De israelske bosættere

April 1993. Dagligdag i Østjerusalem. Bemærk det israelske flag. (Charlotte Haslund-Christensen)
 
Skrevet af: Søs Nissen
 
"Som barn besøgte jeg den gamle by i Jersualem sammen med min mor. Hun tog mig ved hånden, og vi besøgte Den Hellige Gravs Kirke og tændte lys. Den mest slående fysiske erindring er lugten, krydderierne. Selve følelsen af Jerusalem."
Hanan Ashrawi f. 1946 i Ramallah på Vestbredden
 
 
Som hjemsted for 3 verdensreligioner er Jerusalem en by fuld af magi for muslimer, kristne og jøder. Det var her Muhammed for til himmels, Jesus blev korsfæstet og begravet og her jødernes andet tempel blev ødelagt af romerne. For mellem 1400 og 2000 år siden.
 
Bag Suleiman den Prægtiges bymur fra det 16. århundrede huser Jerusalems gamle bydel på få hundrede km2, muslimernes Klippe- og Al Aksamoskeer på Al Haram Al Sharif, Tempelbjerget, jødernes Grædemur, Via Dolorosa og Jesu Gravkirke. Hver religiøs retning har sit territorium i den gamle by: det muslimske, det jødiske og det armenske, græsk-ortodokse og romersk-katolske kvarter. Men der er også basaren, duften af krydderier, omvandrende geder, det arabiske folkeliv, jøder i lange sorte frakker som i Østeuropa for flere hundrede år siden.
 
Jerusalem er et storpolitisk spændingsfelt, der involverer millioner af mennesker, som har hver deres forestilling om byen. Hver deres ideologiske, religiøse og politiske interesse.
 
I den gamle by, som bebos af 20.000 mennesker, går hovedskillelinien mellem på den ene side de kristne og muslimske palæstinensere og israelerne på den anden. Selv blandt de kristne palæstinensere er der skel mellem græsk-ortodokse, græsk-katolske, romersk-katolske, armeniere og flere andre.
 
Ifølge FNs delingsplan for Palæstina 1947 skulle Jerusalem og Bethlehem være internationalt område. Men efter den første israelsk-arabiske krig 1948-49 blev byen delt - i en israelsk og en jordansk del. Den gamle by og alle helligstederne kom på jordanske hænder.
 
I 1967 erobrede Israel den arabiske del af Jerusalem og annekterede den umiddelbart efter. Lige siden er den østlige bydel blevet omringet af stadig flere israelske bosættelser. Næsten 160.000 israelere er flyttet til det besatte Øst-jerusalem. Selv i det muslimske kvarter i den gamle by er der etableret adskillige bosættelser. Den mest berømte er den tidligere forsvarsminister Sharons hus, hvis bevogtning koster flere millioner årligt. Som en uafrystelig kendsgerning er den befolkningsmæssige sammensætning ændret. Men det er omdiskuteret, om flertallet er palæstinensisk eller israelsk i Øst-jerusalem.
 
Israel har udråbt Jerusalem som sin hovedstad, men det anerkendes ikke af det internationale samfund. Heller ikke af USA. Men et ihærdigt lobbyarbejde for at ændre denne holdning er på vej til at bære frugt.
 
Palæstinenserne ønsker at gøre det besatte Øst-jerusalem til hovedstad i en Palæstinastat.
 
Ifølge Osloaftalerne (1993) mellem Israel og PLO skal Jerusalems fremtid forhandles i en senere fase, men kampen mellem palæstinensere og israelere foregår uafladeligt. Primært ved israelsk nybyggeri, jordkonfiskationer og nye vejanlæg, der svækker det arabiske præg på byen.
 
Palæstinenserne er i det daglige konfronteret med vejspærringer ved de udvidede bygrænser. Det kræver særlig tilladelse for mænd at besøge Jerusalem. Det betyder i praksis, at mænd fra Vestbredden og Gaza er afskåret fra at besøge de kristne og muslimske helligsteder. De kan heller ikke uden videre arbejde i Jerusalem.
 
Bag dagligdagens ydmygelser foregår en kompliceret magtkamp hen over hovedet på de besatte palæstinensere. Israel har overdraget kong Hussein af Jordan den religiøse overhøjhed over de muslimske helligsteder - til stor fortrydelse for PLO. Og dermed spillet PLO og Jordan ud mod hinanden. Og samtidig forsøger Vatikanet i samarbejde med Israel at udmanøvrere den græsk-ortodokse kirke, som hovedparten af de kristne palæstinensere hælder deres hoveder til.
 
I konflikten mellem Israel og palæstinenserne overses det kristne mindretal på den arabiske side ofte. Men det har haft stor indflydelse i den nationale kamp gennem hele århundredet. I forbindelse med fredsforhandlingerne i Washington og Madrid dukkede den kristne Hanan Ashrawi op som palæstinensernes talerør i alverdens medier - fra Cairo til New York og København.
 
Efter mediernes brændemærkning af Arafat og palæstinenserne under Golfkrigen trådte den veltalende Hanan Ashrawi frem med en stemme, der kunne repræsentere pariaernes sag. Og man kunne forledes til at tro, at de bagvedliggende ulige styrkeforhold i konflikten var ophævet.
 
I denne samtale giver Hanan Ashrawi udtryk for sin misfornøjelse over Israels vedvarende forsøg på at skabe fuldbyrdede kendsgerninger i Jerusalem og på den besatte Vestbred. Efter at have stået side om side med PLO og Yassir Arafat, har hun nu valgt at hellige sig menneskerettighedsarbejde og overvåge såvel Israels besættelsespolitik som den nye Nationale Palæstinensiske Myndigheds måde at forvalte sin magt i Gaza og Jeriko. Ashrawi har etableret en slags ombudsmandsinstitution.
 

Hanan Ashrawi
 
Ligesom Abd el Shafi er Hanan Ashrawi pessimistisk med hensyn til den nye selvstyremyndigheds fremtid. Hun er ligeledes stærkt kritisk overfor Yassir Arafat og PLO's aftale med Israel. Ashrawi kritiserer den for at muliggøre en cementering af de israelske bosættelser og jerngrebet om Jerusalem.
 
I Hannan Ashrawi har kontor på det slidte Hotel Ritz hvor hun omgives af unge eksklusivt klædte palæstinensiske kvinder, der tager telefonerne og prøver at få tiden til at gå. Selv er Ashrawi begravet i alt for mange klager fra mennesker, der får trådt deres rettigheder under fode.
 
Da Ashrawi får tid til at kigge op fra papirbunkerne, virker hun stresset og træt bag den velformulerede professionalisme, som har gjort hende internationalt respekteret. Det eneste, der får smilet frem i hendes øjne, er barndomserindringen om krydderiduftene i den gamle by. Nutiden vækker kun tanken om endeløse kampe og problemer i forhold til israelerne - og øjensynlig også pragmatikerne i PLO.
 
 
Ingen fred uden Jerusalem
 
"Jerusalem er selvfølgelig kernen i hele det palæstinensiske spørgsmål. Ikke kun af åndelig betydning, men også af historisk, kulturel og national betydning. Som kristen er det kernepunktet i min tilværelse, men også for muslimer - for palæstinenserne som helhed. Udover den åndelige betydning, handler det om jorden, om mennesker, nationale, historiske og kulturelle rettigheder.
 
Jerusalem er nøglen til en virkelig fred. Enhver løsning, der ikke omfatter Jerusalem, vil ikke medføre en retfærdig og varig fred. Hvis vi skal have fred, så er den nødt til at komme til udtryk i Jerusalem".
 
- I 1967 erobrede Israel den østlige del af byen. Hvilken betydning fik det for byen?
 
"Besættelsen af Østjerusalem er en del af besættelsen af Vestbredden og Gaza. Men betydningen er større end dette - det betød et slag mod den arabiske dimension, de muslimske og kristne helligsteder. Og Israel begyndte omgående at annektere Østjerusalem".
 
- I dag er befolkningsflertallet i Østjerusalem ændret i israelsk favør. Der bor flere israelere end palæstinensere.
 
"Muligvis, men ingen kender de reelle tal. Israel holder ironisk nok tallene hemmelige. Men lad mig udtrykke det på denne måde: Israel har påtvunget Jerusalem en uretfærdig og kunstig virkelighed. Det har importeret israelske jøder, konfiskeret jord, bygget bosættelser rundt om Jerusalem og dermed skabt en kunstig befolkningskoncentration. Samtidig har det diskrimineret palæstinenserne ved at nægte byggetilladelser og ved at beslaglægge deres jord og ved at iværksætte et kompliceret og uretfærdigt skattesystem. Denne demografiske realitet er kunstig og påtvunget - den bør ændres".
 
- Hvordan har Arafat kunnet indgå denne aftale uden at tage Jerusalem i betragtning?
 
"Jerusalem er på dagsordenen - men spørgsmålet er udsat. Men man burde have haft garantier for, at Israel ikke ville påtvinge Jerusalem flere kendsgerninger og dermed foruddiskontere Jerusalems status. I øjeblikket krænker Israel aftalen ved at forudbestemme Jerusalems skæbne.
 
Palæstinensiske skolebørn i Jerusalem. (Bjørn Meidell)
 
Israel forhandler ikke om Jerusalem, men skævvrider byen og skaber kendsgerninger, som bliver uigenkaldelige. Shimon Peres har også fremlagt et forslag, hvor der lovgives mod de palæstinensiske institutioner i Jerusalem. Der foretages mange skridt: indgreb i bevægelsesfriheden, retten til arbejde, hvilket ødelægger Jerusalems historiske og kulturelle karakter. Vi anerkender ikke den ulovlige anneksion af Østjerusalem".
 
- Men De besvarede ikke spørgsmålet om, hvordan Arafat kunne indgå en aftale uden at tage Jerusalem i betragtning?
 
"De udsatte spørgsmålet, men satte det på dagsordenen: Men efter min mening skulle man have haft nogle indrømmelser, da man udsatte spørgsmålet. Om at Israel ikke ville præjudicere palæstinensernes rettigheder. Det gjorde PLO ikke, jeg ved ikke hvorfor. Måske var de under pres eller også var det udslag af pragmatisme, nødvendigheden af at opnå en aftale".
 
- Hvordan vurderer De Jerusalems fremtid? Israels udenrigsminister, Shimon Peres, har udtalt, at spørgsmålet om byens politiske status er lukket, men at det religiøse aspekt kan diskuteres?
 
"Det er endnu en krænkelse af aftalen. Hvis det politiske spørgsmål er lukket, så er det ikke på dagsordenen. Men det er på dagsordenen som en del af de besatte områder. Peres kan ikke egenhændigt forudbestemme forhandlingsemnerne. Israel kan ikke diktere Jerusalems skæbne.
 
Som jeg sagde: Jerusalem er mere end de åndelige og hellige steder. Jerusalem er et sted for et folk med jord, historie. Selv om de siger noget andet, er det ulovligt og fuldstændig uacceptabelt. De krænker international lov og aftalens betingelser. Og hvis de ønsker at diskutere ideologien omkring Jerusalem, kan vi præsentere dem for et andet svar. De bliver nødt til at forhandle om Jerusalems realiteter - og det betyder, at de må anerkende palæstinensernes rettigheder. Ellers falder hele aftalen fra hinanden".
 
Bosættelser og flygtninge
 
- Et andet vigtigt spørgsmål, der blev udskudt i aftalen var bosættelserne, som stadig blivet udvidet. Hvordan kunne PLO underskrive en aftale uden at tage det i betragtning?
 
"At indgå en aftale uden at tage bosættelserne i betragtning er fatalt. Jeg mener, det bør genforhandles, fordi de forhandlede faktisk bosættelserne, men kun mht. hvordan bosætterne skulle beskyttes, hvor meget jord, der skulle konfiskeres til dem, hvor mange soldater, der var behov for, hvilke veje de skulle bruge. Men bosættelserne blev alene forhandlet ud fra et israelsk perspektiv. Da de kom til den palæstinensiske synsvinkel, afslog Israel".
 
- Før jeg kom til Jerusalem, var jeg i Libanon, hvor de fleste palæstinensiske flygtninge følte sig forrådt og skuffede?
 
"Det er meget forståeligt, fordi aftalen udsætter spørgsmålet om flygtningenes permanente status. Men samtidig er flygtningene på dagsordenen som forhandlingsspørgsmål. Vi fastholder, at de skal diskuteres på basis af FN-resolution 194, dvs. retten til at vende tilbage. Men hvis forhandlingerne fortsætter som hidtil, har jeg ikke megen tiltro til fremtiden.
 
Israel har fået grønt lys til at udnytte sin magt og forudbestemme udfaldet af disse spørgsmål. Det er farligt. Mange flygtninge føler sig svigtet, hvilket har bidraget til uviljen mod aftalen".
 
- Israelske menneskerettighedsaktivister har kritiseret PLO for ikke at bekymre sig nok for børn og kvinder i israelske fængsler..
 
"Ja, De spørger til alle de områder, vi har taget op i forhold til den nationale myndighed. Jeg synes ikke, det er acceptabelt at benytte menneskerettighederne som en forhandlingsvare. Den nationale myndighed burde ikke give Israel lov til at manipulere med den kendsgerning, at de har magt over palæstinensiske liv. Jeg kalder det politisk pengeafpresning - et forhandlingstrick - for at fremtvinge indrømmelser.
 
Jeg gjorde opmærksom på, at alle menneskerettighedspørgsmål burde have været løst, før man skrev under på aftalen: husødelæggelserne, de forseglede huse, fangerne, de deporterede og alle andre krænkelser af menneskerettighederne. Man kan ikke tillade, at Israel udnytter de gidsler, de har, til at skaffe sig fordele i forhandlingerne. Det er et andet alvorligt tilbageslag i aftalerne".
 

 

Beskrivelse: http://palaestina-info.dk/images/IS_right.gif

Beskrivelse: http://palaestina-info.dk/billeder_loose/t5h5_bosaettere.jpg

1993. Israelske bosættere i Østjerusalem sætter flag op i nattens mulm og mørke. De forbereder den israelske nationaldag 26/4. Flagene sættes op i den palæstinensiske bydel og provokerer den palæstinensiske befolkning. (Charlotte Haslund-Christensen)

Beskrivelse: http://palaestina-info.dk/images/IS_08.gif

 
Mange palæstinensere er skuffede over den nye nationale myndighed og kritiserer Arafat for at være en arabisk gennemsnitsdiktator? De har også selv kritiseret ham.
 
"Jeg har aldrig kaldt ham for en en arabisk gennemsnitsdiktator. Jeg diskuterer ikke enkeltpersoner, men tager stilling til politiske spørgsmål og beslutninger. Det må være klart.
 
Palæstinenserne er meget skeptiske og mistænksomme, men ikke flertallet. De fleste er afventende - ifølge opinionsundersøgelserne. De vil tage stilling efter at have set resultaterne. De giver det en chance.
 
Hvad der er brug for nu er et præcist opbygningsprogram, som går ud over det militære og politiske aspekt og som anskuer tingene indenfor en national dimension. Som opbygningen af en nation med institutioner, strukturer og arbejdsprocesser. Et demokratisk system. Hvis ikke vi har systemer og strukturer, samt professionelle og demokratiske adfærdsregler, vil dette eksperiment ende i fiasko."
 
- De økonomiske problemer er alvorlige og kan ødelægge hele processen. Hvordan forklarer De, at Israel på den ene side nægter palæstinenserne retten til at arbejde i landet. Og samtidig importerer man arbejdskraft fra Sri Lanka, Chile osv.
 
"Det er ikke kun et spørgsmål om arbejde, der er masser af problemer. Nogle har at gøre med donorlandene, andre med Verdensbanken eller pression for at etablere gennemskuelige strukturer eller politisk indblanding. Og selvfølgelig fastholder Israel holdningen med at dominere, manipulere og kontrollere, hvilket inkluderer manipulation med arbejdsstyrken.
 
Israel skylder palæstinenserne en masse penge efter 27 års besættelse. De har udskrevet ulovlige skatter og hevet penge ud af de besatte områder. Det er minimalt, hvad der er kommet tilbage igen. De har forvredet vores økonomi og underordnet den under den israelske. De har ændret strukturen i vores samfund fra at være et landbrugssamfund til at være en billig arbejdsstyrke, der er fuldkommen afhængig af israelerne. Landbruget holdt op med at være rentabelt, fordi de konfiskerede en stor del af jorden.
 
Denne forvridning er Israels og det internationale samfunds ansvar. Jeg forstår ikke, hvorfor Israel gør dette. Nogle vil gerne se den nationale myndighed fejle. Andre vil gerne lade den arbejde under israelsk overopsyn og atter andre vil gerne give myndigheden frihed til at fungere. Indenfor disse 3 muligheder rummes alle israelske opfattelser".
 
- Hvordan vurderer De Hamas' muligheder efter indgåelsen af principaftalen?
 
"Hamas er en del af vores politiske pluralisme. Der har været en bevidst indsats for at overvurdere deres indflydelse, ikke blot deres antal, men også omfanget af deres vold. De opererer først og fremmest indenfor en politisk struktur og mere her end i en militær sammenhæng.
 
Om Hamas vil blive stærkere, afhænger af udviklingen. Hvis PLO og den nationale autoritet får fiasko, vil Hamas vokse sig stærkere. Får de succes, bliver Hamas svagere. Men jeg forventer ikke, at de vil komme til at udgøre et flertal. De udgør en betydningsfuld minoritet, som vil agere indenfor det demokratiske system".
 
Fra: Bag sløret, juli 1994
 
 
 
De israelske bosættere
"Som barn besøgte jeg den gamle by i Jersualem sammen med min mor. Hun tog mig ved hånden, og vi besøgte Den Hellige Gravs Kirke og tændte lys. Den mest slående fysiske erindring er lugten, krydderierne. Selve følelsen af Jerusalem."
Hanan Ashrawi f. 1946 i Ramallah på Vestbredden
April 1993. Dagligdag i Østjerusalem. Bemærk det israelske flag. (Charlotte Haslund-Christensen)
Som hjemsted for 3 verdensreligioner er Jerusalem en by fuld af magi for muslimer, kristne og jøder. Det var her Muhammed for til himmels, Jesus blev korsfæstet og begravet og her jødernes andet tempel blev ødelagt af romerne. For mellem 1400 og 2000 år siden.
Bag Suleiman den Prægtiges bymur fra det 16. århundrede huser Jerusalems gamle bydel på få hundrede km2, muslimernes Klippe- og Al Aksamoskeer på Al Haram Al Sharif, Tempelbjerget, jødernes Grædemur, Via Dolorosa og Jesu Gravkirke. Hver religiøs retning har sit territorium i den gamle by: det muslimske, det jødiske og det armenske, græsk-ortodokse og romersk-katolske kvarter. Men der er også basaren, duften af krydderier, omvandrende geder, det arabiske folkeliv, jøder i lange sorte frakker som i Østeuropa for flere hundrede år siden.
Jerusalem er et storpolitisk spændingsfelt, der involverer millioner af mennesker, som har hver deres forestilling om byen. Hver deres ideologiske, religiøse og politiske interesse.
I den gamle by, som bebos af 20.000 mennesker, går hovedskillelinien mellem på den ene side de kristne og muslimske palæstinensere og israelerne på den anden. Selv blandt de kristne palæstinensere er der skel mellem græsk-ortodokse, græsk-katolske, romersk-katolske, armeniere og flere andre.
Ifølge FNs delingsplan for Palæstina 1947 skulle Jerusalem og Bethlehem være internationalt område. Men efter den første israelsk-arabiske krig 1948-49 blev byen delt - i en israelsk og en jordansk del. Den gamle by og alle helligstederne kom på jordanske hænder.
I 1967 erobrede Israel den arabiske del af Jerusalem og annekterede den umiddelbart efter. Lige siden er den østlige bydel blevet omringet af stadig flere israelske bosættelser. Næsten 160.000 israelere er flyttet til det besatte Øst-jerusalem. Selv i det muslimske kvarter i den gamle by er der etableret adskillige bosættelser. Den mest berømte er den tidligere forsvarsminister Sharons hus, hvis bevogtning koster flere millioner årligt. Som en uafrystelig kendsgerning er den befolkningsmæssige sammensætning ændret. Men det er omdiskuteret, om flertallet er palæstinensisk eller israelsk i Øst-jerusalem.
Israel har udråbt Jerusalem som sin hovedstad, men det anerkendes ikke af det internationale samfund. Heller ikke af USA. Men et ihærdigt lobbyarbejde for at ændre denne holdning er på vej til at bære frugt.
Palæstinenserne ønsker at gøre det besatte Øst-jerusalem til hovedstad i en Palæstinastat.
Ifølge Osloaftalerne (1993) mellem Israel og PLO skal Jerusalems fremtid forhandles i en senere fase, men kampen mellem palæstinensere og israelere foregår uafladeligt. Primært ved israelsk nybyggeri, jordkonfiskationer og nye vejanlæg, der svækker det arabiske præg på byen.
Palæstinenserne er i det daglige konfronteret med vejspærringer ved de udvidede bygrænser. Det kræver særlig tilladelse for mænd at besøge Jerusalem. Det betyder i praksis, at mænd fra Vestbredden og Gaza er afskåret fra at besøge de kristne og muslimske helligsteder. De kan heller ikke uden videre arbejde i Jerusalem.
Bag dagligdagens ydmygelser foregår en kompliceret magtkamp hen over hovedet på de besatte palæstinensere. Israel har overdraget kong Hussein af Jordan den religiøse overhøjhed over de muslimske helligsteder - til stor fortrydelse for PLO. Og dermed spillet PLO og Jordan ud mod hinanden. Og samtidig forsøger Vatikanet i samarbejde med Israel at udmanøvrere den græsk-ortodokse kirke, som hovedparten af de kristne palæstinensere hælder deres hoveder til.
I konflikten mellem Israel og palæstinenserne overses det kristne mindretal på den arabiske side ofte. Men det har haft stor indflydelse i den nationale kamp gennem hele århundredet. I forbindelse med fredsforhandlingerne i Washington og Madrid dukkede den kristne Hanan Ashrawi op som palæstinensernes talerør i alverdens medier - fra Cairo til New York og København.
Efter mediernes brændemærkning af Arafat og palæstinenserne under Golfkrigen trådte den veltalende Hanan Ashrawi frem med en stemme, der kunne repræsentere pariaernes sag. Og man kunne forledes til at tro, at de bagvedliggende ulige styrkeforhold i konflikten var ophævet.
I denne samtale giver Hanan Ashrawi udtryk for sin misfornøjelse over Israels vedvarende forsøg på at skabe fuldbyrdede kendsgerninger i Jerusalem og på den besatte Vestbred. Efter at have stået side om side med PLO og Yassir Arafat, har hun nu valgt at hellige sig menneskerettighedsarbejde og overvåge såvel Israels besættelsespolitik som den nye Nationale Palæstinensiske Myndigheds måde at forvalte sin magt i Gaza og Jeriko. Ashrawi har etableret en slags ombudsmandsinstitution.
Hanan Ashrawi
Ligesom Abd el Shafi er Hanan Ashrawi pessimistisk med hensyn til den nye selvstyremyndigheds fremtid. Hun er ligeledes stærkt kritisk overfor Yassir Arafat og PLO's aftale med Israel. Ashrawi kritiserer den for at muliggøre en cementering af de israelske bosættelser og jerngrebet om Jerusalem.
I Hannan Ashrawi har kontor på det slidte Hotel Ritz hvor hun omgives af unge eksklusivt klædte palæstinensiske kvinder, der tager telefonerne og prøver at få tiden til at gå. Selv er Ashrawi begravet i alt for mange klager fra mennesker, der får trådt deres rettigheder under fode.
Da Ashrawi får tid til at kigge op fra papirbunkerne, virker hun stresset og træt bag den velformulerede professionalisme, som har gjort hende internationalt respekteret. Det eneste, der får smilet frem i hendes øjne, er barndomserindringen om krydderiduftene i den gamle by. Nutiden vækker kun tanken om endeløse kampe og problemer i forhold til israelerne - og øjensynlig også pragmatikerne i PLO.
Ingen fred uden Jerusalem
"Jerusalem er selvfølgelig kernen i hele det palæstinensiske spørgsmål. Ikke kun af åndelig betydning, men også af historisk, kulturel og national betydning. Som kristen er det kernepunktet i min tilværelse, men også for muslimer - for palæstinenserne som helhed. Udover den åndelige betydning, handler det om jorden, om mennesker, nationale, historiske og kulturelle rettigheder.
Jerusalem er nøglen til en virkelig fred. Enhver løsning, der ikke omfatter Jerusalem, vil ikke medføre en retfærdig og varig fred. Hvis vi skal have fred, så er den nødt til at komme til udtryk i Jerusalem".
- I 1967 erobrede Israel den østlige del af byen. Hvilken betydning fik det for byen?
"Besættelsen af Østjerusalem er en del af besættelsen af Vestbredden og Gaza. Men betydningen er større end dette - det betød et slag mod den arabiske dimension, de muslimske og kristne helligsteder. Og Israel begyndte omgående at annektere Østjerusalem".
- I dag er befolkningsflertallet i Østjerusalem ændret i israelsk favør. Der bor flere israelere end palæstinensere.
"Muligvis, men ingen kender de reelle tal. Israel holder ironisk nok tallene hemmelige. Men lad mig udtrykke det på denne måde: Israel har påtvunget Jerusalem en uretfærdig og kunstig virkelighed. Det har importeret israelske jøder, konfiskeret jord, bygget bosættelser rundt om Jerusalem og dermed skabt en kunstig befolkningskoncentration. Samtidig har det diskrimineret palæstinenserne ved at nægte byggetilladelser og ved at beslaglægge deres jord og ved at iværksætte et kompliceret og uretfærdigt skattesystem. Denne demografiske realitet er kunstig og påtvunget - den bør ændres".
- Hvordan har Arafat kunnet indgå denne aftale uden at tage Jerusalem i betragtning?
"Jerusalem er på dagsordenen - men spørgsmålet er udsat. Men man burde have haft garantier for, at Israel ikke ville påtvinge Jerusalem flere kendsgerninger og dermed foruddiskontere Jerusalems status. I øjeblikket krænker Israel aftalen ved at forudbestemme Jerusalems skæbne.
Palæstinensiske skolebørn i Jerusalem. (Bjørn Meidell)
Israel forhandler ikke om Jerusalem, men skævvrider byen og skaber kendsgerninger, som bliver uigenkaldelige. Shimon Peres har også fremlagt et forslag, hvor der lovgives mod de palæstinensiske institutioner i Jerusalem. Der foretages mange skridt: indgreb i bevægelsesfriheden, retten til arbejde, hvilket ødelægger Jerusalems historiske og kulturelle karakter. Vi anerkender ikke den ulovlige anneksion af Østjerusalem".
- Men De besvarede ikke spørgsmålet om, hvordan Arafat kunne indgå en aftale uden at tage Jerusalem i betragtning?
"De udsatte spørgsmålet, men satte det på dagsordenen: Men efter min mening skulle man have haft nogle indrømmelser, da man udsatte spørgsmålet. Om at Israel ikke ville præjudicere palæstinensernes rettigheder. Det gjorde PLO ikke, jeg ved ikke hvorfor. Måske var de under pres eller også var det udslag af pragmatisme, nødvendigheden af at opnå en aftale".
- Hvordan vurderer De Jerusalems fremtid? Israels udenrigsminister, Shimon Peres, har udtalt, at spørgsmålet om byens politiske status er lukket, men at det religiøse aspekt kan diskuteres?
"Det er endnu en krænkelse af aftalen. Hvis det politiske spørgsmål er lukket, så er det ikke på dagsordenen. Men det er på dagsordenen som en del af de besatte områder. Peres kan ikke egenhændigt forudbestemme forhandlingsemnerne. Israel kan ikke diktere Jerusalems skæbne.
Som jeg sagde: Jerusalem er mere end de åndelige og hellige steder. Jerusalem er et sted for et folk med jord, historie. Selv om de siger noget andet, er det ulovligt og fuldstændig uacceptabelt. De krænker international lov og aftalens betingelser. Og hvis de ønsker at diskutere ideologien omkring Jerusalem, kan vi præsentere dem for et andet svar. De bliver nødt til at forhandle om Jerusalems realiteter - og det betyder, at de må anerkende palæstinensernes rettigheder. Ellers falder hele aftalen fra hinanden".
Bosættelser og flygtninge
- Et andet vigtigt spørgsmål, der blev udskudt i aftalen var bosættelserne, som stadig blivet udvidet. Hvordan kunne PLO underskrive en aftale uden at tage det i betragtning?
"At indgå en aftale uden at tage bosættelserne i betragtning er fatalt. Jeg mener, det bør genforhandles, fordi de forhandlede faktisk bosættelserne, men kun mht. hvordan bosætterne skulle beskyttes, hvor meget jord, der skulle konfiskeres til dem, hvor mange soldater, der var behov for, hvilke veje de skulle bruge. Men bosættelserne blev alene forhandlet ud fra et israelsk perspektiv. Da de kom til den palæstinensiske synsvinkel, afslog Israel".
- Før jeg kom til Jerusalem, var jeg i Libanon, hvor de fleste palæstinensiske flygtninge følte sig forrådt og skuffede?
"Det er meget forståeligt, fordi aftalen udsætter spørgsmålet om flygtningenes permanente status. Men samtidig er flygtningene på dagsordenen som forhandlingsspørgsmål. Vi fastholder, at de skal diskuteres på basis af FN-resolution 194, dvs. retten til at vende tilbage. Men hvis forhandlingerne fortsætter som hidtil, har jeg ikke megen tiltro til fremtiden.
Israel har fået grønt lys til at udnytte sin magt og forudbestemme udfaldet af disse spørgsmål. Det er farligt. Mange flygtninge føler sig svigtet, hvilket har bidraget til uviljen mod aftalen".
- Israelske menneskerettighedsaktivister har kritiseret PLO for ikke at bekymre sig nok for børn og kvinder i israelske fængsler..
"Ja, De spørger til alle de områder, vi har taget op i forhold til den nationale myndighed. Jeg synes ikke, det er acceptabelt at benytte menneskerettighederne som en forhandlingsvare. Den nationale myndighed burde ikke give Israel lov til at manipulere med den kendsgerning, at de har magt over palæstinensiske liv. Jeg kalder det politisk pengeafpresning - et forhandlingstrick - for at fremtvinge indrømmelser.
Jeg gjorde opmærksom på, at alle menneskerettighedspørgsmål burde have været løst, før man skrev under på aftalen: husødelæggelserne, de forseglede huse, fangerne, de deporterede og alle andre krænkelser af menneskerettighederne. Man kan ikke tillade, at Israel udnytter de gidsler, de har, til at skaffe sig fordele i forhandlingerne. Det er et andet alvorligt tilbageslag i aftalerne".
1993. Israelske bosættere i Østjerusalem sætter flag op i nattens mulm og mørke. De forbereder den israelske nationaldag 26/4. Flagene sættes op i den palæstinensiske bydel og provokerer den palæstinensiske befolkning. (Charlotte Haslund-Christensen)
Mange palæstinensere er skuffede over den nye nationale myndighed og kritiserer Arafat for at være en arabisk gennemsnitsdiktator? De har også selv kritiseret ham.
"Jeg har aldrig kaldt ham for en en arabisk gennemsnitsdiktator. Jeg diskuterer ikke enkeltpersoner, men tager stilling til politiske spørgsmål og beslutninger. Det må være klart.
Palæstinenserne er meget skeptiske og mistænksomme, men ikke flertallet. De fleste er afventende - ifølge opinionsundersøgelserne. De vil tage stilling efter at have set resultaterne. De giver det en chance.
Hvad der er brug for nu er et præcist opbygningsprogram, som går ud over det militære og politiske aspekt og som anskuer tingene indenfor en national dimension. Som opbygningen af en nation med institutioner, strukturer og arbejdsprocesser. Et demokratisk system. Hvis ikke vi har systemer og strukturer, samt professionelle og demokratiske adfærdsregler, vil dette eksperiment ende i fiasko."
- De økonomiske problemer er alvorlige og kan ødelægge hele processen. Hvordan forklarer De, at Israel på den ene side nægter palæstinenserne retten til at arbejde i landet. Og samtidig importerer man arbejdskraft fra Sri Lanka, Chile osv.
"Det er ikke kun et spørgsmål om arbejde, der er masser af problemer. Nogle har at gøre med donorlandene, andre med Verdensbanken eller pression for at etablere gennemskuelige strukturer eller politisk indblanding. Og selvfølgelig fastholder Israel holdningen med at dominere, manipulere og kontrollere, hvilket inkluderer manipulation med arbejdsstyrken.
Israel skylder palæstinenserne en masse penge efter 27 års besættelse. De har udskrevet ulovlige skatter og hevet penge ud af de besatte områder. Det er minimalt, hvad der er kommet tilbage igen. De har forvredet vores økonomi og underordnet den under den israelske. De har ændret strukturen i vores samfund fra at være et landbrugssamfund til at være en billig arbejdsstyrke, der er fuldkommen afhængig af israelerne. Landbruget holdt op med at være rentabelt, fordi de konfiskerede en stor del af jorden.
Denne forvridning er Israels og det internationale samfunds ansvar. Jeg forstår ikke, hvorfor Israel gør dette. Nogle vil gerne se den nationale myndighed fejle. Andre vil gerne lade den arbejde under israelsk overopsyn og atter andre vil gerne give myndigheden frihed til at fungere. Indenfor disse 3 muligheder rummes alle israelske opfattelser".
- Hvordan vurderer De Hamas' muligheder efter indgåelsen af principaftalen?
"Hamas er en del af vores politiske pluralisme. Der har været en bevidst indsats for at overvurdere deres indflydelse, ikke blot deres antal, men også omfanget af deres vold. De opererer først og fremmest indenfor en politisk struktur og mere her end i en militær sammenhæng.
Om Hamas vil blive stærkere, afhænger af udviklingen. Hvis PLO og den nationale autoritet får fiasko, vil Hamas vokse sig stærkere. Får de succes, bliver Hamas svagere. Men jeg forventer ikke, at de vil komme til at udgøre et flertal. De udgør en betydningsfuld minoritet, som vil agere indenfor det demokratiske system".
Fra: Bag sløret, juli 1994