Israel på selvmordkurs

 
Skrevet af: Kjeld Olesen
 
Tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen om Palæstina-konflikten
 
Israel er et demokrati, det eneste i Mellemøsten. Derfor er det et tragisk paradoks, at landet lader hånt om beslutninger truffet af det internationale samfund og tillader, at dets dræbermaskine begår krigsforbrydelser dag efter dag. Med de mest avancerede våbensystemer dræbes uskyldige civile. Bulldozere jævner huse med jorden i en kollektiv afstraffelse af familier til militante gerningsmænd. Tusinder sidder fængslet, og brug af tortur er udstrakt. Samtidig udvides de israelske bosættelser, hvor indbyggerne beskyttes af militæret og har et udstrakt net af veje stillet til rådighed, som palæstinenserne er forment adgang til. De er henvist til de mange checkpoints, hvor unge værnepligtige giver dem en sårende og ydmygende behandling. Alt sammen er det eklatante brud på menneskerettighederne og internationale konventioner.
 
Hvordan er det kommet så vidt? Hvorfor er jeg, der var på Blekingegadebandens liste over proisraelske danskere, blevet så kritisk over for Israels politik?
 
Tvivl i 1967
 
Faktisk slog en lille tvivl rod allerede i 1967, få dage efter junikrigens afslutning. Fhv. kulturminister Niels Matthiasen og jeg var længe inden inviteret på et besøg, som vi insisterede på at gennemføre. Under en flyvetur over de erobrede områder var vi sammen med en israelsk professor, der meget fanatisk holdt på, at ingen af de erobrede dele skulle gives tilbage. Det var første gang, at det gik op for mig, at Judæa og Samaria, det gamle jødiske land, udgjorde Vestbredden. Under senere samtaler med politikere kunne vi forstå, at han ikke stod alene med sit synspunkt, selv om det blev pakket ind i diplomatiske vendinger.
 
Jeg har flere gange besøgt Israel - også som udenrigsminister. Værterne pressede på, for at vi skulle besøge de besatte områder. Det ville være en slags anerkendelse, så vi afstod og pegede gentagne gange på resolution 242 fra FN's Sikkerhedsråd, der pålagde Israel at trække sig tilbage fra besatte områder.
 
Golanhøjderne i Syrien kunne man forstå. Herfra kunne mange kibbutzer beskydes, så en form for sikkerhed måtte skabes. Sinai blev ved en fredsaftale givet tilbage til Egypten, men på Vestbredden og i Gaza var de ulovlige bosættelser i gang. Magtesløse måtte palæstinenserne iagttage, at deres retmæssige jord blev overtaget af fanatiske israelere, mange af dem migreret fra USA. Man bøjede hovedet, harmen steg til vrede, men intifada var indtil 1987 et ukendt begreb.
 
De to intifadaer
 
Da startede den første opstand med stenkastende unge. De israelske soldater, der var uddannet til regulær krig, stod famlende over for de rasende unge, der trodsede kampvogne og gummikugler. Senere skulle den rå menneskeforagt komme til at kendetegne de israelske soldater.
 
Grunden til den første intifada, der startede i Gaza og bredte sig til Vestbredden, var indlysende. Der var cirka 160.000 bosættere på Vestbredden inklusive Østjerusalem og cirka 5.000 i Gaza. Bosætterne på Vestbredden rådede over 60 procent af det opdyrkede areal, og palæstinenserne fra både Gaza og Vestbredden var tvunget til at søge arbejde i det egentlige Israel, fordi den økonomiske udvikling i de besatte områder stagnerede. Hvad enten det var en regering fra Arbejderpartiet eller Likud, overhørte Israel de mange internationale fordømmelser om overtrædelse af FN-resolutioner, Genèveaftaler og internationale konventioner. Man hvirvlede sig ind i et net af en livsløgn om, at man selv var offer for omverdenens antisemitiske holdning til det jødiske folk og dets legitime rettigheder.
 
I dag synes en fredelig løsning at være umulig. Antallet af bosættere er mere end fordoblet siden 1987. Israelerne sidder tungt på Østjerusalem. Osloprocessen, som Sharon fra starten har været modstander af, blev endeligt skrottet, da han med en arbejderpartiregerings billigelse provokerende marcherede op til den muslimske helligdom Haram el-Sharif på Tempelbjerget, og den anden intifada begyndte. Den skammens mur, han er ved at bygge, rækker langt ind på palæstinensisk område. Mange af de palæstinensiske småbønder, der er tilbage, er afskåret fra deres jord. I deres eget land er palæstinenserne henvist til små hullede jordveje med så mange checkpoints, at samvær med familie og venner ofte er umuligt.
 
Kampvogne og helikoptere terroriserer flygtningelejre og palæstinensiske byer. Uskyldige bliver dræbt. Hadet vokser til det afsindige. Hertil kommer den enorme arbejdsløshed og det stærkt stigende antal unge, der er uden noget håb for fremtiden, og som kun har hævnen som drivkraft. Det anslås, at 45 procent af den palæstinensiske befolkning er under 15 år.
 
Statsterrorisme
 
Ingen tvivl om, at det palæstinensiske selvstyre, der omfatter cirka en fjerdedel af Vestbredden og Gaza, er korrupt og ineffektivt. Med de mange sikkerhedstjenester har Arafat regeret ud fra "del og hersk"-princippet. Der kan spores en voksende spænding mellem de ledere, der vendte hjem fra eksilet i Tunis, og de fastboende palæstinensere. Men det skal også med, at selvstyret er blevet berøvet alle muligheder for effektivt at kunne handle. Infrastrukturen er smadret, og kun lidt kan man dæmme op over for de ekstremister, der sprænger sig selv og andre i luften.
 
Forfærdeligt er det, men kun en del af et større mønster. Officielle israelske talsmænd taler kun om den nødvendige kamp mod terrorister. Underforstået, at vi israelere er ofrene og palæstinenserne er forbryderne. Men hvad vi i virkeligheden oplever, er en statsterrorisme anført af Sharon, og det lyder hult, når han hævder, at bosættelserne er nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Kun i den desværre lille israelske fredsbevægelse stiller man spørgsmål om årsag og virkning, og årsagen til især de unge palæstinenseres had ligger lige for.
 
Israel og dets regering er ved at begå kollektivt selvmord. En rationel analyse fortæller, at anderledes kan det ikke gå, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Cirka 15 procent af Israels befolkning er muslimer, og den demografiske udvikling betyder, at antallet vil vokse. De diskrimineres med hensyn til job og boliger og volder en stigende bekymring hos det officielle Israel. Ligeledes er den demografiske udvikling i de palæstinensiske områder i Israels disfavør. Eller som den tidligere udenrigsminister for Arbejderpartiet Shimon Peres har udtrykt det: »Hvis det jødiske folk mister sit flertal, vil jøderne være i eksil i deres eget land. Og den 100 år lange kamp for at opbygge en jødisk og demokratisk stat vil være fuldstændig spildt«.
 
Herrefolksdrømme
 
På sin vej mod selvdestruktionen står Ariel Sharon ikke alene. Han bygger sin magt på fanatiske religiøse grupperinger, der med Det Gamle Testamente i hånden proklamerer, at Judæa og Samaria (Vestbredden) er helligt jødisk land. Man har Bibelens sandhed og ret på sin side. Da Sharon blev tvunget til at gå af som forsvarsminister efter de uhyggelige massakrer i de libanesiske flygtningelejre Sabra og Chatila, blev han minister for bosættelser. Ingen tvivl om, at hans mål er at cementere Judæa og Samaria som israelsk. Palæstinenserne kan få nogle geografiske lommer tilstrækkelig adskilt, så de ikke udgør nogen sikkerhedsrisiko, svarende til de bantustans, som vi engang så i Sydafrika.
 
Disse herrefolksdrømme er selvfølgelig dømt til at mislykkes. Mange unge palæstinensere vil ofre deres liv i kampen mod bosætterne. Uskyldige civile vil miste livet, og blodet vil flyde i stadig større strømme. Det store paradoks er, at et flertal af både israelere og palæstinensere ønsker fred. Kunne Israel sikre sin eksistens, er man indstillet på at trække sig tilbage til 1967-grænserne. Også blandt palæstinenserne er de fleste moderate og anfægter ikke Israels ret til at eksistere.
 
Men Ariel Sharon spiller kynisk på frygten. Han dæmoniserer palæstinenserne over en bred kam og foregøgler, at han alene har den handlekraft, der kan skabe den fornødne sikkerhed. Men det er angst og usikkerhed, der råder i Israel. Han forventer, at palæstinenserne i tavshed og passivitet skal finde sig i, at deres land mere og mere kommer under israelsk herredømme. Enhver modstand kaldes terrorisme. Under den tyske besættelse herhjemme kaldte vi modstanden noget andet.
 
Ny fredsplan
 
Til Sharons og hans regerings store fortrydelse har en gruppe fremtrædende israelere og palæstinensere haft hemmelige møder, hvor de sammen har udarbejdet en fredsplan. Den er enestående, fordi der for første gang er tale om, hvad slutresultatet bør være i modsætning til f.eks. Osloprocessen fra 1993 og den køreplan, som den danske udenrigsminister har været med til at skabe. En fred skal stort set bygge på de gamle grænser fra før 1967-krigen. Bosættelserne skal væk. De palæstinensiske flygtninge skal frit kunne bosætte sig i en palæstinensisk stat, men ikke i Israel. Jerusalem skal være hovedstad både for israelere og palæstinensere, hvilket skal håndhæves af det internationale samfund. Dette er hovedpunkterne i planen, som har tændt det første håb om en fredelig løsning. Vil flammen blive blæst ud? Er planen realistisk, når Likud og andre er så afgørende imod?
 
Det kommer ikke mindst an på en tredje part, der kun kan betegnes som en afgørende medskyldig i den tragiske udvikling, nemlig USA. Uden USA's økonomiske og militære støtte kunne Israel ikke gennemføre sin hårdhændede politik. I virkeligheden er Israels økonomi helt i bund. Mange af de bedste hjerner emigrerer, først og fremmest til USA. Den amerikanske udenrigsminister har i vage vendinger kritiseret den igangværende opførelse af den store mur, truet med at tilbageholde en lånegaranti, men intet er sket.
 
Tværtimod har præsident George W. Bush bakket Sharon op i hans såkaldte kamp mod terrorisme. Adskillige gange har USA nedlagt veto mod israelkritiske resolutioner i FN's Sikkerhedsråd - sidst en fordømmelse af den famøse mur. Dog vedtog FN's Generalforsamling 22. oktober i år med 144 stemmer for og 4 imod (bl.a. Israel og USA), at murbyggeriet skulle stoppes.
 
Bibelbæltet
 
Den amerikanske præsident fokuserer mere og mere på præsidentvalget til næste år. Vælgerne kræver soldaterne hjem fra Irak. George W. Bush og især det amerikanske forsvarsministerium har fra starten overhørt advarsler om det dilemma, USA ville komme til at stå i både militært, politisk og økonomisk. Nu gælder det om at redde stumperne og få rettet op på den svigtende vælgertilslutning. Men det betyder samtidig, at præsidenten vil være politisk impotent, når det gælder Israels fremfærd.
 
For i USA har man det berømte bibelbælte. Kristne fundamentalister, der på afgørende måde var skyld i, at den nuværende præsident sidder i Det Ovale Værelse i Washington. Denne fundamentalistiske kristendom er overbevist om, at Jesu genkomst først vil ske, når jøderne besidder det hellige land, som Vestbredden er en del af. Derved er der skabt et interessefællesskab med den stærke jødiske lobby, der tæller fremtrædende politikere som viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og den indflydelsesrige politiske rådgiver i Pentagon Richard Perle. Sidstnævnte sidder i bestyrelsen for det Likudvenlige Jerusalem Post og har været tæt knyttet til tidligere ministerpræsident Benjamin Netanyahu. Så med den nuværende administration er der ingen vilje til at skære igennem og sætte Sharon på plads, trods retorikken om en selvstændig palæstinensisk stat i 2005.
 
EU
 
Derfor er det nødvendigt, at EU for alvor træder i karakter. Den spæde kritik, der nu og da har lydt, står ikke mål med situationens alvor. Stadigvæk tillades det, at frugt og grøntsager, der er dyrket af israelere i de besatte områder, har adgang til de europæiske hylder. At ophæve handelsaftalen vil fortælle den mere eftertænksomme og moderate israeler, at vi mener det alvorligt. At vi opfatter situationen lige så kritisk som apartheidregimets menneskeforagt i Sydafrika, hvor en bred international boykot var medvirkende til, at det racistiske system blev afløst af demokrati.
 
Og ikke mindst må EU arbejde aktivt for, at den omtalte fredsplan ikke forsvinder fra dagsordenen. Tværtimod må den støttes og fremhæves som det hidtil mest realistiske forslag til en løsning - ikke kun for palæstinensernes, men også for israelernes skyld.
 
Israel erden stærkeste militærmagt i Mellemøsten og har atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben. Men de kan i længden intet udrette mod det stærkt stigende antal palæstinensere og deres unge, hvis fremtidsudsigter er fattigdom og fornedrelse, og som i sig har et had så ekstremt, at menneskeliv - også deres eget - intet betyder i kampen mod undertrykkelsen.
 
Vi var mange, der fejrede staten Israels fødsel med FN-beslutningen efter Anden Verdenskrig. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil kommende generationer være vidne til et fortsat inferno af vold og blod, og Shimon Peres' profeti vil gå i opfyldelse. Gid besindelse og politisk mod vil hindre, at det kommer så vidt.
 
Trykt som kronik i Politiken 7. november 2003. Bragt med tilladelse fra forfatteren.