Theodor Herzl og jødestaten

Jødestaten i 100 år

Den 15. februar 1896 udkom hos M. Breitensteins forlagsboghandel i Wien en lille bog eller en stor pjece med titlen Der Judenstaat. Versuch einer modernen Lösung der Judenfrage. Den var skrevet af den kendte Wiener-journalist Theodor Herzl. Han var redaktør af Neue Freie Presse, et stort europæisk anlagt Wiener-blad. Han var kendt som journalist, som essayist, som dandy og som forfatter til en række skuespil. Han var ikke kendt som en, der ellers havde beskæftiget sig med jødespørgsmålet eller dets besvarelse.
Da Herzl dagen før bogen udkom modtog sine 100 frieksemplarer, skrev han i sin dagbog: "Denne pakke pjecer udgør beslutningen i stoflig form. Mit liv tager nu en ny retning". Denne selvbevidsthed hos den 36-årige forfatter er interessant. Med sin pjece begyndte han godt nok noget nyt i sit eget liv. Men hvad han havde i tankerne var, at hans liv ville tage en ny retning som følge af den betydning, pjecen ville få. Og pjecens første sætning lød endda: "Den tanke, jeg udvikler i dette skrift, er urgammel". Han havde ret. Og dog betød udgivelsen af Jødestaten begyndelsen på den moderne zionisme. Og udgivelsen af pjecen betød fuldstændig rigtigt en voldsom ændring af Herzls liv. Hans ægteskab gik i stykker, hans formue blev brugt, og han døde af det i 1904 kun 44 år gammel.

Herzl.

Theodor Herzl blev født i Budapest den 2. maj 1860. Hans far var grosserer i klædesbranchen, og selvom der var en reminicens af religiøs tradition i familien, var den i det store og hele assimileret ind i det østrig-ungarske borgerskab. Han fik en normal skolegang for et barn af sin klasse og kom siden til Wien for at studere. I 1878 begyndte han at studere jura og blev i 1884 færdig som jurist med speciale i romersk ret.
Han begyndte at skrive essays om litteratur, som optog ham meget, og han skrev sine første teaterstykker. De fleste af hans venner var jøder, og han mærkede antisemitismens opblomstring i Wien 1880'erne. Han meldte sig ud af den studenterkorporation, han var medlem af, fordi den deltog i antisemitismen. Men det medførte ikke nogen anden reaktion i forhold til hans potentielle jødiskhed. Hans ambition var at blive en kendt tysksproget skuespilforfatter. Han beskrives af sine venner som velbegavet, men også narcisistisk selvoptaget, intolerant og dominerende.
Hans debut i juraens verden var ikke lovende, og han vendte sig hurtigt til journalistikken. Først for et Berlinerblad, siden for forskellige Wiener-blade. Han fik et stort ry som kommentator og essayist, men hans ry som skuespilforfatter var ikke stort. På et tidspunkt, hvor det moderne skuespil slog igennem, skrev han stadig som i gamle dage. Han følte sig jævnthen miskendt for sin manglende sukces som forfatter.
I 1891 sendte Neue Freie Presse ham til Paris som korrespondent. Det var centrum i den moderne verden. Men også centrum for den nye antisemitiske bølge, som virkelig viste sit ansigt med Dreyfus-affæren. Det er i denne periode, Herzl mere og mere optager jødiske emner i sine artikler, men iøvrigt uden noget samlet syn og uden referencer til tidligere eller samtidig zionisme. Hans løsningsforslag var af en helt anden art. F.eks. ville han i 1893 appellere til Paven om hjælp. Han forestillede sig, at paven s kulle hjælpe jøderne mod antisemitismen. Til gengæld skulle jøderne frivilligt lade sig døbe. Men i løbet af 1895 udviklede han idéer, som mere og mere nærmede sig zionismen som den planlagte emigration. Den tanke, at jøderne skulle finde sig et øde sted og slå sig ned dér og lave deres egen stat.
Et land uden et folk til et folk uden et land, som det siden så forjættende blev formuleret. Denne tanke indgik i løbet af 1895 en forbindelse med andre dele af Herzl's kulturelle gods og blev til Jødestaten.
 

Zionismen

Når Herzl skrev, at den idé, han fremlagde var urgammel, havde han ret i den forstand, at der i jødedommen som religion jo altid havde været overleveret en drøm om en tilbagevenden til Israel. "Næste år i Jerusalem" havde man bedt i næsten 2000 år.
Men derudover var zionismen som idékompleks blevet til samtidig med den moderne antisemitisme. Denne voksede naturligvis ud af den middelalderlige, religiøst farvede antisemitisme i den forstand, at den genoplivede hele dens instrumentarium af former. Men den moderne antisemitisme havde grundlæggende at gøre med fremvæksten af et jødisk borgerskab. Til afløsning for hofjøder voksede et handelsborgerskab frem, og en ny oplysningsbølge indenfor den jødiske kultur satte en modernisering i gang. Den borgerlige revolution i Europa tog også emancipationen af jøderne på programmet, og det blev Napoleon, som nedlagde Europas første ghetto, nemlig den i Venedig, hvor ordet første gang blev brugt. Langsomt men sikkkert blev de jødiske samfund i Vesteuropa ligestillet, i takt med at den borgerlige revolution rullede fra land til land.
I det samme filosofiske miljø, som fostrede marxismen, opstod også zionismen. Marx' studiekammerat og en tid lang også hans filosofisk ligesindede, Moses Hess, blev den moderne zionistiske tankes fødselshjælper. Hvor den religiøse drøm byggede på forestillingen om Messias' forløsning af alverdens jøder, så var zionismen fra Hess og fremefter et barn af nationalismen, som overalt hang sammen med det store sæt af ændringer, som tit sammenfattes under betegnelsen moderniseringen. Nationalismen eller tanken om sammenhæng mellem sprog, folk, historie og territorium dukkede op sammen med borgerskabet, industrialiseringen, bruddet med det traditionelle samfund, marked et, arbejderklassen og socialismen. Zionismen var et slags svar på jødespørgsmålet. Jødespørgsmålet betød i daglig omgang simpelthen det samme som antisemitisme. Men spørgsmålet: hvorfor er I her? kunne også stilles sådan: Hvis I er et folk, hvis I har en historie, og hvis I har et sprog, hvor er så Jeres territorium? Zionismen svarede ja til, at jøderne udgjorde et folk, at de havde en historie og et sprog, men at de kun kunne blive en nation, hvis de igen samlede sig i det forjættede land. Fra Moses Hess ' Rom og Jerusalem (1862) til Leon Pinskers Autoemancipation (1882) forsøgte man sig med denne tanke.
 

Ét folk?

Men problemerne i tankens konstruktion var mange. Var jøderne et folk og var de også ét folk? I Europa var der tydeligvis store forskelle mellem jøderne i Vesteuropa, Østeuropa og på Balkan. Måske var de europæiske jøders viden omjøderne i de arabiske lande ikke stor, men de kendte givet deres eksistens. Men de kendte næppe til de portugisiske "kryptojøder" eller til de etiopiske "sorte" jøder eller de kinesiske jøder. Disse randgrupper ville sandsynligvis have gjort det vanskeligt at gøre alle jøder til ét folk. Jøderne havde tydeligvis et sprog, men havde de ét sprog? I Europa talte de jiddisch og ladino, men også andre folks sprog, som f.eks tysk eller fransk. I Persien talte de judeopersisk, og nede i Jemen talte de måske en form for hebraisk. Kun hebraisk kunne imidlertid leve op til tanken om et fællessprog. Problemet var, at næsten ingen kunne tale det, det var et rituelt sprog ud en et moderne ordforråd. Når det kom til stykket, var jødernes historie næppe heller én, men flere forskellige spor. Men sammenblandingen af religion og kultur gjorde disse spørgsmål til mindre synlige størrelser, da den jødiske nationalisme blev konstrueret. Og som ved alle andre konstruktioner af nationer i denne tid var det vigtigste, at konstruktionens resultat appellerede til dem, den skulle mobilisere.
 

Jødestaten.

Jødestaten hed som undertitel Et forsøg på en moderne løsning. Og det er rigtigt i den forstand, at Herzl i sin plan havde medtænkt en hel del moderne tanker. Den zionisme, som kommer til udtryk i hans lille bog, reflekterer både eksistensen af en moderne arbejderbevægelse og af imperialismen. Begge dele leverer moduler til projektet, men i meget forskellig udstrækning.
Herzl var samtidig en praktisk anlagt mand. Skriftet var ikke blot en bog til overvejelse blandt mange andre. Fra denne bog skulle det hele begynde.
 

Jødespørgsmålet

For Herzl var der ingen tvivl om, at han havde ret. Spørgsmålet var kun, om han kunne overbevise jøderne. De ville, skrev han, afgøre, om "dette statsskrift indtil videre bare var en statsroman" (Jeg oversætter på fri hånd).
For Herzl var jødespørgsmålet identisk med antisemitismen. Den var et stykke medbragt middelalder, som kulturfolkene selv med bedste vilje ikke havde kunnet slippe. Jødespørgsmålet fandtes alle steder, hvor jøder fandtes i større antal. Og hvor antisemitismen ikke fandtes, der kom den sammen med de fattige indvandrede jøder. Det så man nu i England og Amerika, skriver han. Det interessante er, at han nærmest gør de fattige jøder til problemet, men i samme åndedrag proklamerer han: "Jeg anser ikke jødespørgsmålet for et socialt eller religiøst spørgsmål, selv om det har dele af begge. Det er et nationalt spørgsmål, og for at løse det, må vi frem for alt gøre det til et politisk verdensspørgsmål, som skal reguleres i kulturfolkenes råd. Vi er et folk, ét folk". Tankegangen er den, at selv i et land som England, som stort set ikke havde kendt antisemitismen, kunne den dukke op, når de fattige østjødiske immigranter dukkede op i massevis, som de gjorde, da de i 1880'erne og 90'erne befolkede Eastend i London. Og når antisemitismen dukkede op, så ramte den også dem, hvis stemme Herzl var, de velhavende jøder, de integrerede og assimilerede jøder. Og antisemitismen gjorde ingen forskel, den ramte jøderne som et folk.
 

Folk og race

Herzl bruger afvekslende udtrykket folk og race. Det er to udtryk, som i samtiden ikke havde helt den prægnans og betydning, som de har i dag. Men samtidig må man sige, at ordet race var ved at skille sig ud fra ordet folk, som noget distinkt arveligt i modsætning til det kulturelt overleverede. Det er her omkring århundredeskiftet, det tyvende århundredes racediskussion for alvor tager skridtet ind i Auschwitz' århundrede. Otto Weininger skrev sin berømte bog Geschlecht und Character på denne tid, hvor han forsøgte at begrunde kønsforskellene biologisk-filosofisk. I samme bevægelse udkastede han også den tese, at jøderne var menneskehedens kvinder, dvs. skabt uden ånd. Weininger fik en kæmpe betydning og med ham mange andre, som tænkte historisk frembragte forskelle som nedarvede race-bårne forskelle.
Da man imidlertid begyndte at lægge den fysiske antropologi i fastere rammer, skete der det interessante, at det ikke kunne påvises, at jøderne var en race. De var simpelthen fysisk for forskellige. Snarere var der en klar tendens til, at de fysisk nærmede sig det folk eller den racetype, som de boede sammen med. For folk, der har besøgt Israel vil f.eks. forskellen på jemenitiske jøder og askenasiske jøder (fra Østeuropa) være iøjnespringende.
 

De fattige jøder

Antisemitismen kan ikke udryddes, mente Herzl. Den fulgte med det jødiske proletariat "som på grund af politisk pres og økonomisk nød kastes fra sted til sted". Men ved at lave en stat for jøder ville antisemitismen for altid blive bragt til ophør.
Velgørenhedsforanstaltninger havde ikke mindst haft til hensigt, skriver Herzl, at rige jøder betalte for, at de fattige jøder blev sendt et andet sted hen. Men det løste intet. Kun statsidéen kunne løse problemet.
Som den praktiske mand Herzl var, havde han en klar forestilling om, hvordan indvandringen til det nye land skulle foregå. Først skulle man nemlig bosætte de fattige jøder, som skulle bygge huse til sig selv og til andre. De skulle begynde en produktion, som ville tiltrække de jødiske mellemklasser. Hermed vil handlen tage til, som til slut ville tiltrække de rige. Det praktiske i denne forestilling ligger i, at det formentlig overalt var de fattigste, som lettest kunne bringes til at emigrere - og som fak tisk gjorde det. Men det viser også, hvor høj grad Herzl tænkte som en bourgois. Først må vi have "hænderne" på plads, så kan "hovedet" og pengene komme bagefter.

 

Imperialismen

Fra imperialismens reservoir af idéer hentede Herzl tanken om et kolonialt kompagni i stil med East Asian Company, hos ham hed det bare Jewish Company. Jewish Company skulle være det selskab, som tog sig af finansielle operationer såsom opkøb af land og af selve emigrationen. Uden penge til de fattige fik man dem næppe til at emigrere planmæssigt. Jewish Company skulle samtidigt være den juridiske person, som tog sig af at afvikle jødernes ejendom i deres oprindelige lande. Udenfor privatformuens verden derimod skulle det være Society of Jews, som førte politikken. Det skulle således være Society of Jews, som skulle forhandle med myndighederne i det pågældende land om at afgive overhøjheden. Der var to områder, mente Herzl, som kunne komme på tale: Argentina og Palæstina. Han afgør ikke sagen i bogen, idet han på den ene side mener, at Argentina ville være bedst egnet, fordi det er så rigt på naturrigdomme, og fordi det er så spredt bebygget; og på den anden side mener han, at Palæstina jo er jødernes hjemland. Bare navnet indebærer et mægtigt gribende samlingsråb. "Hvis sultanen gav os Palæstina, kunne vi til gengæld tilbyde at ordne Tyrkiets ødelagte finanser. For Europa ville vi udgøre en beskyttelsesmur mod Asien, vi ville blive kulturens forpost mod barbariet". Herzl er både fantast og pragmatiker. Han har ingen penge at tilbyde Tyrkiets sultan - og det handlede om millioner - men tror på idéen, viser det sig. Og han ser klart, hvad et europæisk jødeland ville betyde som forpost i Asien.
 

Arbejderbevægelsen

Samtidig med at Herzl låner idéen fra imperialismens reservoir, så viser han i to henseender klart hen til eksistensen af en arbejderbevægelse. Det ene aspekt handler om angsten for revolutionen. Han henviser til, at antisemitismen hele tiden gør jøderne til revolutionære, så de "udgør befalingsmændene i alle omstyrtende partier". Det er en advarsel, som både har adresse til de europæiske politikere og til de rige jøder. Det andet aspekt handler om skabelsen af en moderne jødisk arbejderklasse. Den er jo alfa og omega i skabelsen af en moderne jødisk stat. De uskolede arbejdere "fra det store russiske og rumænske reservoir" skal gøres til skolede jødiske arbejdere under ledelse af Jewish Company. Det, som vil få dem til at emigrere, er udover hjælpen (som lån) syvtimersdagen. Herzl har tænkt sig på et tidspunkt, hvor Arbejdernes Internationale seks år tidligere havde lanceret parolen om 8-timersdagen, at overbyde med en 7-timersdag. Humant og fremsynet. Til gengæld vil Jewish Company lede det hele efter militært mønster med grader og disciplin og det hele. "Og Jewish Company vil holde drankere og liderlige elementer i kort snor". Der vil også blive oprettet et beskyttelseskorps på en tiendedel af de mandlige indvandrere, som kan beskytte de rige. "Det kommer til at række mod mytteri blandt de dårligere elementer; de fleste er jo fredelige". Grundlaget for det hele bliver beskyttelsen af individet og privatejendommen. Kun selve koloniseringsprocessen skal være kollektiv.
 

Religion, flag og sprog

Hvad angår styreformen og forholdet til den jødiske religion har planen en vis tvetydighed. Det fremgår tydeligt, at Herzl selv ikke er religiøs og næppe forestillede sig en teokratisk stat. På den anden side forestiller han sig, at det skal være en rabbiner, som står i spidsen for hver gruppe, som udvandrer og slår sig ned i det nye land. De nye lokalgrupper skulle selv vælge kommissioner med rabbineren som født leder. På den anden side taler han om en strengt civil administration (stærkt centraliseret, f ormentlig efter fransk forbillede). Han anser det demokratiske monarki eller den monarkiske republik for den bedste statsform. Men selvom han er tilhænger af monarkiet, gør den jødiske historie, at ingen familie vil kunne udpeges som kongelig. Derfor må det blive en republik, hvor de, som ved bedst, bestemmer. Massen er ikke i stand til at træffe de rigtige beslutninger. Politik må nødvendigvis drives fra oven. Og dog skal ingen blive slaver i jødestaten, skriver han. For hver og én vil sikkert stige op i samfundet.
Han var en svoren modstander af hebraisk. Hvem af os kan bestille en togbillet på dette sprog? Men heller ikke jiddisch var han som tysktalende vild med. Han kalder det en "vanskabt jargon" og foreslår i stedet en sproglig føderalisme som i Schweiz: alle skulle beholde deres sprog, bortset fra dem, der talte ghettosprog som f.eks. jiddisch.
Og flaget havde han tænkt på: det skulde være hvidt med syv gyldne stjerner. Det hvide skulle betyde det nye rene liv. Stjernerne betyder de syv gyldne arbejdstimer. "For i arbejdets tegn drager jøderne ind i deres nye land". Herzls forestilling om, hvordan det jødiske folk vil slutte op bag hans idéer er ikke smålige. Allerede når nyheden nåede frem, ville trykket fra antisemitismen lette lidt. Man ville begynde at bede for idéen i synagogerne, og en ny slægt af makkabæere ville opstå, som ville gennemføre projektet.

 

Fra Jødestaten til en bevægelse

Selvom Herzl måske har været mere skeptisk med hensyn til modtagelsen af sin bog, end den selv vidner om, havde han næppe forestillet sig den negative modtagelse, Jødestaten faktisk fik. Bl.a. tog Wiens overrabbiner skarp afstand fra den. Hans venner var forundrede over hans forandring fra dandy til aktivist. Og blandt zionisterne var man skeptiske. Man havde aldrig hørt om denne dr. Herzl fra Wien i de kredse, bl.a. Zions elskere (østeuropæisk sammenslutning fra 1882, red.).
Men han havde initiativ og satte alle sine kræfter ind på sagen. Og han fik faktisk i løbet af de otte år, han levede efter udgivelsen, skabt rammerne for en zionistisk verdensbevægelse med årlige kongresser og egen avis, Die Welt. Herzl skrev stadig for Neue Freie Presse, og det var formentlig denne position, som i de følgende år skaffede ham i kontakt med højtstående personer i Europa. For han søgte straks at bringe sine planer til udførelse gennem diplomati. Han opsøgte ledere i mange lande for at vække deres interesse for en jødisk stat. Overalt var hans synspunkt: det er i Jeres egen interesse at hjælpe os. Især var han interesseret i at komme i kontakt med sultanen Abdul Hamid II i Konstantinopel. Og det lykkedes faktisk. Sultanen var naturligvis ikke afvisende overfor, at jøderne skulle rette op på Tyrkiets finanser. Han havde heller ikke noget imod at lade jøderne bosætte sig i sit rige. Men han ville ikke give dem forret til Palæstina. Faktisk var der ængstelse blandt araberne i Palæstina over en forøgelse af de jøder, som allerede boede der, eller som var indvandret siden 1855. Så tidligt som i 1891 tog en deputation af kendte arabere fra Jerusalem til Konstantinopel med en kl age over, at jøderne overtog landet og handlen og bragte våben til landet. Der boede i 1914 omkring 700.000 mennesker i Palæstina. Jødernes antal var fra 1882 til 1914 steget fra 23.000 til 85.000. Mere end 100.000 bosatte sig i Palæstina i denne periode, men omkring halvdelen emigrerede videre, især til USA. Abdul Hamid kunne næppe sidde arabernes interesser overhørig.

 

Baselkongres og Palæstinabesøg

Herzl arbejdede på at realisere sit program både hvad angår Jewish Company og Society of Jews. Men det gik ikke helt, som han havde tænkt sig. De store økonomiske midler, som kompagniet havde brug for, kom ikke, og han måtte i stor udstrækning finansiere opbygningen af bevægelsen selv. Som ramme om en zionistisk verdensbevægelse indkaldte han i august 1897 til den første zionist-kongres i Basel. Her vedtog man en formålsparagraf, som fastlagde zionismens mål som at sikre det jødiske folk et offentligt aner kendt og juridisk sikret hjem i Palæstina. For at nå dette mål skulle bevægelsen stimulere immigrationen af landbrugere, arbejdere og håndværkere. Man skulle organisere diasporaen. Man skulle styrke den jødiske selvfølelse. Og man skulle tage skridt mod forskellige regeringers støtte til opfyldelsen af zionismens mål. På kongressen blev Herzl hyldet som en Messias.
Men der var også mere kritiske hoveder. Chaim Weizmann, som siden blev en af bevægelsens ledere, var imponeret over Herzls dybe alvor, men anså ham for at være naiv og for at være gået i gang med kæmpeprojektet uden ordentlig forberedelse. Andre mente, at Herzl ville styre det hele selv.
I 1898 besøgte Herzl selv Palæstina. Anledningen var den tyske kejsers besøg. Herzl var ikke imponeret af Det hellige Land. Der var fattigt, primitivt, varmt, støvet. Den jødiske koloni Rishon le-Zion (oprettet 1882, red.) fandt han var fattig og ussel. På turen med toget fra Jaffa til Jerusalem var han syg, og han syntes, at landet så øde og uhyggeligt ud. Jerusalem var en smuk by, men stanken af råd og skidt hang i næsen. De lokale jødiske ledere undgik ham for ikke at ophidse de tyrkiske myndigheder. I Jerusalem kom Herzl i audiens hos den tyske kejser, men denne ville ikke give ham noget tilsagn om et tysk protektorat i Palæstina.

 

Andre forslag

Der var årlige kongresser, og zionismen voksede i styrke. Men hverken på den diplomatiske front eller i skabelsen af en jødisk bank med finansiel styrke var der virkelig fremgang. I 1901 var Herzl igen i audiens hos sultanen, men uden resultat. Herzl skiftede nu interesse fra Konstantinopel til London. Han kom i kontakt med ledende politikere, bl.a. Joseph Chamberlain, og flere muligheder i det engelske imperium blev luftet: Egypten, Cypern og Uganda. Egypten ville Herzl ikke til, "der har vi været". på Cypern var der problemet med grækere og tyrkere. Så var der Uganda. Herzl var tilhænger af, at man skulle undersøge sagen, men på kongressen i 1903 var det ved at komme til en splittelse. Han måtte sætte hele sin autoritet bag nedsættelsen af en undersøgelseskommision, og det blev vedtaget. Herzl døde den 3. juli 1904 og kunne ikke overvære den syvende zionistkongres, som igen lagde Uganda på hylden. Før sin død nåede Herzl at skrive en ny jødisk utopi i form af romanen Altneuland fra 1902. I denne sociale science fiction kommer vi 1923 til Palæstina , som nu er en jødisk stat. De europæiske jøder er flyttet til landet og har omskabt det til et moderne velhavende land. Hans vision er politisk interessant derved, at samfundet ikke er det kapitalistiske samfund, han havde skitseret i Jødestaten. Det er snarere en slags kooperativt samfund med fælleseje af jorden. Fabrikkerne er moderne og sunde, kvinderne er frie. Samfundet er ikke præget af religionens betydning, og rabbinat og stat er helt adskilt. Og for første gang syntes Herzl at have indset, at arab erne i Palæstina kunne blive et problem. Eller rettere et problem, som skulle løses. I hans utopi er det sket ved, at araberne er blevet rigere takket være jødernes fremskridt. Bogen røber ikke noget om, hvad de sagde til at få frataget deres land.
 

Og hvad kom der så ud af det?

Herzl var i mange henseender et tidstypisk udtryk for det jødiske borgerskab i Centraleuropa. Han var en progressiv borger. Han så bl.a. zionismen som et muligt værn mod socialismen. Socialismen og araberne i Palæstina var hans to bløde punkter.
Omtrent samtidigt med Herzl dukkede den jødiske socialisme op på den politiske scene, og det gjorde den i to former. I 1897 blev således Bund (Det almindelige forbund af jødiske arbejdere i Litauen, Rusland og Polen) grundlagt i Vilna. Og i 1898 udgav Nahman Syrkin sin bog Die jüdische Frage und der sozialistische Judenstaat. Hermed var historie og grunden lagt til to forskellige modeller for en jødisk socialistisk bevægelse. Bund repræsenterede en hel række forskelligartede tendenser, som havde det tilfælles, at de ønskede et socialistisk samfund dér, hvor de boede, altså zarens Rusland. I kampen for dette samfund ønskede de imidlertid jøderne anerkendt som et særligt folk. Derfor kæmpede de for kulturel autonomi. Kulturel autonomi betød anerkendelsen af Jiddisch som jødernes sprog samt undervisning, kulturelt liv og administration på dette sprog. De ønskede altså at forblive jøder, at kæmpe for lige ret med russere, polakker, baltere osv., men også sammen med dem at skabe et nyt samfund.
Fra Syrkins bog udgår den såkaldte arbejderzionisme. Den accepterer præmisserne i Herzls analyse, at forudsætningen for at afskaffe antisemitismen er, at jøderne får deres egen stat Palæstina. Den mener blot, at det nye samfund skal være et socialistisk samfund. Ser vi på zionismens videre udvikling fra Herzls død og frem til etableringen af staten Israel, er det slående, at det som står tilbage af hans udkast, er meget lidt. Det eneste element, som kan siges at bære frugt, er hans diplomatiske offensiv. D et var nemlig videreførelsen af dette aspekt, som skaffede Balfour-erklæringen i 1917. Chaim Weizmann videreførte dette spor i zionismens historie og med succes, må man sige. Men zionismens succes skyldtes ikke Balfour-erklæringen alene. Den er kun et mindre moment i denne succes.
 

Arbejderzionismen

Det blev ikke den borgerlige zionisme, som sikrede den en massebasis, men arbejderzionismen Uden den var det ikke gået. Og det blev dens organisationer og partier, som kom til at tegne det "første establishment" i Israel symboliseret i David Ben Gurion. Zionismen kunne forene sig i det almene mål, som var opstillet på den første kongres. Men den samtidige tilblivelse af arbejderzionismen signalerede et forhold, som Herzl nok var klar over, men ikke ville eller kunne tage højde for: Det jødiske samfund var et klassesamfund som de samfund, jøderne boede i. Og de forskellige klasser havde forskellige interesser, kulturer og tankeformer. Vladimir Jabotinskij og hans udgave af zionismen kunne således indoptage træk fra fascismen, som lå Herzl fjernt. Jabotinskijs "revisionisme" blev det arsenal, hvorfra den jødiske terrorisme hentede sine tankeformer, Menachem Begin bl.a..
Jabotinskij havde imidlertid én fordel fremfor Herzl: han kunne godt få øje på araberne i Palæstina, og han kunne se, at de var et problem, hvis jødernes drøm skulle realiseres. Med den yderste kynisme skrev han om det, som ingen ville se. Og formulerede den politik, som zionisterne - i det hele taget - blev tvunget til at følge: fordrivelsen af araberne.
 

Bundismens skæbne

De helt afgørende grunde til at zionismen blev en succes - og efterhånden fik monopol på at repræsentere den jødiske nationale selvbevidsthed - ligger imidlertid i årsager udenfor zionismen selv. Bundismen og beslægtede opfattelser blev nemlig i mellemkrigstiden udryddet helt og holdent. Det startede med revolutionen i Rusland i 1917. Lenin havde hele tiden været modstander af selvstændige jødiske organisationer, og bolsjevikkerne videreførte denne politik. Efter revolutionen havde Bund i Rusland i realiteten valget mellem at gå i landflygtighed eller gå sammen med bolsjevikkerne. De fik i begyndelsen deres egne sektioner - jevsektia - men de blev efterhånden opløst. Den kulturelle autonomi udviklede sig til en grum parodi, da Stalin tilbød jøderne et autonomt område ovre ved Amur-floden - Birobizan - og derefter lukkede alle de jødiske organisationer. Med bolsjevismen led Bundismen sit første store nederlag.
Bund eksisterede imidlertid fortsat i Polen. Men her kom Hitler og nazisterne med den definitive løsning: udryddelse af hele den jødiske befolkning i det gamle bosætningsområde. Hermed var ethvert grundlag for kulturel autonomi naturligvis væk.
Shoa -udryddelsen af seks millioner af verdens atten millioner jøder - blev det træk i udviklingen, som gjorde zionismen til den eneste overskuelige løsning for millioner af overlevende jøder. Og da Europa og USA ikke ville løse problemet, lod Europa og USA palæstinenserne undgælde.
Herzls arv blev næppe, som han havde ventet. Og takket være faktorer, han ikke kunne have overskuet, blev hans arv alligevel meget håndgribelig. Det er nok værd at tænke på nu, da vi står ved indledningen til det, der muligvis bliver begyndelsen til en palæstinensisk stat. Hvordan vil Arafats og Herzls arv være om 50 år? Kan de overskue den proces, de forsigtigt har sat igang?
Denne artikel er oprindelig bragt i Palæstina Orientering, nr. 1, 1996