget til at udstationere mere end 20.000 soldater i Palæstina på det tidspunkt for at klare situationen. Oprørerne og de strejkende fremsatte tre krav: Standsning af den jødiske indvandring, forbud mod salg af land og forbud mod dannelse af en national uafhængig regering. Strejken blev omsider afblæst efter mægling fra ledelsen i de arabiske nabolande, Jordan, Saudi Arabien og Irak. De arabiske ledere rådede palæstinenserne til at holde sig i ro, fordi "vores allierede, den britiske regering ... har udtalt sit ønske om at håndhæve retfærdighed". Strejken og urolighederne resulterede, som det blev officielt bekendtgjort, i 314 døde (heraf 80 jøder) og 1337 sårede.

De forskellige zionistiske politiske partier inden for og uden for Palæstina var solidt organiseret i Den zionistiske Verdensorganisation. Organisationen overlappede The Jewish Agency, der blev anerkendt af briterne som repræsentant for det jødiske samfund i landet. Ingen arabisk organisation opnåede nogensinde en lignende status i mandattiden.

I december 1920 valgte den palæstinensiske arabiske kongres, der blev afholdt i Haifa, en gruppe på 14 medlemmer, den arabiske generalledelse, som skulle repræsentere alle klasser og trosretninger i det arabiske folk i Palæstina. Kernen i kongressen var de muslimsk kristne forbund, for hvem det lykkedes at samle alle de daværende partier i Palæstina, inklusive traditionelt rivaliserende familier. I 1930erne var der 6 forskellige arabiske politiske grupper i Palæstina. Med undtagelse af én stod de uden nogen bestemt politisk ideologi, og hver især kunne de identificere sig med en bestemt stor og indflydelsesrig familie. De to ældste var også de to mest betydningsfulde. Den første blev ledet af Husayni familien og den anden af dennes historiske rival, Nashashibi familien. Begge disse familier kunne regne med støtte helt ned fra de laveste dele af samfundet, men Husayni familien var betydeligt mere indflydelsesrig.

Det var et medlem af Husayni familien, der stod i spidsen for den arabiske generalledelse. Denne families ledende position blev yderligere styrket, da et andet medlem af den, Amin al Husayni, i 1921 blev udnævnt til leder af det Øverste muslimske råd og mufti (d.v.s. topstillingen inden for den islamiske gejstlighed) i Jerusalem. Al Husayni tiltog sig næsten omgående rollen som palæstinensernes nationale leder og beholdt den siden, lige til 1964 , da Den palæstinensiske Befrielsesorganisation PLO blev oprettet.

Den arabiske generalledelse mistede meget af sin troværdighed hos palæstinenserne i slutningen af 1920erne. Det skyldtes hovedsagelig, at ledelsens strategi, som gik ud på at forhandle arabernes krav med mandat kolonimagten, ikke medførte noget positivt resultat. Fra tid til anden var den arabiske generalledelse nemlig næsten lammet på grund af den stærke familierivalisering blandt medlemmerne. Et alternativt ledende organ, som var godkendt af alle politiske partier, blev dannet midt under generalstrejken i 1936. Det bestod af 10 mænd, blev kaldt den arabiske Højkomite og var ledet af muftien, Amin al Husayni. Komiteens mål var at overvåge strejken, men den udviklede sig til at blive palæstinensernes styrende organ, indtil den alternative institution PLO blev oprettet.

Efter udbrud af uroligheder og vold i Palæstina skete det flere gange, at mandatregeringen udsendte ekspertkommissioner, som skulle undersøge årsagen til uroen og fremsætte forslag til politisk løsning. Fire kongelige kommissioner blev sendt til Palæstina inden 2. verdenskrig, Plain kommissionen (1920), Haycraft kommissionen (1921) og Shaw kommissionen (1929). Den fjerde, Peel kommissionen, som aflagde rapport i 1937, var den første, som anbefalede en deling af Palæstina. Den hævdede for første gang, at de britiske løfter til araberne og til jøderne var uforenelige. Den britiske regering godtog imidlertid ikke forslaget om en deling. Endnu to kommissioner, Den anglo arnerikanske Undersøgelseskomite og UN special kommission for Palæstina, blev sendt til landet, i henholdsvis 1945 og 1947.

Den britiske regering udsendte i 1939 en politisk erklæring, der er kendt som "Hvidbogen". Den nye politiks virkelige mål var at prøve på at standse det arabiske oprør i Palæstina for at kunne frigøre den britiske hær til den overhængende krig med Tyskland. Mandatautoriteten besluttede da at begrænse den jødiske indvandring til 75.000 i de følgende fem år, at garantere Palæstina uafhængighed inden for 10 år og at trække Balfour deklarationen tilbage. Så snart dokumentet var blevet bekendtgjort, var det slut med hvedebrødsdagene for zionisterne og mandatmagten. De væbnede zionistorganisationer, som oprindelig blev dannet for øjnene af om ikke ligefrem opmuntret af mandatmagten, udviklede snart efter en terroristkampagne mod briterne. Menachem Begin, Israels senere premierminister (maj 1977 august 1983), var dengang en af de mest eftersøgte terrorister.

Hitlers anstrengelser for at likvidere jøderne fremkaldte almindelig sympati og ønske om at løse det "Jødiske spørgsmål". Zionisterne foreslog og arbejdede på at sende alle europæiske jøder, der havde overlevet krigen, til Palæstina. Da alle vestlige lande samt USA strengt begrænsede jødisk indvandring, blev presset til Storbritannien om at åbne vejen til Palæstina for jøderne stærkere og stærkere. Præsident Truman forlangte i 1945 øjeblikkelig adgang til Palæstina for 100.000 jøder, der havde undsluppet krigen. Det samme krav blev stillet af Den anglo amerikanske Undersøgelseskomite, som besøgte Palæstina i 1945.

I maj 1947 udpegede FN's generalforsamling en specialkommission, efter af Storbritannien at være blevet anmodet om at undersøge vilkårene for en fremtidig regering i Palæstina. Kommissionen besøgte Palæstina og de jødiske flygtningelejre i Europa og anbefalede, at Palæstina skulle deles i to stater med et økonomisk fællesskab, og at FN skulle oprette en forvaltningsmyndighed over Jerusalem. Mandatmagtens væbnede styrker skulle trækkes tilbage så hurtigt som muligt (ikke senere end 1. august 1948), og administrationen skulle gradvis overlades til en FN kommission i en overgangsperiode for at gennemføre delingsplanen. D. 29. november 1947 godkendte FN's generalforsamling sin specialkommissions anbefalinger. USA var den egentlige initiativtager til denne anerkendelse. FN's generalforsamling accepterede delingsplanen med 33 stemmer (bl.a. USA, USSR og de skandinaviske lande) mod 13. Storbritannien og nogle få andre lande afholdt sig fra at stemme. The Jewish Agency, ledet af Ben Gurion, accepterede FN's delingsplan til trods for opposition fra forskellige zionistiske nationalistiske grupper.

Palæstinenserne og de andre arabiske lande nægtede at anerkende FN's delingsplan. I palæstinensernes øjne var delingen ikke udtryk for et kompromis, men i hele sin idé zionistisk og skræddersyet til at opfylde de jødiske krav fuldt ud. Man mente, at den ville resultere, i ensidige og utålelige ofre fra palæstinensernes side. Omkring 500.000 palæstinensere (eller 40% af alle palæstinensere) ville i en jødisk stat pludselig miste deres majoritetsstatus, hvorimod kun ca. 10.000 jøder ville komme til at leve i den palæstinensiske stat. Inden for den foreslåede jødiske stat var ikke mere end 11 % af landarealet ejet af jøder.

Storbritannien bekendtgjorde først, at de britiske styrker ville blive trukket tilbage fra Palæstina d. 1. august 1948. Datoen blev senere ændret til d. 15. maj 1948. Konfrontationen mellem de væbnede palæstinensiske grupper, støttet af arabiske frivillige, og de meget bedre trænede og udstyrede jødiske væbnede styrker begyndte allerede i januar det år. Den første skibsladning tjekkiske våben nåede de zionistiske styrker i april, lige en måned inden de indtog Haifa og Jaffa.

Denne massakre fandt også sted, inden de britiske styrker officielt var blevet trukket tilbage. D. 9. april indtraf den mest katastrofale begivenhed i den zionistiske psykologiske krigsførelse, en begivenhed, der havde til formål at skræmme palæstinenserne ud af deres hjem og ud af deres land. Omkring 250 mennesker i landsbyen, Deir Yasin, der lå udenfor krigszonen, blev massakreret af Irgun organisationen. Lemlæstelse af ligene, grov ydmygelse af dem, som ikke blev dræbt og den veliscenesatte pressekonference, som Irgun holdt for at bekendtgøre deres dåd, alt dette var medvirkende til at skabe panik i den palæstinensiske by og landbefolkning. Den officielle zionistiske ledelse fordømte massakren, men det er indlysende, at dens strategiske succes var betinget af den palæstinensiske befolknings deportation.

D. 14. maj, netop den dag, hvor det britiske mandat i Palæstina ophørte, blev eksistensen af staten Israel bekendtgjort, på basis af FN's delingsresolution. Den amerikanske godkendelse kom efter nogle få timer, den sovjetiske godkendelse to dage efter.

Ved midnatstid den samme dag sendte fem arabiske stater (Trans Jordan, Syrien, Libanon, Ægypten og Irak) deres tropper til Palæstina. Det skønnes, at det samlede antal arabiske soldater lå på ca. 21.000 på det tidspunkt, mens de jødiske tropper udgjorde 65.000. Mere afgørende var det imidlertid, at de arabiske styrker var uden nogen som helst politisk og militær koordination. En stat, Trans Jordan, accepterede stiltiende delingsplanen og arbejdede på at få kontrol over den palæstinensiske del. Syrien og Libanon var for nylig blevet uafhængige og var mere bekymrede for deres egen indre stabilitet, mens det politiske liv i Ægypten og Irak var kendetegnet ved korruption og uroligheder.

D. 11. juni blev der arrangeret en fire ugers våbenstilstand, og FN's fredskommissær, den svenske grev Bernadotte, håbede på at skaffe varig fred. Snart efter blev han myrdet af en jødisk terroristorganisation. Efter de fire uger blev de voldsomme kamphandlinger genoptaget, indtil endnu en våbenhvile blev arrangeret i 1949. På det tidspunkt havde de zionistiske styrker overtaget betydeligt mere territorium, 6700 kvadratkilometer ekstra, ud over det areal, de var blevet tildelt under FN's delingsplan.

Den direkte konsekvens af Israels oprettelse var forflytningen af omkring 840.000 palæstinensere, dem som senere blev kendt som de palæstinensiske flygtninge. Det er ironisk, at dette er sket som resultat af en statsoprettelse, som den vestlige offentlige opinion oprindelig støttede for at finde en løsning på de jødiske flygtningelejre i Europa efter 2. verdenskrig.

De frygtelige oplevelser, som de fleste palæstinensiske flygtninge har haft, de, som blev tvunget til at forlade deres landsbyer, deres hjem, alle deres ejendele, endog deres nærmeste og kæreste slægtninge og som i panik måtte tilbagelægge store afstande i sommerheden uden føde og vand , de er en del af dette folks fælles erindring. En del af denne erindring er også de tragiske, umenneskelige levevilkår i flygtningelejrenes telte samt den psykiske ydmygelse af den ellers så stolte og uafhængige bonde.

En israelsk kilde har anslået omfanget af alt det land, som i 1947 var ejet af jøder i Palæstina, til 1.73 mill. dunum (1 dunum er ca. 900 m2). Ved slutningen af 1948 havde Israel kontrol over 20.5 mill. dunum. En stor del af dette areal var privat ejendom, som enten tilhørte palæstinensere, der blev flygtninge i nabolande, eller palæstinensere, der forblev i selve Israel, men ikke opholdt sig på deres sædvanlige område eller bosted på en bestemt vilkårlig dato. Alle de ejendele, der havde tilhørt disse to grupper af palæstinensere (landområder, huse, kontorer, bankkontoer, indbo ... o.s.v.) blev konfiskeret af den israelske myndighed. Senere blev al landejendom tilhørende de såkaldte »fraværende« (og de, som forblev i Israel blev kaldt de »tilstedeværende fraværende«) overført fra den israelske regering til den jødiske Nationalfond. Denne blev således »ejer« af mere end 90 % af Israels samlede landareal, uden at betale nogen kompensation til de virkelige ejere. Land, der en gang er kommet i den jødiske Nationalfonds eje, bliver »permanent jødisk ejendom«, hvilket vil sige, at det aldrig kan sælges igen og ikke en gang lejes ud til ikke jøder. Ikke mindre end 1 million dunum land blev konfiskeret fra de såkaldte »tilstedeværende fraværende« palæstinensere. Som et resultat af denne omfattende konfiskering af land blev 374 palæstinensiske byer og landsbyer jævnet med jorden til fordel for nye jødiske bosættelser.