Kampen om Palæstinas vand

 
Skrevet af: Bjarne Riisgaard

 

 

Kortet (nr. 1) viser grundvandsbassinerne; Kystbassinet ("Coastal Aquifer"), og Bjergbassinet ("Mountain Aquifer"), samt nedbørsretningen over bjergbassinet. Karmelbjergenes højderyg løber omtrent langs den punkterede linie ned igennem Bjergbassinet. De blå pile angiver afløbsretningen for nedbøren på hver side af højderyggen.

 
Vandkonflikterne i Palæstina
Vandet under den Vestbredden spiller en nøglerolle i Israels bestræbelser på at besvare kontrollen med den besatte Vestbred. 25 % af Israels vandforbrug stammer herfra. Samtidig kanaliseres hovedparten af vandet til befolkningen i selve Israel og de israelske bosættere. Palæstinenserne nægtes adgang til deres eget vand. Til sammenligning: det daglige gennemsnitlige forbrug for en bosætter er 600 liter vand, mens en palæstinenser har 70 liter til rådighed. Et af formålene med den såkaldte sikkerhedsmur er at sikre kontrollen med vandet - og linjeføringen tager bestik af dette formål. Læs artiklen.
 
1: Vandressourcerne i Mellemøsten
Et vitalt, og ofte overset stridsemne i konflikterne omkring Israel og Palæstina, er kontrollen over regionens sparsomme vandressourcer. Både den tidligere formand for FN; Bhoutros Bhoutros Ghali, og daværende statsoverhoveder for hhv. Jordan og Egypten har i 1979 og 1994 erklæret, at det eneste der i fremtiden kunne føre til krig imellem Israel og de arabiske lande, var konflikterne om vandressourcerne. I så fald vil det næppe være første gang vandet fører til konflikter i Mellemøsten.
Vandressourcerne i Mellemøsten har altid været begrænsede i forhold til befolkningstallet, og Libanon er det eneste land i regionen der kan siges at have tilstrækkeligt store naturlige forsyninger, til en moderne industriel bykultur. Derfor har fordelingen af regionens øvrige vandressourcer været kritisk, siden etableringen af Israel som en nation geografisk beliggende i Mellemøsten, men med ideologisk betingede krav om europæisk livsstil og forbrugsmønster.
Det israelske vandforbrug er større end den bæredygtige udnyttelse af de naturlige ressourcer. Forbruget er imidlertid tæt kulturelt knyttet til zionistiske forestillinger, om opdyrkningen af ørkenen som symbol på den jødiske tilknytning til landet. En miljømæssig bæredygtig tilpasning af forbrugsmønsteret og omstilling af landbruget, vil kunne skabe så store konflikter med den zionistiske selvforståelse, og kræve så store omstillinger i bebyggelsesmønster og industristruktur, at det anses for politisk umuligt. Derfor vil kontrollen over rigelige vandforsyninger, i det politiske miljø formentlig blive opfattet som et spørgsmål om sikring af statens eksistens.
En væsentlig del af baggrunden for Seksdageskrigen mellem Israel og de arabiske nabostater i 1967 var en konflikt om kontrollen med tilløbene til Tiberias søen mellem Israel og Syrien. Syriske vandafledningsprojekter fra Banias- og Dan -floderne i Syrien, blev påbegyndt i 1964, omtrent samtidig med fuldførelsen af et tilsvarende Israelsk afledningsanlæg, der skulle lede vand fra Tiberias søen i Nord til Negev ørkenen i den sydlige del af landet ("The National Water Carrier"). Tilsammen ville projekterne aflede større mængder af ferskvand fra søen end den kunne bære. Rivaliseringen førte til en uerklæret lavintensitetskrig fra 1964 - 67, med sporadiske gensidige militærangreb på anlægsarbejderne fra begge sider, og Israelske luftangreb på de Syriske vandafledninger. Under seksdages krigen i 1967 erobrede Israel imidlertid både Vestbredden og Golanhøjderne i Syrien, og dermed også fuld kontrol med Tiberiassøen. Krigens formelle anledning var ikke vandforsyningen, men med Golan højderne og Vestbredden under israelsk militær besættelse, opnåede Israel kontrol over alle regionens væsentligste vandressourcer.
 
2: - Vandforbruget i Israel
Overordnet har Mellemøsten 3 primære vandressourcer. De første 2 består dels af kilderne i Libanon, og dels af floderne Eufrat og Tigris der løber fra Tyrkiet til Irak, og kontrolleres af Tyrkiet. Disse kilder er udenfor Israelsk rækkevidde, men den sidste væsentlige vandressource består af Jordan floden og Tiberias søen, samt deres tilløb, som danner grænse mellem Israel, Syrien og Jordan. Derudover er der større underjordiske grundvandsbassiner ved kysten ("Kystbassinet"), og under Karmelbjergenes centrale Nord-syd gående højderyg ned igennem Israel("Bjergbassinet").
Størstedelen af Bjergbassinet under Karmelbjergene forsynes af nedbøren langs bjergenes vestside, og befinder sig under den besatte palæstinensiske vestbred, hvorfor det folkeretligt vil tilhøre en palæstinensisk stat på Vestbredden (se kortillustration). Dertil kommer, at grundvandsbassinet ved kysten kun kan udnyttes i et vist omfang, fordi der er konstant risiko for, at indtrængende saltvand fra Middelhavet vil tilsalte jorden og ferskvandet, hvis grundvandet udnyttes for hårdt til, at balancen mellem saltvand og ferskvand kan opretholdes. Pga. overbefolkning og rovdrift er det allerede sket i dele af det besatte Gaza.
Den bæredygtige vandudvinding fra de to grundvandsbassiner, samt Jordanfloden og Tiberiassøen udgør Israels naturlige ferskvandsressource. Grundlæggende opretholdes disse ressourcer igennem afløb og nedsivning fra områdets nedbør, primært nedbøren over Karmelbjergene, som derfor også sætter grænsen for det bæredygtige forbrug. Hvis ressourcerne skal bevares, kan der i længden kun udvindes vand svarende til den mængde de tilføres via direkte og indirekte afløb fra nedbøren, især over Karmelbjergenes vestside, som er den største og vigtigste nedbørskilde. På grundlag af nedbørsmængden, er det bæredygtige forbrug beregnet til ca. 1,7 mia. m3 vand (Hansen, 1988).
Israels ferskvandforbrug har imidlertid for længst overskredet de 1,7 mia. m3, og var i 1998 på ca.1,9 mia. m3. Landet har således underskud på den økologiske balance mht. bæredygtigt vandforbrug. For at dække underskuddet er der principielt 2 muligheder; enten må forbruget sænkes, eller også må der findes nye ressourcer - og begge dele er forbundet med betydelige problemer. Mht. ressourcerne fordi de er naturligt begrænsede, og en øget israelsk udnyttelse derfor uundgåeligt kommer i konflikt med palæstinensernes og de arabiske nabostaters tilsvarende adgang til vand. Mht. en begrænsning af forbruget er der som tidligere nævnt betydelige ideologiske interesser på spil i internt i Israel.
Den suverænt største forbruger af ferskvand i Israel er landbrugssektoren. Klimatisk er store dele af Israel for tørt til intensivt landbrug, og især er Negev-ørkenen i landets sydlige del uegnet til opdyrkning. Nationaløkonomisk er sektoren ikke dominerende i forhold til Israels BNP. Forestillingen om "ørkenen der skal blomstre" og de jødiske pionerers opdyrkning af ørkenen, har imidlertid stor ideologisk gennemslagskraft i den israelske offentlighed, og medvirker til, at den israelske landbrugslobby har fået en betydelig indenrigspolitisk indflydelse. Det er formentlig baggrunden for, at det israelske landbrug, med en produktion der er dybt afhængig af intensiv kunstvanding, har udviklet sig til storforbruger af ferskvand, i et omfang der er markant ude af proportion med dets bidrag til landets velfærd. Sektoren producerer knap 5% af Israels BNP, og beskæftiger en marginal andel af arbejdsstyrken, men landbruget står for over 60% af det totale ferskvandsforbrug (jf. tabel 1).

 

http://palaestina-info.dk/images/IS_right.gif" width="8" height="5">

 

Tabel 1: Årligt forbrug af ferskvand i Israel, inklusive bosættelser (1998).
Kilde: Lake Superior College, USA (www.lsc.cc.mn.us).

http://palaestina-info.dk/images/IS_08.gif" width="217" height="7">

 

http://palaestina-info.dk/images/IS_right.gif" width="8" height="5">

 

Tabel 2: Nationaløkonomisk sektorfordeling (1997).
Kilde: Susanne Hayon (2000).

http://palaestina-info.dk/images/IS_08.gif" width="217" height="7">

Næst efter landbruget, er private husholdninger den største forbrugssektor af ferskvand i Israel. Husholdningerne står for 29 % af det totale ferskvandforbrug, og det private vandforbrug er bemærkelsesværdigt højt, både efter lokale og internationale forhold. Som det fremgår af tabel 4, er pr. capita ferskvandforbruget i Israel på ca. 350 liter pr. capita pr. dag. Til sammenligning er vandforbruget i Danmark ifølge Danmarks Statistik på ca. 126 liter pr. capita pr. dag, mens WHO anbefaler et gennemsnit på 100 liter pr. capita pr. dag.
Det private forbrugsmønster har udviklet sig som et blandingsprodukt af kultursociologiske vilkår, og populistisk partipolitisk uvilje mod upopulære forbrugsbegrænsninger, eksempelvis i form af en brugerbetaling svarende til miljøomkostningerne af vandforbruget. Kultursociologisk har en levestandard med et forbrugsmønster svarende til, hvad der er almindeligt i (klimatisk anderledes) moderne industristater, stor symbolværdi for den zionistiske forestilling om den jødiske stats identitet. Samtidig har løfterne om en højere levestandard været et væsentlig element, i de israelske bestræbelser på at tiltrække en øget indvandring fra de tidligere østbloklande, og de store indvandringsgruppers materialistiske forventninger er et vigtigt partipolitisk redskab, især for den israelske højrefløj. Konsekvensen er, at en tilpasning af husholdningernes vandforbrug til et økologisk bæredygtigt niveau, formentlig vil være forbundet med lige så store indenrigspolitiske vanskeligheder, som en reduktion af landbrugets vandforbrug.
Israel har forsøgt at strække vandressourcerne med en systematisk genanvendelse, især vha. restriktioner på industriens vandforbrug. Det har ført til, at over 400 mio. m3 vand årligt recirkuleres som genanvendt spildevand, primært til industrielt forbrug. Industriforbruget er dermed reduceret væsentligt, og industrien er efterhånden kun ansvarlig for ca. 7% af landets ferskvandsforbrug. Mulighederne for genanvendelse af spildevand til husholdninger og landbrug er imidlertid begrænsede, og repræsenterer ikke nogen løsning på den langsigtede krise i forhold til Israels behov for vand. Dermed er vi tilbage ved den anden principielle løsningsmulighed for problemet - nye ressourcer, udenfor Israels formelle folkeretlige rækkevidde.
 
3: Vandressourcerne i de besatte områder
Der er stor forskel på ressourcesituationen i de besatte områder. Gaza ligger som en tæt befolket enklave ovenpå et mindre udsnit af Kystbassinet, og er som tidligere nævnt i en vanskelig situation. Dels fordi området er overbefolket og omgivet af israelsk territorium, som dækker størstedelen af Kystbassinet, og dels fordi Kystbassinet i sig selv er en økologisk sårbar ressource, som er i konstant risiko for tilsaltning ved overudnyttelse. Set i et videre perspektiv er vandressourcerne under Gaza striben derfor under alle omstændigheder utilstrækkelige, og har ikke samme betydning for Israel, som Bjergbassinet under Vestbredden.
På Vestbredden er situationen fundamentalt forskellig. Bjergbassinet er en af regionens vigtigste vandressourcer, og reproduceres hovedsagelig af nedbøren i det palæstinensiske territorium, men områdets topografi gør udvindingsmulighederne størst på den israelske side af bjergenes højderyg. Dermed ville der under normale forhold være lagt op til et naturligt samarbejde om fælles udnyttelse af vandet, til fordel for begge parter.

 

 

Tabel 3: Udnyttelse af bjergbassinet (2003)
Kilde: Princeton University - Woodrow Wilson School, USA (www.wws.princeton.edu)


Den israelske besættelse, samt de hastigt ekspanderende bosættelser og konfiskationer af jord til militære formål, har imidlertid skabt en radikalt anderledes spændt og ustabil situation, som også påvirker ressourceudnyttelsen. Det anslås, at den årlige reproduktion af bjergbassinets vand, -svarende til den bæredygtige udvinding, er på ca. 679 mio. m3 (jf. tabel 3). Det er tilstrækkeligt til at dække både et palæstinensisk forbrug svarende til WHO¥s anbefalede gennemsnit på 100 liter pr. capita. pr. dag, og samtidig tillade en betydelig afledning til Israel, hvilket under normale omstændigheder formentlig ville have været resultatet.
I stedet blev palæstinensernes ret til besatte områders vandressourcer øjeblikkeligt konfiskeret ved besættelsen af Gaza og Vestbredden i 1967, og udvindingen kom under Israelsk militær administration. I 1982 blev administrationen overdraget til den israelske vandmyndighed "Mekorot", og siden er størstedelen af de palæstinensiske brønde blevet ødelagt, eller udtørret pga. tilstødende, dybere israelske brøndboringer.
Sideløbende har besættelsen og den påfølgende militære administration af besatte områder medført, at de palæstinensiske forsøg på nødvendigt vedligehold og modernisering af vandforsyningen er blevet bremset. Resultatet har været en systematisk forværring af den palæstinensiske vandforsyning, parallelt med en øget Israelsk kontrol med ressourcerne, og et voksende vandforbrug til Israelske bosættelser. Konsekvensen er, at den israelske udnyttelse nu udgør anslået 75- 80% af det udvundne ferskvand fra Bjergbassinet under Vestbredden, svarende til omtrent 25% af det samlede Israelske ferskvandsforbrug (Isaac, 2001). Til sammenligning er Palæstinensernes forbrug nu på ca. 70 liter pr. dag pr. capita, - betydeligt under de 100 liter anbefalet af WHO, og mindre end en fjerdedel af det israelske forbrug (se tabel 4). Til trods for, at størstedelen af palæstinenserne faktisk bor ovenpå regionens største grundvandsbassin.
En anden konsekvens er, at grænsen for bæredygtig udvinding nu også er ved at være nået for bjergbassinets ferskvandsressourcer. Det præcise forbrug af bassinets grundvand er vanskeligt at opgøre, fordi den israelske regering ikke offentliggør tal for de israelske bosættelsers vandforbrug, og et fuldstændigt regnskab over udvindingen af ferskvand fra Bjergbassinet derfor er henvist til usikre estimater, for så vidt angår bosættelserne. Med en tilpas stor usikkerhedsmargin har Princeton University¥s Woodrow Wilson School estimeret det til et sted mellem 50 og 65 mio. m3, hvad der giver et formentligt rimeligt troværdigt anslået totalforbrug på ca. 673 - 688 mio. m3 pr. år (jf. tabel 3). Selv baseret på et forsigtigt skøn over udvindingen, betyder det, at forbruget er ved at nærme sig den årlige reproduktionsmængde for bassinets grundvand, og dermed kapacitetsgrænsen for en bæredygtig udnyttelse.

 

 

KIlder: Data sammensat på grundlag af:
1) PASSIA (Palestine Academic Society for the Study of International Affairs, Fact Sheet (www.passia.org)
2) CESR (Center for Economic and Social Rights): "The right to Water in Palestine", FACT SHEET 1"(www.cesr.org)
3) Princeton University - Woodrow Wilson School.


I så fald er Israel også ved at have nået en miljømæssig grænse for yderligere ekspansion af bosættelserne, idet deres vandforbrug ligger markant over både palæstinensernes forbrug og det gennemsnitlige israelske vandforbrug (se tabel 4). Hvis Bjergbassinets kapacitetsgrænse omtrent er nået, vil en fortsat israelsk ekspansion af bosættelserne imidlertid kunne nødvendiggøre en væsentlig reduktion også af bosættelsernes forbrug, medmindre Israel i stedet er i stand til at gennemtvinge yderligere reduktioner i det allerede kritisk lave palæstinensiske forbrug.
Problematikken vedrørende grundvandet tyder på, at udviklingen på Vestbredden nærmer sig et vendepunkt for Israel. Bosættelsespotentialet svækkes af bosættelsernes høje vandforbrug, der ikke alene underminerer mulighederne for en to-statsløsning på konflikten med palæstinenserne, men også truer med at komme i konflikt med Israels bredere interesse i en størst mulig udnyttelse af ressourcerne til dækning af det interne vandunderskud. Det er muligvis forklaringen på, at Israel med opførelsen af "Sikkerhedsmuren" på Vestbredden og den nyligt offentliggjorte aftale med Tyrkiet, om køb af vand fra Eufrat og Tigris, til gengæld for Israelsk våbenbistand til Tyrkiet, nu ser ud til at være ved at konsolidere grebet om Bjergbassinet, for dernæst at rette blikket mod de sidste mellemøstlige vandressourcer, - dem som Tyrkiet kontrollerer.
 
4: Slutspil på Vestbredden?
Israel er en tørstig nabo, men efter at have besat Vestbredden i 37 år, og drukket det meste af hvad der var at drikke, er der noget der tyder på, at de er ved at forberede sig på at afslutte besøget, dog først når de har sikret sig fortsat kontrol over drikkevarerne.
Den "Beskyttelsesmur" som Israel siden efteråret 2003 har sat store ressourcer ind på at opføre, som et gigantisk anlægsprojekt ned igennem Vestbredden, ser ud til at blive Sharon-regeringens modstykke til den berømte "National Water Carrier" fra Tiberias søen til Negev ørkenen. Oprindeligt erklærede den Israelske hær, at muren omtrent ville komme til at følge "den grønne linie", der er den uofficielle betegnelse for grænsen mellem Israel og den besatte Vestbred. Det vakte politisk modstand blandt bosætterne og den israelske højrefløj, som frygtede, at det ville medføre en de- facto anerkendelse af den grønne linie som grænsen for en palæstinensisk stat, og dermed en isolering af bosættelserne. Siden er "Muren"s forløb blevet ændret flere gange, angiveligt for ikke at isolere forskellige bosættelser, men også, hvad der efter palæstinensisk opfattelse bliver mere og mere tydeligt, - for at konsolidere Israels greb om de mest produktive brøndboringer, og dermed garantere fortsat kontrol over de rigeste dele af Bjergbassinet.
Det er ikke alle dele af bjergbassinet der er lige tilgængelige for udvinding. Både landskabsgeografien og de geologiske forhold gør, at visse områder er mere velforsynede med ferskvand, og lettere at udvinde end andre. Derfor har det afgørende betydning for udnyttelsesmulighederne af bassinet, i hvilke geografiske sektioner af bassinet man etablerer brøndboringerne. Både blandt Israelske og Palæstinensiske geologer og hydrologer er det velkendt, hvor i området de vigtigste brøndboringer findes, og kontrollen over disse boringer kan sikre reel kontrol over den dominerende del af bassinets ressourcer, uanset om hovedparten af arealet over bassinet i øvrigt overlades til andre. Efterhånden som konstruktionen af den Israelske sikkerhedsmur skrider frem, er der flere og flere palæstinensiske eksperter og internationale NGO-observatører der påpeger, at murens forløb meget nøje ser ud til at være planlagt, så bassinområderne med de vigtigste udvindingsmuligheder kommer til at ligge Vest for muren. Med andre ord tyder placeringen af muren på, at det er vandressourcerne lige så meget som bosættelserne, der har været afgørende for dens geografiske forløb.
Hvis det er korrekt, frister det til at se et mønster i udviklingen, hvorefter den Israelske plan kunne være et arrangement, der efterlader Israel med de strategiske områder hvorfra de kan opretholde kontrol med den fremtidige udnyttelse af Bjergbassinets ferskvandressourcer, og sikre at udnyttelsen kommer til at ske på Israelske vilkår, mens hovedparten af arealet på Vestbredden i øvrigt overlades til en evt. palæstinensisk stat. Hvis bjergbassinets kapacitetsgrænse er ved at være nået, og mulighederne for yderligere bosættelser derfor er begrænsede, ville det være en logisk forklaring på den israelske politik.
Det løser imidlertid ikke Israels langsigtede problem med et underskud på vandregnskabet, der ikke lader sig forene med det Israelske forbrugsmønster. Det problem kan næppe heller løses med et storstilet "Våben for vand" arrangement med Tyrkiet. Tværtimod kan arrangementet med Tyrkiet på længere sigt risikere at øge Israels problemer med de arabiske naboer, fordi Israel dermed også kommer til konkurrere med Irak og Syrien om vandressourcerne i Eufrat og Tigris. De israelske bæredygtighedsproblemer vil fortsat være forbundet med det ekstravagante forbrug i (især) landbruget og husholdningerne. Og med den betydning Bjergbassinet har for både israelere og palæstinensere, er det problem også palæstinensernes problem.
 
Litteratur:
Hansen, Torben Juul: "Kampen om det hellige vand". Palæstina Orientering nr. 3-4, 1988.
Hayon, Susanne: "Vandproblemer i Mellemøsten". Specialeafhandling, SPRÿK, Handelshøjskolen i København. 2000.
Isaac, Jad and Ghanyem, Mohammad: "Environmental Degradation and the Israeli-Palestinian Conflict", Applied Research Institute of Jerusalem, 2001.
 
Statistiske Data:
Center for Economic and Social Rights, USA: www.cesr.org.
Lake Superior College, USA: www.lsc.cc.mn.us
Palestinian Academic Society for the Study of International Affairs, Jerusalem: www.passia.org
Princeton University - Wooodrow Wilson School,USA: www.wws.princeton.edu