Palæstinas historie

Navnet

Palæstina, som navn på et land, har formelt ikke eksisteret siden 1948, da den nye stat Israel blev oprettet. Men så eksisterer det alligevel i navnet palæstinenserne, indbyggerne i det land, der engang var Palæstina.
Sådan har landet ikke heddet altid; det var grækernes betegnelse for landet, fordi det var der filistrene, der kom fra den græske verden, havde slået sig ned små tusind år tidligere.
Før var landet b1evet kaldt æræz Jisrael, Israels Land, fordi det var det folk, der kaldte sig Israel som dominerede landet. Og det var dette samme navn, den nye stat gav sig selv i 1948. Men landet havde eksisteret og været beboet længe, længe før der var noget, der hed Israel. Da blev det kaldt Kana'ans Land efter de folk, der beboede det, kanaanæerne.
Men Palæstina spøger altså stadig i bevidstheden, og en skønne dag bliver det måske aktuelt igen, når palæstinenserne får deres eget statsområde under det arabiske navn Falastin.

Landet

Arealmæssigt er Palæstina ikke meget større end Jylland, men alligevel kender så at sige hvert menneske noget til dets historie. Det skyldes den jødiske, den kristne og den islamiske religions tilknytning til landet. Men man kender netop historien som 'bibelhistorie' specielt for dette eneste land i verden.
Fra denne historie ved man lidt dunkelt, at landet har en historie længere tilbage end disse tre religioner, og at der boede mennesker længe før de dukkede op. I menneskers bevidsthed er Palæstina alligevel ikke som andre lande; det er noget særskilt, et bibelsk land.
Men når alt kommer til alt er Palæstina ikke noget 'særskilt' land. Både geografisk, historisk og kulturelt er Palæstina en lille del af hele det mellemøstlige område og dets historie lærer man først rigtigt at kende, når man ser det i forhold til de omliggende landes historie.
Geografisk afgrænset af Middelhavet i vest og Jordanfloden i øst er landet at opfatte som en naturlig fortsættelse mod syd af de nordlige naboer, Libanon og Syrien. Palæstina har alle dage været et fattigt land uden råstoffer. Egentligt agerbrugsland var - og er kun kystsletten og den store Jezre'el slette, der strækker sig tværs over landet mellem Galilæas og Samarias højlande.
Men i historisk tid - og det vil sige tilbage til det 3.-4. årtusind f.Kr. - havde Palæstina betydning som forbindelsesvej mellem oldtidens to politiske og kulturelle stormagter: Egypten i vest og Assyrien/Babylonien i øst.
I krig og fred gik hærvejen og handelsvejen netop langs kystsletten, gennem bjergpasset ved Megiddo, hen over Jezre'el sletten, over Jordanfloden og videre mod nord gennem Syrien. Og naturligt nok fik dette konsekvenser både politisk og kulturelt for udviklingen i Palæstina.

 

Fra bystater til nationalstat: Kong Davids rige 1000 f.kr.

Hele dette landområde mellem de to stormagter var ikke delt op i forskellige nationalstater med faste landegrænser. Der var tale om en del 'bystater' af kortere og længere varighed, større byer med deres tilgrænsende områder med deres lokale regenter, bykonger.
De lå næsten alle sammen langs den internationale handelsvej eller andre vigtigere samfærdelsveje; de var uafhængige af hinanden og ikke sjældent i krig med hinanden.
I de ubeboede områder mellem disse bystater færdedes nomadestammer med deres kvægflokke.
Sådan var også forholdene i Palæstina. Men som århundrederne gik, koncentreredes magten mere og mere henimod en egentlig statsdannelse, Hvornår denne udvikling fuldbyrdedes i Palæstina kan ikke siges med bestemthed.
Står historiefortællingen i Det gamle Testamente til troende, så er det sket omkring 1000 f.Kr. med David, som erobrede Jerusalem og gjorde sig selv til konge i det land, som han kaldte Israels Land og over det folk, som kaldte sig Israels Folk. Og kronen på værket blev det tempel hans søn og efterfølger - Salomon - lod opføre i Jerusalem for Israels eneste og suveræne Gud, Jahve.
Som sagt: Det er tvivlsomt, hvor meget af dette der holder, for en historiekritisk analyse; men der er i al fald ikke tvivl om, at der er tale om en glorificerende idealisering af fortiden. Og Det gamle Testamentes ideologi om et israelitisk folks eksistens fra patriarkernes tid med Abraham i spidsen, som har fået Palæstina, Det forjættede Land, som opfyldelsen af Jahves løfte til sagnfiguren Moses er hentet ud af den blå luft. Men dermed ville altså Israel legitimere sin ejendomsret til landet - og det gør rettroende zionister den dag i dag!
Men en israelsk nationalstat eksisterede altså op gennem de følgende århundreder, størstedelen af tiden ganske vist under politisk dominans eller ligefrem militær besættelse af de omgivende stormagter - fra det 6. århundrede f. Kr. endog af en persisk stormagt under kong Kyros.'
 

Hellenismen: Den græske indflydelse

Med den græske kong Alexander den Stores sejrrige felttog mod perserne i sidste fjerdedel af 4. årh. f. Kr gennem det orientalske Mellemøsten helt over til Indien indledtes en ny æra - også for Palæstina og dets jødiske folk.
For første gang i historien gjorde indflydelsen fra den græske verden i vest sig gældende i orienten - og altså også Palæstina. Ikke blot politisk, men også kulturelt og religiøst. Ikke sådan at forstå, at man afskrev den jødiske religion - tværtimod var der mange, der klamrede sig endnu stærkere til de fædrene traditioner - men sådan at græsk filosofi og tankegang, ja, endog det græske sprog kom til at sætte sit præg på den jødiske verden.
Der var dem, der temmelig uforbeholdent sluttede op om græsk kulturverden som en mere moderne, fri og progressiv livsform. Det førte gradvis til en opsplittelse af jødedommen i egentlige partidannelser; bedst kendt er saddukæere og farisæere.
Synlige vidnesbyrd om den hellenistiske indflydelse er de mere og mindre velbevarede ruiner af paladser, templer, badeanlæg, sportsanlæg af enhver art, højere læreanstalter.
Alexanders store enhedsrige holdt kun hans egen tid ud. Efter hans død splittedes det op i flere regioner mellem hans ledende generaler, og der fulgte et par århundreder med rivaliseringer og indbyrdes kampe.
Palæstina kom under kontrol af herskerslægten i Syrien, seleukiderne, og det udviklede sig til et voldeligt forsøg på at tvangshellenisere det jødiske folk og tilintetgøre jødisk kultur og religion.
Det medførte naturligt nok en national vækkelse og væbnet opstand, anført af makkabæerslægten, og det lykkedes at løsrive Palæstina fra det syriske herredømme. Men det varede kun godt hundrede år.
 

53 f. kr.: Rom overtager magten i Palæstina

Fra vest begyndte Rom at gøre sin militære magt gældende og fik langsomt herredømmet over hele det aleksandrinske imperium, og i 53 f.Kr. blev også Palæstina lagt ind under den romerske imperiale magt.
En vis underdanig selvstændighed bevarede landet under Herodesslægten, som lydigt underkastede sig Roms vilkår. Under de vilkår fik Herodes den Store nådigst kongetitlen, men reelt var magten Roms.
Kulturelt betød det ikke nogen større forandring i levevilkårene. Der er ikke tale om nogen selvstændig romersk kultur; Rom overtog simpelthen den hellenistiske kulturverden med dens monumentale bygningsværker. De romerske guder var stort set de samme som de græske, blot under andre navne: Zeus blev til Jupiter, Artemis til Diana osv.
Når blot indbyggerne forholdt sig i ro, havde de lov til at passe deres religiøse sædvaner i Herodes' prægtige nye tempel i Jerusalem. Hvad det drejede sig om for romerne var, at skatter og afgifter blev betalt til tiden.
Jødiske partier som saddukæere og farisæere forholdt sig mere eller mindre afventende over for romermagten. Der var andre kredse, som isolerede sig i en ortodoks rettroenhed over for det, de anså for at være jødedommens eksistensgrundlag: Moseloven.
For et halvt århundrede siden lærte man gennem skriftfund i huler nede ved Det døde Hav essæersamfundet at kende som et isoleret broderskab, der i trofasthed over for den fædrene lov afventede verdens nært forestående undergang og den endelige dom over verdens fortabte og frelse for de udvalgte trofaste.
Men der var også oprørske nationalistiske kredse, der så kamp mod det romerske herredømme som en betingelse for, at den endelige frelse kunne oprinde med messiasrigets frembrud. Lejlighedsvis kom det til lokale opstande. Men i 65 e.Kr. kom det til et samlet landsopgør, som det tog det romerske militær flere år at få slået ned, og som endte med en omfattende ødelæggelse af Jerusalem og tilintetgørelse af det jødiske tempel.
Endnu et oprørsforsøg 139 e.Kr. blev slået ned med voldsomhed, og nu markerede den romerske kejser Hadrian den jødiske nationalstats ophør ved at lade Jerusalem genopbygge under et nyt navn: Aelia Capitolina og formene jøder adgang til byen.
 

Palæstina skifter religion: Den byzantinske tid

Det var under det romerske herredømme, der skete en af de forandringer der har haft så stor betydning for Palæstinas historie:
Landet skiftede religion. Gennem århundreder havde det været jødedommen i dens forskellige afskygninger, der havde været den dominerende, så at sige autoriserede religion.
Nu blev den langsomt afløst af kristendommen. Det er det, man i den kristne verden markerer ved at tale om århundrederne før og efter Kristus, sådan at Jesu fødsel sættes til år O.
Ikke sådan at forstå, at landet var blevet tømt for sine jødiske indbyggere og, at der nu indvandrede andre folk, som kaldte sig kristne.
Jøder var flygtet eller blevet fordrevet under de jødiske oprør mod Rom. Mange var også udvandret frivilligt og havde etableret jødiske kolonier overalt i Middelhavsverdenen. Men i hovedsagen var befolkningen forblevet den samme.
Der sker 'blot' det, at størstedelen af den i løbet af et par århundreder slutter sig til den nye Jesus-bevægelse.
Snarere end en helt ny og anderledes religion kan man tale om disse Jesus-tilhængere som jødiske dissidenter. Jesus selv var jøde, alle hans disciple var jøder, og der er intet, der tyder på, at Jesus har opfattet sig selv som religionsstifter.
Det var i grunden heller ikke Palæstina, der blev toneangivende i den religiøse udvikling. Det nye budskab bredte sig ud over det romerske imperium med opslutning fra jødiske samfund, mere og mere også fra det romerske 'hedenskab'.
I by efter by opstod der kristne menigheder, navnlig i Lilleasien og Grækenland. Efterhånden som de voksede sig større og stærkere begyndte romermagten at føle dem som en trussel, fordi det blandt dem bredte sig den opfattelse, at ikke den romerske kejser, men kun Gud var deres egentlige herre, som kunne være genstand for tilbedelse, og det førte de første 2-300 år til blodige lokale forfølgelser. Men "martyrernes blod blev kristendommens udsæd" har man sagt.
Kristendommen bredte sig, og det blev efterhånden klart, at den var kommet for at blive. I slutningen af det 4. århundrede er kristendommen blevet en statsanerkendt og statsautoriseret religion.
Samtidig begyndte det romerske imperium at knage i fugerne med rivaliserende kejsere. Magtcenteret flyttede længere mod øst, og i begyndelsen af det 4. århundrede gjorde Konstantin den Store byen Byzans ved Bosporusstrædet til sin hovedstad i et østromersk rige under navnet Konstantinopel. Her residerer så også overhovedet for den kristne kirke i den østlige verden, den græsk-ortodokse kirke.
Men var Palæstina ikke toneangivende religiøst og kirkepolitisk, så var landet dog Jesu fædreland. I Betlehem var han født, i Jerusalem havde romerne ladet ham korsfæste, og her var han også stået op fra de døde.
Ikke blot landets kristne menigheder men hele den kristne verden søgte Jesu fodspor, og kirkebygninger rejstes til minde om så dette og så hint. Vigtigst var Gravkirken (også kaldet Opstandelseskirklen) i Jerusalem og Fødselskirken i Betlehem.
En veritabel valfarts- og pilgrimsindustri udviklede sig og bragte velstand til landet. Jo, Palæstina var blevet den kristne verdens centrum.
 

638 (e.kr): Islam

I det 7. århundrede skifter billedet igen, men denne gang er der tale om følgerne af krigeriske erobringer. Fra den arabiske halvø rykker arabiske hære ind i det byzantinske Mellemøsten og forbavsende hurtigt lykkes det dem at gøre sig til herrer.
638 overgiver Jerusalem sig, og der går ikke hundrede år, før de har underlagt sig hele området fra Persien i øst gennem Nordafrika til Atlanterhavet i vest, ja i nogle århundreder var også Spanien under arabisk herredømme.
Erobrerne kom med en ny religion, Islam, et arabisk ord, der betyder hengivelse, nemlig i Guds vilje. Religionsstifteren hed Muhammed; han blev betragtet som Guds profet, den sidste i rækken af Guds sendebud til mennesker.
Det betød, at Muhammed anerkendte profetskikkelserne i Det gamle Testamente, men også Jesus som profetiske åbenbarere. Ingen af dem havde dog fået åbenbaret Guds inderste væsen; det havde først Muhammed, og efter ham ville der ikke komme flere.
Islam markerede hurtigt sin overtagelse af den 'hellige' by Jerusalem med opførelse af al Aqsamoskeeen på den ophøjede platform, hvor i sin tid det jødiske tempel havde ligget. Den blev - og er stadig - Islams tredjevigtigste helligdom.
Det betød, at den byzantinske kristenhed kunne finde tilknytningspunkter i den nye religion. Og i øvrigt kom de muslimske arabere ikke med bål og brand og religionsforfølgelse.
Befolkningen i de erobrede områder behøvede ikke at flygte, men kunne blive i deres byer og landsbyer, hvor Slægten havde hørt hjemme gennem århundreder.
Men ganske langsomt sluttede mange sig til den nye religion, og resultatet var, at Palæstina sammen med resten af det byzantinske Mellemøsten i løbet af hundrede år var blevet muslimsk domineret af kalifer, Muhammeds efterfølgere, først med hovedsæde i Damaskus, senere i Bagdad.. Men rundt om i landet var der mindre og større enklaver af jødiske og kristne mindretal, som har fastholdt deres fædrene traditioner.
Og sådan forblev forholdene i Palæstina helt frem til Første Verdenskrig med de radikale ændringer, som den medførte i Mellemøsten i det tyvende århundrede.
 

1099-1200: Korstogstiden

Et intermezzo i hele denne historie blev det 12. århundrede, da europæiske korstogsriddere hærgede i Mellemøsten. Det var en religionskrig mellem kristne og muslimer. Det land Palæstina, som havde været kristenhedens vugge var nu besat og besudlet af de 'vantro' muslimer. Nu skulle der renses ud og kristenheden genetableres. Det var parolen.
Ja, der var religiøse bevæggrunde: Deus vult, Gud vil det!! var feltråbet. Går man hele historien nærmere efter, viser der sig andre motiver, økonomiske, politiske, sociale. Men lad det være.
For Palæstinas vedkommende kom det i al fald som et fanatisk religiøst udslag af vestlig magtudfoldelse med en uhørt voldsomhed og brutalitet.
1099 blev Jerusalem erobret under et overdådigt blodbad på dens jødiske og muslimske indbyggere, og 1.juledag år 1100 blev Baldwin (eller: Baudoin) i Fødselskirken i Betlehem kronet til konge over kongedømmet Jerusalem.
Det blev et intermezzo i historien, og det varede knap hundrede år. Salah ed Din fik samlet en hær i de arabiske lande, som i 1187 gjorde en ende på korsherredømmet i Palæstina, og flertallet af de resterende korsriddere fortrak, foreløbig til andre dele af Middelhavsverdenen.
Landet kunne vende tilbage til sin muslimske fortid, stadigvæk med bevarelse af jødiske og kristne minoriteter. Periodens efterladenskaber var mere og mindre ruinerede rester af kirker og borge, som man kan studere den dag i dag.
Men en virkning har dette intermezzo haft på den videre historie: en dybtfølt mistænksomhed eller ligefrem udtalt had mellem Islam og den kristne vestlige verden. Og jeg er ikke i tvivl om, at dette had er en væsentlig del af grundlaget for det misforhold mellem de to religioner, som råder endnu i vore dage. Der skal megen velvilje og ikke så lidt opdragelse til, før danskere (og så er det såmænd lige meget om de kalder sig kristne eller ikke) lærer at respektere muslimske indvandrere i Danmark - ja, og for en del også omvendt!
 

1517: Osmannisk-Tyrkiske herredømme

Et par hundrede år senere indtraf igen en politisk omvæltning. Fra det indre af Asien var tyrkiske stammer trængt ind i de nordlige dele af Mellemøsten, og derfra rykkede de videre mod vest gennem Lilleasien, resterne af det byzantinske imperium. 1453 indtog de Konstantinopel, som nu i det tyrkiske sprog blev til Istanbul. De drog også videre ind i Europa, helt op til Østrig, inden de blev presset tilbage.
Men fra Konstantinopel udstrakte de også deres magt over hele den arabiske verden. 1517 fik de herredømmet over Palæstina, og derfra fortsatte de mod vest og fortsatte videre vest gennem Nordafrika. Et osmannisk-tyrkisk imperium var dannet, og det kom til at bestå i 400 år.
På en måde var der tale om en videreførelse af det byzantinske imperium, som i sin tid jo blot havde taget over fra det romerske imperium. I ingen af tilfældene havde der været tale om udryddelse af et folk og invasion af nye folkeslag.
I det store og hele var landets indbyggere efterkommere gennem talløse slægtled af dem, der i årtusinder havde levet i landet, men som gennem tiderne var blevet administreret af skiftende mere og mindre tyranniske regimer og under forskellige religiøse overtoner. Men denne gang var der en forskel. De nye magthavere kom ikke med en ny religion.
Gennem deres erobrende vandringer fra Asien ind i det muslimske Mellemøsten havde de antaget den muslimske religion. Derfor skulle de jo være brødre til dem, de udøvede deres magt over.
Alligevel var der en forskel. Godt nok var de muslimer. Men de var ikke arabere. De var tyrkere, der talte tyrkisk og havde deres egen tyrkiske kultur. Mere og mere fornemmedes det som et fremmedherredømme og i begyndelsen af 20. århundrede gjorde man oprør.