Et karakteristisk træk ved dækningen af Palæstina-konflikten er, at artikler og indslag ofte bliver vinklet på en måde, der gør palæstinensere ansvarlige for israelske voldshandlinger.

Vinkling er i journalist-jargon betegnelsen for journalisters valg af, hvad deres artikler skal fremhæve som det centrale, og af hvad der yderligere skal med som ekstra information. Valget handler om, hvad der skal stå som det mest fremtrædende stykke information i artiklen, og af hvad det er godt at vide for at man kan forstå, hvorfor det skete er sket.

Det er ikke kun journalister, der træffer den slags valg, det gør alle, der vil meddele sig om noget til andre. Problemet med journalistikken, som den ofte udøves er, at den gerne fokuserer på den spektakulære begivenhed, der vækker følelser som afsky eller medfølelse hos læseren, lytteren eller seeren. Konsekvensen bliver ofte, at den dramatiske begivenhed fortrænger alt andet end den helt nære sammenhæng i tid og rum, og efterlader mediebrugeren meget lidt klogere på andet, end at det skete er sket, og måske også, at det er sket før.

Mennesker der slår hinanden ihjel, er spektakulære begivenheder, og for de fleste mennesker i vores ende af verden heldigvis fremmede og uforståelige. Og netop derfor fylder krig, fx i Mellemøsten, meget i medierne, og det kommer let til at virke som om de krigeriske mennesker er af en helt anden slags end os selv.

Det er et generelt problem i forhold til mediernes behandling af den vold, der er alt for meget af. Men vold er ikke bare vold, voldsudøvere er ikke bare voldsudøvere, og ofre er ikke bare ofre. Hvordan vi betragter volden afhænger i vid udstrækning af hvilket syn medierne generelt har givet os på voldens udøvere og dens ofre. Der er gode og onde voldsudøvere, og der er uskyldige og selvforskyldte ofre. Og hvem der bliver hvad afhænger af den sammenhæng, eller kontekst, som medierne tilbyder i deres generelle dækning. Eller det afhænger af, hvilken kontekst medierne sætter volden i de baggrundsartikler, kommentarer, analyser og ledende artikler, som eksplicit har til formål at gøre os klogere på sammenhængen.

Forståelige gerningsmænd, fanatiske ofre

Mediernes vurdering af hvem der har ret, sker ofte ved at den kontekst, som enkelte begivenheder eller større udviklinger bliver betragtet i, bliver skåret til sådan, at de fremstiller erklærede israelske motiver som mere noble, end de i grunden er. Omvendt bliver palæstinserne ofte fremstillet som irrationelle, dumme og i det store og helt selv skyld i deres skæbne. Det handler ofte om vold og om Israels motiver til vold mod palæstinenserne.

Man kan ikke påstå, at initiativet til konkrete voldshandlinger aldrig kommer fra palæstinensere, eller for den sags skyld at palæstinensisk vold altid legitimeres af det, som Israel foretager sig. Men jeg mener, at der er en dramatisk ubalance i udlægningen af voldens årsager og motiver, der systematisk fremstiller Israelske krigs- og voldshandlinger som nødvendig reaktion på palæstinensisk terrorisme eller fanatisme. Eller i bedste fald som gengældelse, der måske nok er overdreven, men grundlæggende til at forstå i berrtragtning af dét, den er gengældelse for. At palæstinensisk terrorisme kunne være en overdrevet, men forståëlig reaktion på eller gengældelse for israelske voldshandlinger, er et synspunkt der så godt som aldrig luftes.

Det er med andre ord forskellige principper, der bruges som grundlag for vurderingen af israelsk og palæstinensisk vold. Overordnet set er alle selvfølgelig enige om, at vold i det hele taget er noget, vi helst vil være fri for. Men de fleste, eller mange, er også enige om, at der findes nødvendig vold, og at der findes forståelig vold. Problemet i forhold til mediernes dækning er imidlertid, at der en tendens til, at vold fra israelske sikkerhedsstyrker for det meste fremstilles som nødvendig eller forståelig, mens palæstinensisk vold betragtes som uretmæssig eller irrationel.

Eksemplerne er mange, men få steder er det så klart udtrykt, som i dagbladet Politikens behandling af de blodsudgydelser, der fandt sted i forbindelse med udbruddet af den såkaldte al-Aqsa intifada i år 2000                 

Hovedansvarlig for sin egen død
Al-Aqsa intifadaen begyndte i år 2000. Forhandlingerne var netop brudt sammen i Camp David, og da den israelske leder af højrefløjspartiet Likud Ariel Sharon tog sig spadseretur på Tempelbjerget, der hænger sammen med den muslimske Al-Aqsa moske brød urolighederne ud i lys lue. I første omgang kæmpede palæstinenserne alene med kasteskyts og håndvåben mod israelske besættelsesstyrker og bosættere, siden blev disse våben suppleret med selvmordsbomber, typisk rettet mod bybusser bag den ”grønne linje”, altså i selve israel.

I perioden fra Al-Aqsa intifadaens begyndelse i slutningen af september 2000 frem til april 2008 døde ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem 719 israelske civile og 334 medlemmer af de israeske sikkerhedsstyrker. På den palæstinensiske side blev ialt 4745 palæstinensere dræbt af israelske sikkerhedsstyrker. Af dem var, vurderer Bt’Selelem, 1671 kombattanter, mens det for 870 af de dræbte palæstinensere blev vurderest som usikkert, om de havde taget del i kampene eller ej.

Dødsforagtende palæstinensere
Al-Aqsa intifaden nød en fremtrædende plads i avis-spalter og i sendefladerne på radio og tv. Der var en del kritik af den israelske fremfærd, der blev kaldt overdreven, og der blev udtrykt ønske om at den i Camp David strandede fredsproces blev genoptaget. Men broderparten af ansvaret for de mange døde palæstinensere, og for urolighederne i det hele taget blev lagt på palæstinenserne selv og deres politikere.

Ikke mindst i Politiken, der i stort og småt lagde ansvaret for blodsudgydelserner på palæstinenserne, på deres optræden i Camp David-forhandlingerne og på deres deres vildskab og religiøse fanatisme:

Hvidvask af besættelsen
Nu kan man jo godt mene, som Politikens lederskribent åbenbart mente det dengang, at israels overvældende ildkraft var godt brugt mod palæstinenserne, og at der alene var tale om selvforsvar. De fleste mennesker vil ikke af princip udelukke at det i visse situationer er i orden at forsvare sig med vold mod vold. Det er fint at give en voldtægtsmand et knæ i skridtet, hvis man derved kan forhindre et overgreb. Det er klokkeklart selvforsvar. Men det er ikke selvforsvar, når voldtægtsmanden slår sit offer bevidstløs for at forhindre hende i at forsvare sig selv. Om vold er selvforsvar eller ej, kommer an på den situation den udøves i. Det kommer an på, hvad der er gået forud for volden, og hvad det er for en sammenhæng, den udøves i.

Eksemplet giver jeg ikke, for at påstå, at de israelske soldater er at sammenligne med voldtægtsmænd, eller palæstinensere med deres ofre, men for at problematisere påstanden om palæstinenensernes ansvar for de mange dræbte på deres side. Problemet er, at påstanden beskriver begivenheder uden kontekst, og drager en moralsk konklusion uden overhovedet at tage stilling til forhold, der må siges at være relevante, hvis man vil dømme om, hvem der bærer et ansvar.

Vigtigt i den sammenhæng er det forhold, at Gaza, Vestbredden og Østjerusalem på det tidspunkt havde været ulovligt besat af Israel i mere end 30 år, og at de soldater der ”i det store og hele ” forsvarede sig selv, slet ikke havde ret til at være i de besatte områder. Og vigtigt er det, at Israel også dengang udnyttede sin militære overmagt til at bygge ulovlige bosættelser og ulovligt fylde dem med israelere.

Uden den kontekst bliver citatet fra Politikens lederskribent til en konstatering af at magt er ret, eller – i bedste fald – en påstand om at palæstinenserne selv er ude om, at de bliver slået ihjel. Når nu de kaster med sten eller skyder på Begge dele kan man jo godt mene, men det er noget ganske andet end at sige, at Israels sikkerhedsstyrker dræber i selvforsvar.

Den religiøse dimension
Det er meget almindeligt at fremstille den israelsk-palæstinensiske konflikt som en religiøs konflikt, der fortsætter fordi enkelte, men stærkt troende muslimer og jøder vil det. Det er ikke svært at forstå, at nogle tænker sådan, for det er sådan konflikten tager sig ud, hvis man alene ser på, hvem der agerer voldeligt: Bosættere, der vil blive på trøstesløse og stenede bakketoppe omgivet af fjendligtsindede palæstinensere, islamister der sprænger sig selv i luften eller kræver død over Israel.

Men her bliver der, mener jeg, byttet om på årsag og virkning. Mennesker adopterer ikke uden videre urimelige religiøse ideologier. Når islamistiske grupper og ideologier vinder indpas, skyldes det at deres desperate ideologi giver svar til desperate mennesker, der lever i en desperat situation sammen med andre, der er ligeså desperate som de selv. Èn måde at forstå den øgede tilslutning til islamisterne er at den har rødder i væksten i social og økonomisk håbløshed og den stigende knaphed på perspektiver for en levedygtig palæstinensisk stat.

Det er måske svært at forstå palæstinensisk opførsel, hvis det man har for sig er stenkastende unge, selvmordsterrorister eller langskæggede mænd med mord i øjenene og løfter om udslettelse af Israel i munden. Og endnu sværere, hvis man betragter de israelske besættelsesstyrker som hårdt prøvede politifolk i en verden af voldsmænd, der vil volden for dens egen skyld, eller fordi deres religion siger dem, at de skal være voldelige:

Med andre ord: Det var ”bjergets” religiøse betydning for palæstinenserne, og – må vi forstå – Ariel Sharons spadseretur på det, der var udslaggivende for at palæstinenserne i de besatte områder gjorde oprør. Man kan selvfølgelig argumentere for, at det forholder sig sådan, og det er også rigtigt, at palæstinensernes blev vrede over Likud-lederens symbolske besøg på det bjerg, som de og jøderne er fælles om at betragte som helligt. Og i en forstand var besøget jo bare symbolsk, og derfor ikke noget at tage på vej over.

Men sådan kan man kun se det, hvis man ser bort fra den sammenhæng, som palæstinenserne så besøget i, og den sammenhæng, de så besøget fra. I årene der var gået siden underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993 havde Israel ulovligt udbygget bosættelserne, fordoblet antallet af bosættere og gjort det landområde, som palæstinenserne regnede med at skulle have levedygtig stat i til et mareridt af bosætterveje, kontroloposter og andre militære installationer.

Det er selvfølgelig ikke decideret forkert, at palæstinensernes religiøse følelser var blevet fornærmet af Ariel Sharon og at deres fornærmethed spillede en rolle i oprøret mod den israelske besættelsesmagt. Men det er lagt nemmere at forstå hvordan sårede følelser kan slå om i voldelig opstand, hvis man ved noget om hvad det er for et liv den israelske besættelse påtvinger palæstinenserne.

 

Vildledende sandheder
Det er let at se, hvad pointen med de to eksempler er. De viser begge, hvordan det der bringes i forgrunden af medierne, kan betragtes på forskellige baggrunde. Eller, som jeg allerede har skrevet, i forskellige kontekster. Det gør en forskel, om vi kender til palæstinensernes liv under besættelse, og det gør en forskel, om vi kender til skæbnen for det håb, som mange palæstinensere knyttede til fredsprocessen.

En anden måde at sige det samme på, er at konstatere at der altid er flere forklaringer på den samme begivenhed eller på det samme fænomen, og at flere af dem godt kan være sande samtidig. Men det er ikke det samme som at sige, at alle sande forklaringer er lige gode.

Forestil jer en avisartikel om et mord. En mand er blevet skubbet ud af et vindue af en gangster, han skyldte penge. Hvis nu avisen skrev, at manden døde af at skylde penge væk, eller han var blevet slået ihjel af tyngdekraften, husets højhed eller af de alt for hårde fliser under vinduet, så ville intet af det være usandt, men det ville stadig være en mærkelig avisartikel. Der er noget, der er vigtigere at få med end andet.

Det er altid en diskussion værd, hvad der er vigtigst. Men jeg mener godt, at man kan argumentere for generelle principper, som er vigtige at følge, når mærkelige eller fremmedartede begivenheder skal gives mening for os, der lever et andet liv end dem der direkte tager del i begivenhederne. Det vigtigste princip er, at man i valget mellem flere forklaringer skal vælge den, der gør det mindst mystisk for os, at de involverede handler, som de gør.

Isoleret set er det selvfølgelig til at forstå, at israelske soldater ikke holder sig tilbage fra at anvende dødelig magt mod palæstinensere, der angriber dem med sten. Ikke mindst hvis man får den idé, at stenkasterne kaster med sten på grund af religion. Den idé får man imidlertid kun, hvis ikke man er uvidende om eller glemmer, at den sammenhæng det altsammen foregår i, er den ulovlige israelske besættelse.   

Racisme og kontekst
En grund til, at ledende artikler og kommentarer ofte overser voldelige kontekst, når de skal mene noget om de begivenheder, der udspiller sig i den, er for det første, at begivenhederne ikke forklarer konteksten. Når nogen kaster med sten mod sværtbevæbnede soldater, og disse svarer igen med at skyde, er det svært at forklare med henvisning til situationer vi selv kender. Det er så ekstremt, at vi bliver stående i vores konstatering af, at de ekstreme begivenheder har fundet sted. De fleste mennesker i Danmark har ingen erfaringer med vold, der ligner den der udspiller sig mellem Israel og palæstinenserne, og i udgangspunktet er det let at se volden i det hele taget som én, der skyldes at parterne hader hinanden.

Dermed bliver dækningen af begivenhederne let én, der glider ind i de forestillinger, vi har om parterne i forvejen, tilsammen og hver for sig. Om hvad de er for nogen. I nogen folks hoveder bliver de israelske soldater mordere, ”sådan som israelere jo er det”. For andre bliver palæstinenserne galninge, der må holdes nede for enhver pris.

Folks opførsel i konkrete situationer bliver gjort til deres egenskaber, de har i kraft af deres etnicitet eller kultur. Det er racismens tænkemåde, og den er let at gribe til, når man vil forstå det uforståelige.

Magten over virkeligheden
Problemet er mediernes opmærksomhed mod historier, ”gode historier” frem for historien. Begivenheden, det der sker lige nu eller i den nære fortid, vinder over fortiden, og forgrunden vinder over baggrunden. Og når man skal forsøge at dømme om, hvem der har ret og uret, så vinder individuelle handlinger over den virkelighed, der handles i.

De fleste mennesker deles om den erfaring, at der er ting de gerne vil, men at virkeligheden stritter imod. Nogen gange fordi det man vil simpelhen ikke kan lade sig gøre: Uanset hvor meget jeg vil det, kan jeg ikke flyve ved at baske med armene, som om de var vinger. Det kan ikke fysisk lade sig gøre, fordi naturens og min krops måde at virke på stritter imod min drøm om en flyvetur. Det er ikke et moralsk problem, fordi min flyveevne ingenting har at gøre med, hvad andre mennesker foretager sig.

Andre gange er de begrænsninger, som mennesker støder på, en konsekvens af politiske beslutninger, af regeringers politik eller af ikke-statslige organisationers politik. Så når vi skal forstå, hvorfor den palæstinensiske-israelske virkelighed er så voldspræget som den er, må vi stille det politiske spørgsmål. Hvem har magten over den virkelighed, hvem træffer de beslutninger, der fører ufreden med sig, og hvem har magten til at bestemme spillets regler

 

Krigen mod Gaza. 2008-09

Af Lars Ploug

Det israelske angreb på Gaza-striben, der begyndte den 27. december 2008, er ligesom Al-Aqsa intifadaen et eksempel på, hvilken betydning den israelske magt over den palæstinensiske virkelighed har for mediernes fortolkning af blodige begivenheder.

Det er karakteristisk for mange af de ledende avisartikler fra dengang, at de utvetydigt støttede Israels angreb og motiverede det som selvforsvar. At begivenhedernes rækkefølge ikke støttede denne udlægning blev der ikke brugt meget blæk på.

At Gaza var (og er) under besættelse, og at Israel derfor havde (og har) ansvaret for de civile gazanere, spillede tilsyneladende ingen rolle. Det blev indirekte fremstillet som naturligt, at palæstinenserne i Gaza var spærret inde, og at de var udsat for en blokade, der forarmede dem voldsomt. Samtidig blev palæstinensernes brug af primitive raketter mod Israel brugt som undskyldning for den israelske krig, mens tidligere israelske angreb på de indespærrede i Gaza ikke blev tildelt nogen betydning i vurderingen af ansvaret for blodsudgydelserne

 

Operation Cast Lead
Israel begyndte sine bombardementer en halv time før middag, da gaderne i Gaza var fyldt med mennesker. I løbet af den første dag var mere end hundrede mennesker døde og 700 såret. Da Israels operation Cast Lead havde fundet sin afslutning og igen stoppede den 21. januar var mere end 1300 mennesker dræbt og andre tusinder såret. Tusinder af boliger ødelagt. Det samme var tilfældet med regeringsbygninger og livsvigtig infrastruktur:

Ifølge Amnesty International angreb Israel:
”parlamentsbygningen, udenrigsministeriet, beskæftigelsesministeriet, boligministeriet, finansministeriet, FNs lagre for fødevarer og medicin, civile boligblokke, et universitet, TV stationer, avisredaktioner, et fængsel, skoler, børnehaver, hospitaler, ambulancer, vandrensningsanlæg, kloakanlæg, fabrikker, markeder, værksteder, fødvarevirksomheder, frugtplantager, en fiskefarm, marker, husdyr og drivhuse”

Antallet af sårede og døde er omdiskuteret. Det samme gælder den andel, der kan tælle som civile henholdsvis kombattanter. Omfanget af materiel ødelæggelse er der heller ingen sikre tal for. Men der er ingen, hverken palæstinenserne, Israel eller menneskerettighedsorganisationerne, der sætter antallet af døde til under tusinde. Og der er ingen, der giver sig af med at mene, at krigen ikke var en brutal affære der havde store omkostninger for menneskene i Gaza. Og der var heller ingen, der mente at selve krigen var særligt medmenneskeligt omkostningsfuld for Israel, der mistede 3 civile og 10 soldater, heraf fire der blev ofre for såkaldt ”friendly fire”.

Israel forsvarede sig med, at de israelske styrker undervejs i krigen havde gjort sig ekstraordinært umage med ikke at ramme civile, og at mange af de civile der var omkommet eller såret havde fungeret som levende skjold for kombattanter fra Hamas. Og selve initiativet til at slippe militær magt løs mod Gaza var, forklarede israelske politikere og militære talsmænd, retfærdiggjort af de byger af raketter, som blev sendt fra Gaza ind over Israels grænser.    

Hamas begyndte...
Det var en udlægning, som lederskribenterne i danske aviser var med på fra krigens begyndelse. Hamas begyndte, og hvad der hændte uskyldige ofre for det israelske angreb, måtte den islamistiske organisation selv bære ansvaret for. Således i Berlingske Tidende, der næsten kom til lyde som om den var redigeret fra Jerusalem:    

”Der er ingen tvivl om, at den islamiske bevægelse Hamas har spillet et endda meget højt spil ved at fremprovokere det israelske angreb på Gaza-striben. Ingen stat kan i længden finde sig i, at deres civilbefolkning bliver ramt af raketangreb. Så det bør ikke chokere nogen, det der sker i Gaza. Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at det også koster civile liv. Men det burde Hamas have tænkt over, inden de begyndte deres bombardementer af de israelske byer” (Belingske Tidende 30. December 2008).

Og I Jyllandsposten var det ikke bare et spørgsmål om, hvad Israel kunne finde sig i. Her var der tale om selvforsvar, og endda et selvforsvar, som Israel havde ”soleklar” ret til, fordi Israel var Mellemøstens eneste demokrati, omgivet af fjender, der vil staten til livs.    

”Så forfærdende billederne fra Gaza i disse døgn forekommer, så nødvendigt er det konstant at holde sig konfliktens rødder for øje. Israel – omgivet af fjender, som vil fjerne den jødiske stat fra landkortet – befinder sig i en overlevelseskamp. Dét er udgangspunktet. Israel har derfor en soleklar ret til selvforsvar. Volden, terroren, krigen kommer fra Gaza og påtvinges Mellemøstens eneste demokrati, Israel, som så reagerer med et fuldt legitimt ’Nok er nok’”

Og endelig Kristelig Dagblad, hvis lederskribent i det store og hele gentog Israels, Berlingske Tidendes og Jyllandsposten forklaring på det israelske angreb.    

Ingen vestlige landes regeringer ville finde sig i at få sin civile befolkning bombet jævnligt med raketter på samme måde, som Israel gennem otte lange år har været offer for Hamas' angreb fra Gaza. Lad det stå klart, at Israel er i sin fulde ret til at forsvare sig selv over for Hamas-bevægelsens metoder, hvor bevidste angreb på civile er blandt de foretrukne (Kristeligt Dagblad 29. december 2008).

Palæstinensisk provokation og israelsk reaktion
Der er en række interesssante formuleringer i de tre citater. Dem vender jeg tilbage til nedenfor. Først vil jeg koncentrere mig om den pointe, der udgør hovedargumentet i de tre citater: At Israels angreb var en retfærdig reaktion på voldshandlinger, der udgik fra den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe.

Under selve krigen blev der ifølge det israelske udenrigsministerium affyret 571 raketter og 205 mortergranater mod Israel. Og i dagene op til krigen blev der, som de tre lederskribenter skriver og antyder, affyret raketter fra Gaza mod Israel. Spørgsmålet er, om det er så klart, at krigens anledning var en provokation fra Hamas. Og om det faktisk var Hamas, der brød den våbenhvileaftale, som Israel og Hamas havde indgået i sommeren 2008.

Forhistorien til striden mellem Hamas og Israel er selvfølgelig så lang eller kort, som man vil gøre den. Men her et bud:

I januar 2006 holdt palæstinenserne valg. På grund af utilfredshed med korruption og inkompetence hos det store gamle parti Fatah, hvis poliltiske ledere i mange år haver varetaget de fremskridtsløse fredsforhandlinger med Israel, stemte flertallet af palæstinensrere for Islamisterne i Hamas. I tiden efter valget blev modsætningerne mellem Hamas og Fatah skærpet, og i sommeren 2007 eksploderede de i en mindre borgerkrig, der sluttede med Fatahs magtovertagelse på Vestbredden, mens Hamas satte sig på Vestbredden.

Israel reagerede med at blokere for forsyninger til Gaza, der i stigende grad forkrøblede gazanernes økonomi og sænkede deres levestandard til et niveau, der var typisk for afrikanske lande syd for Sahara. Undervejs var der flere store og små krigshandlinger med Israel og væbnede grupper i Gaza.

Ifølge den israelske mennneskerettighedsorganisation B´Tselem døde der i perioden fra den 1. januar 2008 til den 26. december (dagen før operation Cast Lead) 31 israelere, heraf 21 civile. 455 palæstinsere blev dræbt af Israel. Af dem havde 175 ikke deltaget i væbnede aktiviteter, da de blev dræbt.        

Disse tal sætter unægtelig påstanden om om palæstinensk provokation og israelsk reaktion i perspektiv, for i de ovenfor citerede ledere fremstår det unægteligt som om israel indtil den 27. december passivt havde fundet sig i palæstinensiske angreb fra Gaza.

Våbenhvilen sommeren 2008.
I juni 2008 lykkedes det med egyptisk hjælp Hamas og Israel at få en våbenhvile på plads. Betingelserne for våbenhvilen var ikke klare, for der var ingen offentliggjort tekst. Men der er bred enighed om, at Hamas ønskede sig en hel eller delvis ophævelse af blokaden, og at Israel i ord havde givet sig det punkt.

Ifølge Israeli Intelligence and Terrorism Information Center, der har tætte kontakter til det israelske efgterretningsvæsen holdt Hamas løftet om at stoppe sine raketangreb på Israel. Fra våbenhvilens begyndelse i juli til slutningen af oktober faldt antallet af månedlige raketangreb til et gennemsnit på 6-7. Det skal sammenlignes med de 414 månedlige angreb i de første seks måneder af 2008. Desuden skriver centeret, at Hamas faktisk gjorde en indsats for at stoppe angrebene fra militante grupper, som de ikke havde kommandoen over.

På sin side løsnede Israel blokaden af Gaza. Men kun lidt. Ifølge den forhenværenske amerikanske præsident Jimmy Carter løsnede Israel blokaden sådan at forsyningerne til menneskene i Gaza steg med en femtedel i forhold til hvad de havde været før blokaden  

Så det var slet ikke så åbenlyst, at Israel havde måttet leve med byger og raketter i 2008, ligesom det altså heller ikke var så åbenlyst, at Israel alene reagerede på palæstinensiske angreb. I det hele taget er det ikke specielt nemt at afgøre, hvem der begyndte. Det må betyde noget, hvad der er gået forud.

Men hvem brød våbenhvilen? Som jeg skrev ovenfor kender vi ikke de eksakte betingelser, der var knyttet til aftalen. Men vi ved altså at Hamas stoppede sine egne angreb på Israel, at den søgte at hindre andre organisationer i at sende raketter mod Israel, og at Israel lempede blokaden en smule.

Og så ved vi, at Israel den 4. november 2008 foretog en militær aktion ind i Gaza, hvor de dræbte seks palæstinensere, der tilhørte Hamas væbnede fløj. De var, hævdede Israel, i færd med at grave en tunnel under grænsen til Israel, og at formålet med den var at kidnappe israelske soldater. Hamas erklærede, at tunellen alene havde et defensivt formål, og at Israels angreb udgjorde et brud på våbenhvilen, og at Hamas derfor ikke behøvede at resapektere den. Og så fortsatte organisationen hvor den slap i juni 2008, og leverede dermed argumenterne til lederskribenter med kort hukommelse og ringe sans for proportioner.

Ret og uret
Som det fremgår af, hvad jeg har skrevet ovenfor, bør vores vurderinger af ret og uret i Palæstina-konfliktens mere voldelige udtryk tage udgangspunkt i en historie, der er længere end den der almindeligvis er plads til i aviserne, og den må forholde sig til at begivenhederne udspiller sig i en sammenhæng, som paterne ikke har forskellig adgang til at kontrollere. Jeg mener ikke, at ansvaret for krigen i Gaza afgøres af, hvem der skød først

Men når lederskribenter giver sig af med at legitimere at Israel, en af verdens mægtigste militære magter kaster bomber på udsultetede og forsvarsløse palæstinensere, så skal man som et minimum have de begivenheder med, der kan forklare palæstinensiske lederes motiver til at handle, som de gør.

Og hvorfor er det at palæstinenserne i Gaza skal finde sig i ikke at få medicin og fødevarer? Hvorfor er det lige, at de skal finde sig i israelske militære angreb? Og hvorfor er det at den helt rimelige tvivl om, hvem der ”begyndte” krigen, skal komme Israel til gode?

Fordi Israel er de stærkeste, og de palæsatinensiske ledere er for dumme til at indse det? Det er selvfølgelig et argument, men et moralsk argument er det ikke.