Transfertanken blev i Europa ikke mødt med nogen særlig form for skepsis. Her var man dybt præget af den forestilling, at folkeslag uden for den europæiske kulturkreds nærmest naturgivent måtte vige pladsen til fordel for den europæiske civilisations udbredelse. Zionisteme mente, at de havde ret til at kolonisere Palæstina, fordi man - som Menahem Ussishkin9 udtrykte det i 1930 - havde "større og ædlere mål end beskyttelsen af adskillige hundrede tusinder arabiske fellaher."10 Det var en evolutionistisk tankegang, der rent videnskabeligt blev underbygget af forestillingen om den hvide races overlegenhed, og som opererede med begreber som "laverestående kulturer" og eksistensen af "den vilde".

Det var således helt i tråd med tidsånden, da Theodor Herzl i sin bog Der Judenstaat fra 1896 kaldte zionismen for "kulturens forpost mod barbariet". 11 Datidens syn på Palæstina-araberne som størrelser, der levede på et tidligere og dermed lavere stadium i den menneskelige udviklingshistorie, træder tydeligt frem hos forfatteren Moshe Smilansky, der emigrerede til Palæstina i 1890: "Lad os ikke være for familiær med den arabiske fellah, så vores børn overtager deres manerer og lærer af deres modbydelige bedrifter. Lad alle dem, som er trofaste overfor Toraen undgå modbydeligheder og det som ligner, og holde afstand fra fellaherne og deres usle egenskaber."12

På trods af, at zionismen på mange punkter var et produkt af sin tid, var der alligevel enkelte, der påpegede dens konfliktskabende natur og tog afstand fra pioneremes åbenlyse racisme. Denne kritiske "opposition" bestod af en yderst broget skare af zionister, der alle havde det tilfælles, at de lagde mere vægt på kulturelle og åndelige jødiske værdier end på oprettelsen af en verdslig nationalstat. En af de mest kendte kritikere fra denne periode er den russiskfødte filosof Ahad Ha'am (Asher Zvi Ginsberg) , der i 1891 i sin rejseberetning fra Palæstina skrev: "Palæstina er ikke et ubeboet land og kan kun skabe et hjem for en meget lille del af jøderne, som lever spredt ud over hele verden. De, der slår sig ned i Palæstina, må fremfor alt søge at vinde palæstinensernes venskab ved at nærme sig dem høfligt og med respekt. Men hvad er det, vores brødre i Palæstina gør?

Præcis det modsatte ... De behandler araberne med fjendtlighed og grusomhed, berøver dem deres rettigheder på uærlig vis, sårer dem uden grund og bryster sig så bagefter af sådanne handlinger. Og der er ingen, der angriber denne foragtelige og farlige tendens ... Vi tror, alle arabere er vilde mennesker, der lever som dyr og ikke forstår, hvad der sker omkring dem. Dette er imidlertid en stor misforståelse".13

Når Ahad Ha'am i sin rejseberetning gjorde opmærksom på, at Palæstina var beboet, hang det sammen med, at zionisterne "hjemme" i Europa forsøgte at give omgivelserne indtryk af, at landet var tomt. For som Israel Zangwill udtrykte det i 1920: "Der er ikke noget arabisk folk, der lever i intim forening med landet, udnytter dets ressourcer og præger det i nogen særlig grad: Der er allerhøjst en arabisk lejrplads".14 Så med datidens civilisationsforståelse kunne man hævde, at landet var "tomt" eller "øde". De zionistiske ledere var imidlertid udmærkede klar over de demografiske realiteter i Palæstina. Zangwill, der selv havde besøgt Palæstina i 1897, sagde i 1905 til en gruppe britiske zionister: "Palæstina har egentlig allerede sine indbyggere."15

Myten om "det tomme land" spillede en central rolle i zionisternes forsøg på at få folkelig opbakning til idéen om en jødisk stat i Palæstina. Vi kender det ikke mindst fra sloganet: "et land uden folk til et folk uden land".

I en tale i Paris 1914 sagde Ben Gurion: "... der er et land der tilfældigvis hedder Palæstina, et land uden et folk, og på den anden side eksisterer det jødiske folk, og det har intet land. Hvad andet er der at gøre end at sætte kronen på værket; at forene dette folk med landet?"16

Efter mange års diplomatisk aktivitet fik zionisterne i 1917 deres endelige gennembrud. Det skete ved, at England - der få år senere fik tildelt Palæstina som et såkaldt mandatområde - udsendte Balfour-erklæringen, hvori der bl.a. stod: [England] "ser med velvilje på oprettelsen af et nationalhjem i Palæstina for det jødiske folk..." Den banede vej for en mere realistisk og pragmatisk diskussion af det, som i zionistisk terminologi gik under betegnelsen "Det arabiske spørgsmål". Tidligere havde spørgsmålet om transfer haft en visionær karakter, men blev nu i kraft af de nye omstændigheder sat på den realpolitiske dagsorden. Flere stod herefter frem og advokerede åbenlyst for transfer. Ikke mindst Zangwill, der i slutningen af 1918 og i begyndelsen af 1919 skrev flere artikler, hvor han påpegede nødvendigheden af, at Palæstinaaraberne enten frivilligt forlod Palæstina eller gradvist blev tvangsforflyttet til de øvrige arabiske lande.

Debatten blev i kølvandet på Balfourerklæringen så løssluppen, at den zionistiske ledelse udbad sig en større grad af diskretion under hensynstagen til emnets kontroversielle karakter. Man undlod derfor også på behørig vis under Versailles-forhandlingerne 1919 eksplicit at nævne transfer. Men bag kulisserne blev der ikke lagt skjul på de zionistiske intentioner.

William Bullitt, der var medlem af den amerikanske delegation, har senere beskrevet, hvordan han flere gange var sammen med kollegaer fra den zionistiske delegation, bl.a. Weizmann, hvor man uden for dagsordenen drøftede forskellige transferplaner: "Mens Palæstina bliver en jødisk stat, skal den store irakiske dal ... opdyrkes ved hjælp af en planmæssig overrisling ... og araberne fra Palæstina vil få tilbudt landet ... så mange som muligt skal overtales til at ernigrere".17

Det eneste, der under forhandlingerne officielt blev sagt, var Weizmann's senere så berømte ord: "Palæstina skal blive lige så jødisk, som England er engelsk." 18

En forudsætning for at kunne gennemføre transfer var, at det skete i overensstemmelse med kolonimagten England. Zionisterne lod derfor ved flere lejligheder briterne forstå, at den eneste løsning på de tiltagende uroligheder i Palæstina var en adskillelse af de jødiske og de ikke- jødiske befolkningsgrupper.

I løbet af foråret 1930 var Weizmann beskæftiget med at udarbejde en plan, der senere skulle blive kendt under navnet "Weizmann-Rutenberg planen". Idéen var - iflg. Weizmann's egne notater - at zionisterne ville låne penge ud til en genbosættelse af Palæstina-araberne i Transjordanien. Planen - som i dag stadig er klassificeret arkivmateriale - var en af de første transferplaner, der konkret blev forelagt England. De afviste den imidlertid, idet de vurderede, at den var forbundet med alt for store udgifter; og desuden var den uigennemførlig ikke mindst på grund af den voldsomme modstand, der i stigende omfang kom til udtryk blandt Palæstina-araberne.

Trods den britiske uvilje arbejdede zionisterne i løbet af 30'erne videre for at finde frem til en holdbar løsning på "det arabiske spørgsmål". Her spillede ikke mindst forhandlingerne med den arabiske verden en vigtig rolle.

Forhandlinger mellem zionister og forskellige arabiske ledere og politikere kan spores helt tilbage til 1919, hvor det rent faktisk lykkedes at indgå en aftale med prins Faisal. Han var villig til at støtte jødisk immigration til Palæstina, hvis zionisterne til gengæld ville give hans fremtidige stat økonomisk og teknisk bistand.19 I 1937 var der lignende forhandlinger med emir Abdallah af Transjordanien og i 1939 med den saudiske konge Abd al-Aziz Ibn Saud. Ligeledes rejste zionisterne i løbet af 30'erne til Irak og foretog lobbyarbejde blandt irakiske politikere. Baggrunden for tilnærmelserne til den arabiske verden var - som allerede Motzkin påpegede i 1912 - at en løsning nødvendigvis måtte søges i en større arabisk kontekst.

Det er også her, man delvist finder svaret på, hvorfor den zionistiske ledelse ikke ønskede alt for stor offentlighed om transferspørgsmålet. Det var naturligvis - ikke mindst i den arabiske verden - et meget følsomt og kontroversielt emne og skulle, for ikke at skabe et dårligt forhandlingsklima, behandles med stor varsomhed. Partiet Ahdut Ha'avodah, der var forløber for det zionistiske arbejderparti Mapai, pålagde derfor også i midten af 1920'erne partiets medlemmer at "undgå al omtale af det arabiske spørgsmål i parti-manifester og politiske udtalelser."20

Da hverken forhandlinger med araberne eller den britiske vilje levede op til zionisternes krav, begyndte man i løbet af 1930'erne i stigende grad at fokusere på en rent militær løsning. Chaim Arlosoroff, der var direktør for Jewish Agency Political Department21, sendte den 30. juni 1932 et brev til Ben-Gurion, hvori han gav en vurdering af de aktuelle demografiske og politiske forhold. Han skrev bl.a:

"Araberne er ikke længere stærke nok til at ødelægge vores position, men anser stadig sig selv stærke nok til at oprette en arabisk stat. [Vi må sikre, at] det reelle magtforhold forhindrer enhver mulighed for etableringen af en arabisk stat i Palæstina ... Araberne vil [herefter] være ude af stand til at hindre det jødiske samfund i at vokse, [og] der vil herske en ligevægt mellem de to folk, baseret på reel magt, og en aftale der løser problemet [vil være mulig] ... Under de nuværende forhold vil zionismen ikke kunne realiseres uden en overgangsperiode, hvor den jødiske minoritet måtte udøve organiseret revolutionært styre ... hvorunder statsapparatet, administrationen og det militære establishment måtte ligge i minoritetens hænder".22

Indførelsen af mindretalsstyre vakte imidlertid ingen begejstring blandt de zionistiske ledere og Arlosoroff skriver da også i sit brev, at dette "ligner en bestemt politisk tankegang, som vi altid har afvist."23 Man ønskede med andre ord ikke en sydafrikansk model, men arbejdede strengt indenfor den zionistiske doktrin: "jødisk jord" og "jødisk arbejde".

1 1936 udbrød "Det store arabiske Oprør", og det var med til at bestyrke den zionistiske ledelse i, at "det arabiske spørgsmål" kun kunne løses ved militær magt.

Ben-Gurion spurgte i 1936 retorisk, under et møde i Mapai's centralkomité: "Hvad kan tvinge araberne til en fælles forståelse med os?" og svarede selv: "Kendsgeminger ... kun når vi har været i stand til at etablere en stærk jødisk kendsgerning i dette land ... kun da vil betingelserne for at diskutere med araberne være tilstede".24

Zionisterne havde allerede i 1920 oprettet undergrundshæren Haganah og fik i 1936 lov til at oprette endnu en militær styrke. Hvor Haganah aldrig formelt var accepteret af briterne, fik den nye styrke, Notrim både våben og træning og blev hurtigt en del af det britiske militærapparat, der bekæmpede det arabiske oprør.

I midten af 30'erne var arbejderzionisterne således i overensstemmelse med revisionisten Jabotinsky, der i 1925 skrev essayet: "Den jernhårde lov": "Hvis du ønsker at kolonisere et land, hvor der allerede bor mennesker, må du foretage en besættelse af landet eller finde en stedfortræder, der på dine vegne vil foretage besættelsen ... Zionismen er et kolonialistisk eventyr, og derfor står og falder det med spørgsmålet om væbnede styrker".25

De højre-radikale zionister - der i 1925 samlede sig i Revisionistpartiet - havde gennem flere år været åbenlyse tilhængere af, at man simpelthen fordrev araberne ikke bare fra Palæstina, men også fra Transjordanien, som man mente også var omfattet af Balfour-erklæringen26, en opfattelse, der i princippet blev delt af arbejderzionisterne. Derfor mente man også, at der var afgørende forskel på, om man blot ville flytte araberne til Transjordanien eller til et af de øvrige arabiske lande. For som Ben-Gurion spurgte i oktober 1936, under et møde i Jewish Agency's forretningsudvalg: "Hvis det var tilladt at flytte en araber fra Galilæa til Judæa, hvorfor er det så umuligt at flytte en araber fra Hebron til Transjordanien, som er meget tætteré på?" 27

Det, der for alvor placerede spørgsmålet om transfer øverst på den zionistiske dagsorden, var briternes delingsforslag i 1937. Forslaget, der indeholdt en såkaldt befolkningsombytning, var resultatet af Peel-kommisionens undersøgelse af baggrunden for det palæstinensiske oprør (1936-39).

Konklusionen på rapporten, der blev offentliggjort den 8. juli 1937, var, at mandatet ikke fungerede, og at man derfor ønskede en deling af landet i to separate stater. "Den ene en arabisk stat bestående af Transjordanien og den arabiske del af Palæstina, og den anden en jødisk stat".28 "Befolkningsombytningen" bestod i, at de omkring 225.000 arabere, der boede i den foreslåede jødiske stat, blev "udvekslet" med de omkring 1.250 jøder, der boede i den foreslåede arabiske stat.29 Peel-kommissionen understregede, at "ombytningen" helst skulle foregå fredeligt, men om nødvendigt måtte ske ved tvang. Zionisterne havde således med BenGurion's ord "fået en mulighed, vi ikke i vores vildeste fantasi turde drømme om."30

Selvom delingsforslaget umiddelbart kunne ligne en Guds gave til zionisterne, var dette dog langtfra tilfældet. Forslaget var derimod resultatet af et effektivt zionistisk lobbyarbejde over for kommissionen, der ankom til Palæstina d. 11. november 1936. Lobbyvirksomheden bestod bl.a. i en række uformelle samtaler mellem kommissionens medlemmer og den zionistiske ledelse, der fremkom med adskillige konkrete "løsningsforslag". F. eks. overbragte Jewish Agency marts 1937 en hemmelig plan, der bl.a. foreslog, at man "samlede [herding together] de eksisterende arabiske byer og befolkningsgrupper [their concentration] for at kunne rømme deres områder til fordel for jødisk kolonisering". Og i tilfælde af, at araberne nægtede og ydede modstand, skulle "regeringen [England] tvinge dem til at udveksle jord og flytte fra et sted til et andet".31

Det forslag, der imidlertid gjorde mest indtryk på kommissionen, blev stillet maj 1937 i et memorandum fra Jewish Agency og indeholdt et særligt punkt vedrørende palæstinensernes flytning til Transjordanien. At forslaget har haft indflydelse på kommissionens medlemmer, kan man bl.a. læse i formanden for Jewish Agency's Political Department, Moshe Shertok's dagbog. Den 12. juni 1937 omtaler han en samtale med den amerikanske generalkonsul i Jerusalem, George Wadsworth:

"Vi snakkede om spørgsmålet vedrørende en deling i forbindelse med Transjordanien. Wadsworth sagde, at han vidste, at regeringen [den engelske] var meget imponeret af det forslag, som var indeholdt i det memorandum, som vi havde forelagt "Den kongelige Kommission", og som handlede om transfer af araberne fra det vestlige Eretz Yisrael [d.v.s. Palæstina] til Transjordanien for at rømme området til nye jødiske bosættere. De så virkeligt dette forslag som en konstruktiv plan".32

Omtrent samtidig med, at Peel-kommissionens rapport blev offentliggjort, blev der i Zürich i Schweiz afviklet to store zionistiske kongresser. På begge stod delingsforslaget øverst på dagsordenen, det var her, man tog stilling til Peel-kommissionens anbefalinger. Diskussionerne giver et helt enestående indblik de overvejelser, zionisterne gjorde sig forbindelse med delingsforslaget og ikke mindst, hvordan de forholdt sig ti spørgsmålet om transfer.

På arbejderzionisternes verdenskongres, der åbnede d. 29. juli, sagde Berl Katznelson, der ironisk nok ofte er blevet kaldt arbejderzionismens samvittighed:

"Min samvittighed er absolut ren i denne sag. En fjern nabo er bedre end en nær fjende. De [palæstinensernel vil ikke tabe noget ved at blive flyttet, og vi vil sandelig heller ikke miste noget derved. Når alt kommer til alt, er dette en politisk og bosættelsesmæssig reform, der tjener begge parter. Jeg har længe været af den mening, at dette er den bedste af alle løsninger, og i dagene under urolighederne [oprøret 1936-39] var jeg sikker i min overbevisning om, at dette måtte ske en dag. Men det er aldrig faldet mig ind, at transfer "til uden for Israels land" blot betød omegnen af Nablus. Jeg har altid troet og gør det stadig, at de var bestemt til at skulle flyttes til Syrien eller Irak".33

Selv blandt de mere venstreorienterede zionister, f.eks. Aharon Zisling, der i 1948 blev formand for Mapam, var der ingen tvivl om, at transfer både var nødvendig og moralsk forsvarlig. Zisling sagde fra talerstolen:

"Jeg bestrider ikke vores moralske ret til at forsvare en befolkningsudveksling. Der er intet moralsk i vejen med et forslag, hvis mål er at tillade en udvikling af nationalt liv ... Men den enkelte araber vil holde på dette land med sine fingernegle ... brugen af magt vil være den eneste mulighed, der står tilbage: en rydning med "automatiske rifler" ... Dette vil bestemt betyde krig".34 Derfor var det, iflg. Zisling, bedre at skyde en transfer ud i fremtiden, hvor den forhåbentlig ville blive nemmere at gennemføre.35

Golda Meir, der var formand for den jødiske fagforening Histadrut, sagde: "Også jeg ønsker araberne ud af landet, og min samvittighed ville være absolut ren. Men er der en mulighed [uden arabisk samtykke og uden britisk assistance?]", 36

På den 20. Verdenszionistkongres, der startede d. 3. august 1937, var man også enige om det nødvendige og moralsk forsvarlige i transfer - samt stærkt utilfredse med, at Palæstina skulle deles. Også her koncentrerede debatten sig om nogle rent praktiske problemer i forbindelse med transfer.

En af Mapai-lederne, Yosef Baratz, sagde i den forbindelse: "Jeg selv tror ikke på, at vi er i stand til at overflytte hver eneste af de 300.000 araber ... Men jeg går da ud fra, at en del vil blive flyttet".37

Diskussionen endte med en principiel afvisning af delingsforslaget. I stedet vedtog man en resolution, der gav Jewish Agency's forretningsudvalg bemyndigelse til - på baggrund af Peel-kommissionens forslag - at indlede forhandlinger med England med henblik på oprettelsen af en jødisk stat. Med 299 stemmer for og 160 imod blev resolutionen vedtaget, og det var således arbejderzionismens pragmatiske linie, der kom til at præge kongressens endelige udfald. De revisionistiske zionister havde fra starten kategorisk afvist forslaget.

Deres leder, Jabotinsky, sagde ligeud: "Et hjørne af Palæstina, en "kanton". Hvordan kan vi love at være tilfredse med det? Det kan vi ikke. Aldrig. Svor vi tilfredshed ville det være løgn ... Vi tror ikke på kompromis på denne måde ... Der findes kun et kompromis ... [at] Palæstina transformeres til en jødisk stat".38

Men bag zionisternes uenighed lå en fælles forståelse af det zionistiske projekts overordnede målsætning: En jødisk stat i hele det område, der tidligere var inkluderet i det britiske Palæstina-mandat. Weizmann havde således allerede d. 14. marts 1937 overfor den britiske Højkommissær A. Wauchope erklæret: "Vi vil ekspandere i hele landet i løbet af nogen tid ... dette [delingsplanen] er kun et arrangement for de næste 25 til 30 år".39 Og Ben Gurion skrev i sin dagbog: "Accepten af delingen forpligter os ikke til at opgive Transjordanien. Ingen kan forlange af nogen, at de skal opgive deres vision."40

På baggrund af resolutionen og i, forventning om fremtidige forhandlinger med England oprettede Jewish Agency i november 1937 den såkaldte "Population Transfer Committee", som skulle fungere som et ekspertudvalg. Komitéen bestod af en lang række fremtrædende personer inden for Yishuv,41 heriblandt Yosef Weitz, der senere kom til at spille en fremtrædende rolle i udviklingen af den zionistiske transferpolitik. Allerede på deres andet møde, d. 21. november, var der udarbejdet konkrete transferplaner. Weitz indledte mødet med at sige:

"Transfer af den arabiske befolkning fra den jødiske stats område tjener ikke blot ét formål - at formindske den arabiske befolkning. Den tjener også et andet ikke mindre væsentligt formål, som drejer sig om at rømme jord, der på nuværende tidspunkt ejes og dyrkes af araberne, for at frigøre det til jødiske indbyggere".42

Weitz ønskede derfor først og fremmest at flytte den arabiske landbefolkning, "selvom deres transfer ville være mere vanskelig end bybefolkningens."43 Hans målsætning var at "reducere [den arabiske] befolkning med en tredjedel i løbet af 2-3 år."44

I diskussionen om, hvilken strategi man skulle anvende for at få fjernet araberne så gnidningsløst som muligt, indgik et omfattende demografisk forskningsmateriale. Bl.a. Eric Mills' tobinds værk fra 1931, "Census of Palestine", der på daværende tidspunkt var en af de mest præcise kortlægninger af det palæstinensiske samfund. Og i begyndelsen af 1938 fik man britisk tilladelse til at kopiere mandatmyndighedernes arkivmateriale, der bl.a. indeholdt oplysninger om jordejerforhold, herunder registreringen af 400.000 jordlodder i 400 landsbyer. Man forsøgte således at erhverve sig et præcist billede af det palæstinensiske samfund for at kunne udvikle den optimale transferplan. Projektet involverede kartografer, økonomer, landmålere, landbrugseksperter, jordopkøbere o.s.v

At dømme efter antallet af eksperter, der tog del i komitéens arbejde og omfanget af de beregninger og analyser, der indgik i de forskellige forslag, antog transferforberedelserne i denne periode nærmest videnskabelig karakter.

I januar 1938 besluttede den engelske regering, at Peel-kommissionens delingsforslag skulle undersøges nærmere og sendte derfor i april den såkaldte Woodhead-kommission til Palæstina. Ved dens ankomst stod det imidlertid klart, at den engelske regering ikke havde i sinde at foretage en tvangsflytning. Og resultatet af Woodhead-kommissionen blev da også som forventet en afvisning af delingsforslaget. Planen var simpelthen uigennemførlig.

De nye omstændigheder tvang herefter zionisterne til at arbejde indenfor rammerne af en såkaldt "frivillig" transfer, der - som Ben-Gurion sagde det under et møde den 7. juni 1938 - betød, at "den jødiske stat vil med de arabiske nabostater diskutere spørgsmålet om frivillig flytning af arabiske bønder, arbejdere og fellaher fra den jødiske stat til nabostaterne".45

Frivillighed betød altså for Ben-Gurion, at flytningen først og fremmest fandt sted i overensstemmelse med de arabiske stater og ikke, at man nødvendigvis ville undlade at anvende magt overfor Palæstina-araberne. Han sagde samtidig:

[Peel-kominissionens delingsforslag er] "kun et led i realiseringen af zionismen og skal lægge grunden til vores ekspansion udover hele landet gennem en jødisk-arabisk aftale ... Staten må imidlertid gennemtvinge orden og sikkerhed og vil ikke gøre dette ved at moralisere ... men med maskingeværer, som vi får brug for".46

Zionisterne ændrede altså ikke holdning i spørgsmålet om en eventuel magtanvendelse, for som Menahem Ussishkin sagde under et møde i Jewish Agency's forretningsudvalg d. 12. juni 1938: "Vi vil ikke være istand til at begynde vores politiske liv i en stat, hvor araberne udgør 45%".47

Og ved mødets slutning konkluderede Ben-Gurion: "Jeg støtter tvangsmæssig flytning. Jeg ser intet umoralsk derved. Men tvangsmæssig flytning kan kun udføres af England. ... Havde dens gennemførelse blot været afhængig af vores forslag, ville jeg have foreslået det; men dette vil være for farligt, når den britiske regering har taget afstand fra tvangsmæssig forflytning ... Men dette spørgsmål skal ikke fjernes fra dagsordenen, fordi det er et centralt spørgsmål. Der er to punkter her: 1) suverænitet og 2) fjernelsen af et bestemt antal arabere - og vi må insistere på dem begge."48

Oprettelsen af en jødisk stat og en tvangsflytning var - som Ben-Gurion også påpegede - betinget af støtte fra en stormagt. Så da England i foråret 1939 med sin hvidbog brød med Balfour-erklæringen (de erklærede den selv for at være gennemført, red.), rettede man i stedet sin interesse mod den kommende supermagt USA.49

Til trods for, at transfer - efter Hvidbogen og udbruddet af den 2.verdenskrig -havde mistet sin umiddelbare aktualitet, arbejdede visse kredse inden for den zionistiske bevægelse videre med spørgsmålet. Ikke mindst Yosef Weitz, der den 20. december 1940 skrev i sin dagbog: "... det må være klart, at der i dette land ikke er plads til begge folk ... Hvis araberne forlader det, vil det blive stort og rummeligt for os ... Den eneste løsning [efter 2.verdenskrigl er et Israels land, i det mindste et vestligt Israels land [d.v.s. Palæstina], uden arabere. Her er der ikke plads til kompromiser ... Den eneste vej er at flytte araberne herfra til nabolandene, alle sammen, undtagen måske [araberne fra] Betlehem, Nazaret og det gamle Jerusalem. Ikke én landsby må blive tilbage, ikke én [beduin] stamme. Forflytningen må tage retning mod Irak, Syrien og endda Transjordanien. Til det formål vil der blive fundet midler [økonomiske] ... Og kun efter denne flytning vil landet være i stand til at absorbere millioner af vores brødre, og det jødiske problem vil høre op med at eksistere. Der findes ingen anden løsning".50

Weitz' engagement i spørgsmålet om transfer antog i løbet af 40'erne nærmest karakter af en neurotisk besættelse. Han var som formand for Jewish National Fund's afdeling for opkøb af jord ansvarlig for koloniseringen af Palæstina og var klar over, at den zionistiske jordkøbspolitik var slået fejl. I midten af 1940'erne havde fonden kun formået at opkøbe omkring 3,5% af jorden i Palæstina, hvilket var en eklatant fiasko i betragtning af, at organisationen allerede begyndte opkøbene i 1901.51 Han var derfor mere en nogen anden klar over, at det zionistiske projekt stod og faldt med spørgsmålet om transfer. Hans frustration blev ikke mindre af, at han nærmest dagligt - i kraft af sit job -var konfronteret med en stædig og modstræbende arabisk befolkning. Men Weitz var først og fremmest praktikeren, der ikke lod sig lamme af frustration og fortvivlelse, og han fortsatte sammen med andre fremtrædende zionister fortrøstningsfuldt på at virkeliggøre rydningen af landet.

Han tog således i begyndelsen af 40'erne initiativet til dannelsen af en ny "Population Transfer Committee", hvor bl.a. Menahem Ussishkin og Moshe Shertok på et mere uformelt plan drøftede perspektiverne for transfer. Deres aktiviteter førte til, at Weitz i september 1941 rejste til det nordlige Syrien for at bese nogle af de områder, man ville anvende til en genbosættelse. Før rejsen skrev han i sin dagbog: "Fra nu af må vi udarbejde en hemmelig plan, der baserer sig på en fjernelse af araberne ... [og som] må indarbejdes i amerikanske politiske cirkler".52

Hen imod slutningen af krigen stod det klart, at England ikke kunne beholde sit Palæstina-mandat, og zionisterne forberedte sig til det opgør, der uværgeligt måtte komme. De militære grupperinger, der knyttede sig til den revisionistiske højrefløj indledte allerede i 1944 deres guerillakrig mod mandatstyret, og få år senere fulgte den militære hovedorganisation Haganah efter. Deres strategi var iflg. Haganah-officeren Yigael Yadin - der i 1944 påbegyndte den plan, der senere blev kendt under navnet Plan Dalet, og som trådte i kraft i marts 1948 - at man i kølvandet på den britiske tilbagetrækning skulle overtage de britiske stillinger; og i tilfælde af den forventede arabiske modstand skulle slå hårdt igen. En strategi de ledende Haganah officerer kaldte "det aggressive forsvarssystem".53

De nærmere militære instrukser var beskrevet i Haganah's militærplan Plan Gimmel, der lå klar i maj 1946. Den opererede med forskellige former for kollektiv afstraffelse, sabotage af den arabiske infrastruktur, fængsling eller kidnapning og sidst, men ikke mindst jævning af arabiske landsbyer og fordrivelse af arabiske indbyggere.

Det endelige signal til iværksættelsen af Plan Gimmel og senere Plan Dalet kom, da FN d. 29. november 1947 vedtog at dele Palæstina. Delingen førte som bekendt til den krig, der med Weizmann's ord resulterede i en "mirakuløs forenkling af problemet"; ca. 750.000 palæstinensere flygtede eller blev drevet på flugt.

Fremstillingen af det palæstinensiske flygtningeproblem som blot værende et biprodukt af den første israelsk-arabiske krig i 1948 er - ikke mindst på baggrund af den seneste forskning i zionistisk transferpolitik - udtryk for en iøjnefaldende forvridning af de historiske kendsgerninger. De-arabiseringen af Palæstina var ikke et biprodukt, men derimod den logiske konsekvens af den zionistiske ideologi. Statens oprettelse og fordrivelsen af Palæstina-araberne var - som vi har set - to sider af samme sag. For som Ben-Gurion sagde umiddelbart efter vedtagelsen af FN's delingsplan: "Der kan ikke blive nogen stabil og stærk jødisk stat så længe den har en jødisk majoritet på kun 60%".54

Israels oprettelse var med andre ord betinget af, at palæstinenserne blev fjernet, hvilket som bekendt også blev omsat i praksis, da zionisterne under krigshandlingerne foretog etniske udrensninger i de områder, de kom til at kontrollere.

Afslutningsvis er det måske værd at nævne, at transfertanken ikke er en zionistisk idé. Op igennem den europæiske historie har der fundet adskillige tvangsflytninger sted. F. eks. blev millioner af mennesker i Stalins Sovjetunionen tvunget til at flytte, og efter 1.verdenskrig foregik der en omfattende befolkningsudveksling mellem Tyrkiet og Grækenland, ligesom Pakistans udskillelse fra Indien i 1947 førte til en yderst blodig folkeflytning.

Det særlige ved den zionistiske transferpolitik er således ikke selve fænomenet, men derimod den grad af forberedelse og planlægning, der lå bag. Det er zionisternes vedholdende insisteren på og stræben efter transfer, samt den grad af rationalitet og systematik, hvorved man udviklede selve transferpolitikken, der stiller den zionistiske transferpolitik i et særligt lys.

Lucas Grollenberg: "Palæstinenserne og staten Israel" - Finn Blytmanns Forlag, København 1980. (PSI)

Theodor Herzl: "Den jødiske stat" -Hertz Forlag, København u.å. (DJS)

Nur Masalah: "Expulsion of the Palestinians" - Institute for Palestine Studies, Washington D.C. 1992. (EX)

Benny Morris: "The birth of the Palestinian refugee problem, 1947-1949" -Cambridge University Press. 1987. (BIR)

Walid Khalidi: "From Heaven to Conquest" - Institute for Palestine Studies, Beirut 1971. (FHC)

Walid Khalidi: "Plan Dalet: Master Plan for the Conquest of Palestine". In "Journal of Palestine Studies" nr. 1 1988

Michael Adams: "What went wrong in Palestine?". In "Journal of Palestine Studies" nr. 1 1988

Israel Shahak: "A History of the Concept of "Transfer" in Zionism". In "Journal of Palestine Studies" nr. 3 1989

2. EX s.9 [We shall try to spirit the penniless population across the border..."] (Raphael Patai, red.,The Complete Diaries of Theodor HerzI, vol. 1 Harry Zolin, trans., (New York: Herzl Press and T. Yoseloff, 1960) s. 88-89.

3. EX s. 11 (B. Katmelson og Y. Kaufinan, red., Ketvei Nahman Syrkin [Nahman Syrkins skrifter], Vol.1 (Tel Aviv:1939), s.20, 53-54; Mordechai Nisan, Hamedinah Hayehudit Vehabe'ayah Ha'arvit [Den jødiske stat og det arabiske problem] (Tel Aviv: Hadar, 1986) s. 109.

4. EX s. II (Rupinis memorandum er citeret i Walter Laqueur, A History of Zionism (London: 1972), s.231).

5. EX s. 10 (Israel Zangwill, Speeches, Articles and Letters (London: The Soncino Press, 1937), s.210).

6. EX s.14 (Israel Zangwill, The Voice of Jerusalem (London: William Heinemann, 1920), s.103).

7. EX s.12 (Citeret i Simlia Flapan, Zionism and the Palestinians 1017-1947 (London: Croon Helm, 1979), s.259, 278).

8. EX s.41 (Chaim Simons, International Proposals to transfer Arabs from Palestine 1895-1947 (Hoboken, New Jersey: Ktav Publishing Co., 1988), s.33-34).

9. Menahem Ussislikin formand for Jewish National Fund og medlem af Jewish Agency' forretningsudvalg.

10. EX s.37. Ussislikin sagde dette til nogle journalister i Jerusalem. (Doar Hayom [Jerusalem] d. 28. april 1930).

11. DJS s.38.

12. EX s.7 (Yosef Gorny, Zionism and the Arabs, 1882-1948 (Oxford: Clarendon Press, 1987), s. 50, 62).

13. PSI s.24-25 (citeret fra Moshe Menuffin, The Decadence of Judaism in Our Time (Beirut: Institute for Palestine Studies, 1969), s. 54).

14. EX s.6 (Israel Zangwill, The Voice of Jerusalem (London: Williarn Heinemann, 1920), s. 104).

15. EX s.6 (Israel Zangwill, Speeches, Articles and Letters (London: The Soncino Press, 1937), s.210)

16. EX s.5-6. Talen blev holdt under et møde i den Franske Zionist Sammenslutning i Paris d. 28. marts 1914. (Citeret i Barnet Litvinoff, red., The letters and papers of Chaim Weizmann, vol. 1 serie B, stk. 24 (Jerusalem: Israel University Press, 1983), s.115-16).

17. EX s. 13. Forslaget blev fremsat af Aaron Aaronsohn - medlem af Zionist Executive og direktør for Palæstina's land udviklings selskab - i Paris 1919 under en samtale mellem Weizmann, Bullitt og Aaronsohn. (Citeret fra Yosef Nedava "Tochniyot Helufei Ochlosin Lepetron Be'ayat Eretz-Yisraer" [Befolkningsudvekslingsplaner til løsningen af landet Israels problemer], Gesher 24, nos. 1-2 (forår-sommer 1978), s.155)

18. EX s.12 (Barnet Litvinoff, red., The letters and papers of Chaim Weizmann, vol. 1 serie B (Jerusalem: Israel University Press, 1983), s.256-57)

19. Faisal - der stod i spidsen af det arabiske oprør mod tyrkerne under 1. verdenskrig -underskrev i begyndelsen af januar 1919 en traktat om samarbejde med zionisterne. En forudsætning for at indgå aftalen var britisk støtte til arabisk uafhængighed; et arabisk storrige med Faisal som leder. Denne forudsætning indgik - formentlig uden Faisals viden - ikke i den endelige tekst, der blev fremlagt under fredskonferencen i Paris 1919, og traktaten kom derfor udelukkende til at betyde en styrkelse af briternes og zionisternes position i det storpolitiske spil. Han endte i 1921 som konge af Irak. (PSI s.45-46).

20. EX s. 17 (Shabtai Teveth, Ben-Gurion and the Palestinian Arabs (Oxford: Oxford University Press, 1985), s. 114).

21. Jewish Agency var en zionistisk organisation, der blev oprettet i 1925 med det formål at varetage jødemes interesser i henhold til, Balfour-erklæringen. Det var en af de vigtigste zionistiske pionerorganisationer og bestod - udover dets øverste organ forretningsudvalget - af en lang række underordnede afdelinger, som f.eks. Political Department.

22. Walid Khalidi, Plan Dalet (Washington, D.C: Journal of Palestine Studies, efterår nr. 1 1988), s.10.

23. Ibid. s.10.

24. EX s.26 (Shabtai Teveth, Ben-Gurion and the Palestinian Arabs (Oxford: Oxford University Press, 1985), s. 155).

25. EX s.45 (Shaltak papers, nr. 31 Collection on Jabotinsky: His Life and Excerpts from his Writings. s. 16).

26. Det britiske Palæstina-mandat bestod oprindeligt af Palæstina og det vi i dag kender som staten Jordan. England udskilte i 1922 - under zionistisk protest - Transjordanien som et selvstændigt mandat, der dog først i 1946 blev en selvstændig stat.

27. EX s.53 (Simha Flapan, Zionism and the Palestinians 1917-1947 (London: Croon Helm, 1979), s.260 - citeret efter Jewish Agency Executive's mødeprotokol).

28. EX s.60 (Peel-kommissionens rapport, Cmd. 5479, s.381).

29. Det reelle antal arabere var langt højere, idet man ikke havde inkluderet de omkring 70.000, der boede i de britisk kontrollerede zoner, der med tiden ville tilfalde den jødiske stat. (EX s.86-87).

30. BIR s.25 [et Galilæa uden arabere] (Shabtai Teveth, Ben-Gurion and the Palestinian Arabs (Oxford: Oxford University Press, 1985), den 12 juli 1937, s. 181.

31. EX s.56. Ifølge Maurice Hexter (ikke-zionistisk medlem af Jewish Agency Executive) der overbragte forslaget til kommissionen.

32. EX s.56 (Moshe (Shertok) Sharett, Yoman Medini [Politisk dagbog], vols. 1-5. (Tel Aviv: 1968-74), Vol. 2 s. 187-88).

33. EX s.71. Katznelson fandt det latterligt, at Jewish Agency blot foreslog at flytte araberne til Transjordanien, når de samtidig ønskede at kolonisere Transjordanien (Al Darchei Mediniyutenu: Mo'atzah 'Olamit shel Ihud Po'alei tzion (c.s.) - Din Vehishbon Male 21 July - 7. August [En komplet rapport om Ihud Poelei Tzion Verdens Konventionen: om vores politik 29. juli - 7. August 19371 (Tel Aviv: Hitahdut Poa'lei Tzion Press, 1938), s. 179-80).

34. EX s.71-72 (Ibid. s. 116-17)

35. Zisling mente, at det var en fordel at vente med transfer indtil man havde sikret sig kontrollen over et samlet område. Herefter ville man kunne indlede forhandlinger med de arabiske lande, med henblik på at gennemføre en "befolkningsudveksling".

36. EX s.72 (Ibid. s.122-23)

37. EX s.75 (Hacongress Hatzioni Haiesrim, 3-21 August 1937 - Din vehishbon Stenographi [Protokoller fra den 20. Zionist Kongres, Zürich, En stenografisk rapport] (Organisation Executive Press, Jerusalem), d. 8. august 1937 s. 124-25).

38. FHC s. 328-29.

39. EX s.62 (Moshe (Shertok) Sharett, Yoman Medini [Political Diary], vols. 1-5. (Tel Aviv: 1968-74),) Vol. 2, s.67).

40. Michael Adams, What went wrong in Palestine (Journal of Palestine Studies, nr. I efterår 1988), s. 76 (Citeret efter Simha Flapan, The Birth of Israel: Myths and realities (New York: Pantheon, 1987, s. 33-44).

41. Yishuv er betegnelsen for det jødiske samfund i Palæstina før statens dannelse i 1948.

42. EX s.94-95 (Protokol fra møde i Komitéen for Befolkningsflytning, 21. november 1937, S25/247, Central Zionist Archives, Israel).

43. Ibid.

44. EX s.96 (Yosef Weitz' dagbog, Central Zionist Archive, Israel, s.382).

45. BIR s.26 (Protokol fra møde i Jewish Agency's forretningsudvalg den 7. juni 1938. Vol. 28, Central Zionist Archives, Israel).

46. EX s. 108 (Ibid.).

47. BIR s.26 (Protokol fra møde i Jewish Agency's forretningsudvalg den 12. juni 1938, Central Zionist Archives, Israel).

48. EX s. 117 (Ibid.).

49. Den britiske Hvidbog - der blev offentliggjort den 17. maj 1939 - erklærede, at Palæstina efter 10 år skulle være en selvstændig stat for både jøder og arabere. Baggrunden for det omslag i den engelske politik - som Hvidbogen var udtryk for - var delvis, at Chamberlains appeacement-politik mislykkedes og England derfor havde brug for arabiske allierede i en kommende krig mod Tyskland.

50. BIR s.27 (Yosef Weitz' dag- og notesbøger, Central Zionist Archive, Israel. Den. 20. december 1940, s. 181).

51. Den samlede andel jødisk ejet jord var på ca. 6%. Ved FN's deling i 1947 på ca. 7%.

52. EX s.135 (Yosef Weitz' dagbog,. A 246/7, den 22. juni 1941, s.1169-70)

53. BIR s.32. Ben-Gurion's Krigsdagbog den 19. december 1947 (Yornan Hamilhama [Krigsdagbogen, 1948-1949] (Tel Aviv: Israelsk Forsvars Ministerium's Presse, 1982), s.58).

BIR s.28. Fra en tale Ben-Gurion holdt til Mapai tilhængere den 3. december 1947 (citeret fra Ben-Gurion, Yoman Hamilhama [Krigsdagj)ogen, 1948-19491 (Tel Aviv: Israelsk Forsvars-Ministerium's Presse, 1982), s.22-23).