Lykketoft om Palæstinakonflikten

 
Som udenrigsminister i SR-regeringens sidste tid i 2001 engagerede Mogens Lykketoft sig markant i spørgsmålet om mulighederne for fred mellem Israel og palæstinenserne - herunder stop for og tilbagerulning af israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder. Siden har han fastholdt dette engagement.
 
Med udgangspunkt i en historisk gennemgang af Palæstinakonflikten fra FN´s delingsplan i 1947 over den israelske besættelse af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem i 1967 til nutidens israelske bosættelser analyserer Lykketoft i det følgende bidrag til palaestina-info, hvad EU og Danmark bør gøre for at løse op for konflikten. Han skriver bl.a, at:
 
”Vi må skrotte illusionen om, at Israel og PLO er to ligeberettigede parter, der bare skal sætte sig til et forhandlingsbord og blive enige: Den ene part er Mellemøstens militære supermagt, der holder det andet folk besat og muret inde. Den anden part har delvis kontrol med nogle få procent af det gamle Palæstinas landområde, hvis eneste magtmidler er den moralske og politiske støtte, vi fra verdenssamfundet kan udruste dem med.”
 
Lykketoft konkluderer, at det er uholdbart,
 
”at det netop er i den mellemøstlige konflikt, at en serie af FN-resolutioner om vejen til fred blot er blevet ignoreret af den stærke part. Og vi må satse på, at en amerikansk præsident, der bliver genvalgt vil have større frihed til at gøre dét, som vi ved han er enig i, skal gøres for at skabe fred i Mellemøsten.”
 
Læs hele artiklen

Hvad kan Danmark og EU gøre
for at løse Palæstina-konflikten?
 
Af: fhv. udenrigsminister Mogens Lykketoft (S)
 
 
Palæstina-konflikten er så langstrakt, smertefuld og speciel, at spørgsmålet om mulige bidrag til løsning kun kan forsøges besvaret efter en beskrivelse af historien og situationen nu - både i Israel/Palæstina og på den internationale scene. Der er en serie af FN-resolutioner, der aldrig er blevet efterlevet.
 
 
1947-82. FN, Palæstinas deling og gentagne krige
 
Staten Israels blev grundlagt på baggrund af en FN-resolution fra 1947 om deling af det britisk beherskede Palæstina i to stater - én jødisk og én arabisk-palæstinensisk stat.
 
Men staten Israel blev født i krig med sine arabiske naboer og krigen endte med en jødisk militær sejr, der gjorde Israel større end foreslået af FN: I stedet for en ligedeling fik Israel tre fjerdedele af Palæstina. Den største del af den palæstinensiske befolkning i den nye Israel blev fordrevet eller flygtede til Jordanflodens Vestbred med Østjerusalem (som Jordan erobrede), Gaza-striben (som kom under egyptisk kontrol) eller til nabolandene Jordan, Libanon og Syrien.
 
En palæstinensisk modstandskamp mod nederlaget tog sin begyndelse med støtte fra de arabiske nabolande.
 
Senere fulgte nye krige: I 1956 slog Israel i forståelse med Storbritannien og Frankrig, der invaderede Suezkanalen, til mod Egypten. Angriberne blev imidlertid stoppet af USA og Sovjetunionen i fællesskab i FN.
 
I 1967 besvarede Israel meget truende toner fra de arabiske naboer med Egyptens præsident Nasser i spidsen ved et ’forebyggende’, knusende lynangreb på naboerne Egypten, Jordan og Syrien. Seksdageskrigen gav Israel militær kontrol med hele det gamle Palæstina, de syriske Golan-højder og den egyptiske Sinai-halvø.
 
Den arabiske verden reagerede på nederlaget med endnu en gang at afvise forhandling med og anerkendelse af staten Israel.
 
Efter endnu en egyptisk-israelsk krig i 1973, der startede med et egyptisk overraskelsesangreb ved Suezkanalen, kom med amerikansk mægling en fredsaftale i stand med Egypten i 1977, hvorefter Israel rømmede Sinai.
 
Senere blev der også sluttet fred med Jordan, som opgav kravet på Vestbredden.
 
Der kom ikke nogen fremgang for gentagne vedtagelser i FN og verdenssamfundet med krav om Israels tilbagetrækning til grænserne fra før 1967 og oprettelse af en levedygtig palæstinensisk stat, bestående af Vestbredden med Østjerusalem og Gaza-striben.
 
Israel var blevet Mellemøstens militære supermagt med massiv opbakning fra USA og slog hårdt til mod den palæstinensiske modstandsbevægelse PLO under ledelse af Yassir Arafat. Et af slagene mod PLO var Israels invasion i Libanon i 1982 midt under borgerkrigen i dette land. Formålet at kue de derværende palæstinensere, som blev ofre for blodige massakrer af kristne militser, mens Israels styrker så til. Arafat måtte gå i eksil i Tunesien. Efter invasionen fulgte en langvarig israelsk besættelse af det sydligste Libanon.
 
1993-2000. Kolonisering og forhandlinger
 
Samtidig iværksatte Israel en fremadskridende kolonisering af dé områder, der blev besat i 1967: Stærkt befæstede jødiske bosættelser kløvede det oprindeligt palæstinensiske område på Vestbredden. Størstedelen af den palæstinensiske befolkning - inklusive store grupper i flygtningelejre, der daterer sig helt tilbage til konflikten i 1948-49 – er presset sammen i nogle få befolkningscentre, omringet af israelske bosættelser. Koloniseringen med ekspropriation af palæstinensiske huse og jorder hugger nu også kraftigt ind i centrale, historiske kvarterer i Øst-Jerusalem. Og de seneste ti år er de resterende palæstinensiske områder i stort omfang afsondret af høje mure, og befolkningens muligheder for at færdes er meget stærkt indskrænket af de israelske besættelsesstyrker.
 
Den beskrevne udvikling er fortsat og forstærket i alle årene til trods for det tilsyneladende gennembrud for en forsoning mellem israelere og palæstinensere, der blev aftalt i Oslo i 1993.
 
Oslo-aftalerne skabte ellers håb om fred efter mange års konfrontation - og efter en langvarig første palæstinensisk gadeopstand mod besætterne – den såkaldte intifada:

Arafat og hans palæstinensiske frihedsbevægelse, PLO, vendte hjem og fik en selvstyremyndighed med både politisk og geografisk begrænsede beføjelser i Ramallah på Vestbredden. Også den overbefolkede Gaza-stribe med 1½ million forarmede mennesker – de fleste oprindeligt flygtninge fra andre dele af Palæstina.fik begrænset palæstinensisk selvstyre. Det skulle have været begyndelsen til en Palæstina-stat
 
Sidste reelle chance for at føre Oslo-aftalen ud i livet blev måske skudt ned, da en jødisk fanatiker i 1995 under en fredsdemonstration myrdede Israels daværende statsminister, den tidligere general Yitzhak Rabin. Rabin var kendt som høg over for palæstinenserne, men var nået til, at oprettelsen af en palæstinensisk stat var Israels eneste chance for varig fred.
 
Kort efter Rabins død kom Benyamin Netanyahu til magten – og det er han siden 2009 igen i en koalition af partier, der reelt ikke vil give slip på bosættelser og besættelsesmagt på Vestbredden.
 
I 2000 var et kortvarigt håb om, at USA's daværende præsident Clinton kunne skabe fred mellem Arafat og Israels daværende statsminister Barak. Forhandlingernes sammenbrud blev fulgt op af en voldsom provokation over for palæstinenserne af høgen general Sharon, der gennem årene har været ledende fortaler for at bygge bosættelser på alle bakketoppene på den besatte Vestbred. Sharon udløste en ny intifada ved at marchere til tempelbjerget i Jerusalem. Det hjalp ham til at vinde magten i Israel ved valget i 2001. Palæstinensernes afmagt udløste nye, modbydelige selvmordsangreb på israelske civile og gav Sharon anledning til at bygge adskillelsesmuren ned gennem Palæstina – for en stor del på eksproprieret palæstinensisk jord,
 
Efter 2000. Tilbageslaget
 
Sharon smadrede Arafats selvstyre i Ramallah og genbesatte ved en voldsom militær aktion hele Vestbredden i 2002. Israel handlede nu med opbakning fra Bush-regeringen i USA, for Sharon havde held til efter terrorangrebet i USA 11.september 2001 at få Bush til at anskue den lokale konflikt i Palæstina som en del af den globale ’krig mod terror’.
 
Med slaget mod Arafat og den massive genbesættelse af Vestbredden blev Oslo-aftalerne reelt aflivet.
 
Det ændrede ikke overbevisende billedet, at Sharon i 2005 gennemførte en ensidig israelsk rømning af Gaza-striben og tilbagetrækning af de få derværende bosættelser. Nogle så det dog som varsel om, at Sharon endelig havde erkendt fredens nødvendighed og var villig til at trække bosættelser tilbage også på Vestbredden. Andre derimod så det som en frontforkortning, der ville lette fortsat besættelse af Vestbredden.
 
I 2005 blev den moderate og fredssøgende Mahmoud Abbas valgt til PLO-leder efter Arafats død. Han fik ingen mulighed for indrømmelser, før der under pres fra USA og Vesten blev gennemført utvivlsomt frie valg i de palæstinensiske områder i 2006 – med det resultat at den islamiske Hamas-bevægelse fik flere stemmer end PLO.
 
Israel og Vesten vendte sig mod forsøget på en palæstinensisk koalitionsregering, fordi Hamas nægtede at forpligte sig til at standse kampen mod Israels hele eksistens. Enden på denne del af den uendelige tragedie blev, at Hamas tog magten i Gaza og det umådeligt svage palæstinensiske selvstyre dermed blev splittet i to.
 
Siden da er gentagne forsoningsforsøg mellem PLO og Hamas gået i stå og blevet afvist frontalt fra Israel, der i nytåret 2008-2009 gennemførte et voldsomt angreb på Gaza med store civile tab til følge som svar på raketangreb fra den Hamas-styrede enklave.
 
Ingen af præsident Obamas opfordringer til nye forhandlinger mellem Israel og PLO er reelt blevet modtaget positivt i Israel, hvor Netanyahus regering fortætter den aggressive kolonisering også i Jerusalem.
 
PLO-præsident Abbas og hans statsminister Fayyad har i mellemtiden - inden for deres umådeligt snævre råderum på Vestbredden gennemført en effektiv bekæmpelse af korruption og skabt en fungerende administration. På denne baggrund søgte de i efteråret 2011 større international opmærksomhed og opbakning ved at søge om medlemskab for deres fortsat fiktive Palæstinastat i FN. Israel har reageret med nye økonomiske sanktioner, og præsident Obama har af indenrigspolitiske grunde været tvunget til totalt at afvise.
 
Der er med andre ord ikke givet nogen indrømmelse til den uden al tvivl mest fredssøgende ledelse, PLO-selvstyret nogensinde har haft.
 
 
Status 2011/12. Desillusion blandt palæstinensere og på Israels fredsfløj
 
Den palæstinensiske befolkning er dybt desillusioneret, og den palæstinensiske ledelse føler sig svigtet af verden med USA i spidsen. Gaza er fortsat en fattiggård med store ødelæggelser fra krigen i 2008-09.
 
Det arabiske forår styrker partier, der mere end de gamle diktatorer udtrykker den folkelige harme i hele den arabiske verden mod palæstinensernes skæbne som flygtninge siden 1948 og under besættelse siden 1967.
Det bidrager sammen med Netanyahu-regeringens afvisning af reelle indrømmelser til palæstinenserne til en endnu mere massiv isolation af Israel i den mellemøstlige region – senest også udtrykt ved åben konfrontation med Tyrkiet, der ellers har været den eneste større islamiske nation, der samarbejdede med Israel.
 
Israels egen fredsbevægelse, der søgte at holde fast i takterne fra præsident Clintons uforløste fredsinitiativ i 2000 ved nedskrivningen af Geneve-dokumenterne i 2002 sammen med fredssøgende folk fra PLO, er i knæ under en nationalistisk-højreorienteret-bosætterafhængig regering, der endda knægter ytringsfriheden både for fredsbevægelsen og for de palæstinensere i det oprindelige Israel, som ellers har borgerrettigheder i landet. I Israel findes ultranationalistiske politikere, der taler for at fordrive palæstinenserne fra Palæstina eller i udskille de palæstinensiske enklaver i det gamle Israel og gøre dem til en del af den besatte Vestbred!
 
Venstrefløjs- og centrumspolitikere i Israel advarer nu om at demokratiet er truet - også i de områder, der ikke er under militær besættelse. Og der er en gruppe kloge mennesker i Israel, som også rummer tidligere militære ledere, der siger at en palæstinensisk stat er forudsætningen for Israels egen langsigtede overlevelse som demokratisk samfund i fred med sine naboer.
 
Men Israels herskere har fjernet sig langt fra de idealer, mange af os følte stor sympati for, da Israel var omringet og truet op til 1967. Rollen som besættelsesmagt gennem mange årtier har skabt skræmmende adfærd og holdninger - ikke mindst hos fanatiske bosættere, der med støtte fra militæret forpester tilværelsen for de besatte palæstinensere.
 
Det kan undre, at verdenssamfundet ikke har reageret meget stærkere på alle disse udviklingstræk.
 
Den enkle forklaring er, at USA som økonomisk og militær sponsor er ene om at have afgørende indflydelse på Israel. Støtten til staten Israels politik er amerikansk indenrigspolitik:
 
Allerede for over 20 år siden lykkedes det Israel-lobbyen i USA at få væltet et antal amerikanske senatorer og kongresmedlemmer, der havde et afbalanceret syn på Israel-Palæstina-konflikten.
 
Den sidste amerikanske præsident, som satte staten Israel stolen for døren, var den ældre præsident Bush i 1991, da han med økonomiske sanktioner pressede Israels daværende højreregering til at komme til en fredskonference i Madrid.
 
Desværre blev presset ikke vedligeholdt og siden har et overvældende flertal i den amerikanske kongres ubetinget støttet Israels højreregerings politik. Det stækker også den nuværende amerikanske præsidents muligheder for at øve det nødvendige pres på Israel for at få reelle fredsforhandlinger i gang.
 
Vi har set, hvordan Obama i 2011 måtte tåle stående klapsalver i USA's kongres
til en Netanyahu, der angreb præsidentens fredsplan.
 
Den amerikanske, indenrigspolitisk bestemte fredning af Israels regering modarbejder i virkeligheden USA's og Vestens langsigtede interesser i en fredsløsning i Mellemøsten og opbygningen af et tillidsfuldt samarbejde med nye folkevalgte regeringer i Israels arabiske nabolande.
 
Hvad kan Danmark og EU gøre i denne situation?
 
Sandheden er desværre: Meget mindre end man kunne ønske sig.
 
Danmark og EU´s rolle
 
Danmark må virke for, at et enigt EU – eller et stort flertal af EU's medlemslande – meget aktivt støtter præsident Abbas’ forhandlingskurs og anerkendelsen af hans regering i FN. Og vi fortsat yder en væsentlig økonomisk bistand til det palæstinensiske selvstyre.
 
Vi må også tilskynde til forsoning mellem PLO og Hamas på betingelse af, at Hamas uden forbehold forpligter sig til at standse terroraktioner og anerkender den ikke-voldelige vej til opfyldelsen af palæstinensernes helt legitime krav på en suveræn og levedygtig egen stat
 
Vejen er at fastholde stenhårdt, at Jerusalem skal være hovedstad både for Israel og Palæstinastaten, og at den fortsatte kolonisering både i Øst-Jerusalem og på Vestbredden derfor ubetinget skal standses.
 
Næste trin er, at der efter 45 års besættelse aftales en bindende tidsplan for tilbagerulning af kolonisering og besættelse. Og vi i Europa skal være parat til på alle måder, som parterne kan bringes til at acceptere, at deltage med politi og militær i FN-regi til at overvåge en aftale og sikre Israel mod ny terrorisme og Palæstina mod nye angreb og besættelse.
 
Pointen er, at kun med massivt pres fra omverdenenmod både Israels regering og på Hamas kan en sådan aftale komme til eksistens:
 
Vi må skrotte illusionen om, at Israel og PLO er to ligeberettigede parter, der bare skal sætte sig til et forhandlingsbord og blive enige: Den ene part er Mellemøstens militære supermagt, der holder det andet folk besat og muret inde. Den anden part har delvis kontrol med nogle få procent af det gamle Palæstinas landområde, hvis eneste magtmidler er den moralske og politiske støtte, vi fra verdenssamfundet kan udruste dem med.
 
Danmark må stædigt, vedvarende og i tæt samarbejde med resten af Norden kæmpe for at Europa samler sig til udøve dette pres. Vi må aktivt søge samarbejde med de nye folkevalgte arabiske regeringer i Mellemøsten og Nordafrika, med Tyrkiet. Også med Rusland og Kina – ja med hele FN-systemet.
 
Vi må klart sige – også til USA - at det er helt uholdbart, at det netop er i den mellemøstlige konflikt at en serie af FN-resolutioner om vejen til fred blot er blevet ignoreret af den stærke part. Og vi må satse på, at en amerikansk præsident, der bliver genvalgt vil have større frihed til at gøre dét, som vi ved han er enig i, skal gøres for at skabe fred i Mellemøsten.